Bivirkninger og antallet af hospitalsbesøg kan få betydning for valget, når flere behandlinger vurderes lige gode, forklarer Emil Hermansen, overlæge ved Afdeling for Blodsygdomme på Rigshospitalet.
Overlæge: Valg af behandling skal ikke lægge ansvaret over på patienten
Det kan føles svært at skulle vælge mellem flere kræftbehandlinger, fortalte en deltager på et møde om myelomatose. Overlæge Emil Hermansen forklarede, hvorfor patientens ønsker kan være afgørende, samtidig med at lægen beholder sit faglige ansvar.
De syge celler formerer sig og fortrænger de raske blodceller. Sygdommen kan give træthed, knoglesmerter og flere infektioner. Den kan også svække knoglerne og skade nyrerne.
Myelomatose kan som regel ikke helbredes, men behandling kan holde sygdommen i ro i lange perioder.
Kilde: Patienthåndbogen på sundhed.dk
Lægen fremlægger mulighederne. Men derefter får patienten at vide, at valget er patientens eget. Hvad gør man, hvis man helst vil have lægens klare anbefaling?
Spørgsmålet blev rejst af en deltager på PatientAkademiets møde om livet med myelomatose på Rigshospitalet 21. oktober. Deltageren beskrev, at det kan være svært at stå med valget, når man ikke oplever at få en tydelig besked om, hvilken vej man bør gå.
Emil Hermansen, overlæge ved Afdeling for Blodsygdomme på Rigshospitalet, sagde, at han godt kunne forstå den oplevelse. Han forklarede samtidig, at der kan være en faglig grund til, at lægen spørger til patientens egne ønsker.
I nogle situationer er der flere forsvarlige behandlingsmuligheder, uden at lægen med sikkerhed kan udpege én som den bedste. Så får forskellene i bivirkninger og den måde, behandlingerne gives på, større betydning.
Tablet eller ugentligt drop
Som et tænkt eksempel beskrev Emil Hermansen en situation, hvor flere behandlinger på papiret er lige gode, men påvirker hverdagen forskelligt.
Den ene kan være en tabletbehandling. En anden kan kræve, at patienten kommer på hospitalet og får drop en gang om ugen. Bivirkningerne kan også være forskellige.
Når lægen spørger, hvad patienten selv foretrækker, handler det derfor om at finde ud af, hvilken af mulighederne der giver bedst mening i netop det menneskes liv, forklarede han.
”Det er ikke det samme som, at vi lægger ansvaret for behandlingen over på dig som patient,” sagde Emil Hermansen.
Han understregede, at usikkerheden kan være reel: Der kan være situationer, hvor den eksisterende viden ikke giver et sikkert svar på, hvilken mulighed der er bedst. Det gælder både ved myelomatose og ved andre sygdomme.
Lægen skal fortsat stå inde for behandlingen
Patientens valg betyder ifølge Emil Hermansen ikke, at patienten bagefter står alene med behandlingen. Lægen skal fortsat hjælpe og følge den vej, som bliver valgt.
De muligheder, patienten bliver bedt om at tage stilling til, skal være muligheder, som lægen fagligt kan stå inde for.
”Jeg har jo stadigvæk mit ansvar som behandler,” sagde Emil Hermansen.
Hans svar var dermed en præcisering af, hvad patientens medbestemmelse skal bruges til: Patientens erfaringer og ønsker skal indgå i beslutningen, når flere behandlinger er relevante. Det faglige ansvar forsvinder ikke, fordi patienten bliver inddraget.
Behandlingen skal også passe ind i livet
Under mødet gav filmskaber og myelomatosepatient Roja Pakari et konkret indblik i, hvor meget tilrettelæggelsen af et behandlingsforløb kan betyde.
Hun fortalte, at hun sammen med sin læge havde arbejdet på at finde en måde at få behandling på, som også gav plads til at rejse og arbejde. Hun havde desuden lært at give sig selv sin medicin.
For hende var det vigtigt både at få behandlet sygdommen og at bevare indflydelse på sin hverdag. Hvor tit hun skulle møde på hospitalet, havde betydning for, hvad hun kunne foretage sig uden for det.
Emil Hermansen fremhævede i en anden del af samtalen, at lægen også kan hjælpe med at afklare, hvilke planer der er realistiske. Når sygdommen og behandlingen tillader det, kan der være mulighed for at tilpasse forløbet til noget, patienten gerne vil.
Mødet blev arrangeret af PatientAkademiet, Sundhedspolitisk Tidsskrift og Dansk Myelomatose Forening med bistand fra Hæmatologisk Tidsskrift.
