Tak, Ditte Giese, for at vise, hvad det koster, når sundhedssystemet svigter

Nekrolog

Skrevet af Brystkræftforeningen

Journalist og debattør Ditte Giese brugte sine sidste kræfter på at sætte ord på det, som mange alvorligt syge oplever, men sjældent bliver hørt for, skriver Brystkræftforeningen i denne nekrolog. Hendes sidste klumme blev både et farvel og et opråb om et sundhedssystem, der ikke altid griber i tide, og om kampen for adgang til den behandling, der kan give mere tid, når livet er ved at rinde ud.

Farvel, kære læsere

Jeg venter på døden her på hospitalet. Tak for at have læst mig i alle årene, og tak til kære Politiken for taletiden.

Det skrev Ditte Giese i sin sidste klumme i Politiken lørdag d. 24. januar.

D. 26. januar om aftenen døde Ditte af metastatisk brystkræft.

Brystkræftforeningen har haft løbende kontakt med Ditte gennem de senere år. Hun har velvilligt været moderator i forbindelse med debatter på Folkemøder, og så sent som i november måned 2025 stillede hun op i forbindelse med den høring, som Brystkræftforeningen sammen med Myelomatoseforeningen, KIU og LyLe havde arrangeret på Christiansborg – endnu engang om adgang til nye evidensbaserede lægemidler.

Vi lærte hende at kende, som en aktiv, omsorgsfuld person, der alt alt for tidligt - og som så mange andre med metastaserende brystkræft måtte indse, at hun tidligt skulle sige farvel til livet og til sin søn.

Den sidste klumme afspejler hendes sorg og frustration over at skulle sige farvel – og er samtidig et vigtigt opråb til vores sundhedssystem og politikere, for Ditte blev ikke hørt, da hun i sin tid henvendte sig med symptomer på brystkræft. Det skete først så sent, at hun måtte sande at brystkræften havde spredt sig.

Hendes næste kamp var at få mulighed for at få en behandling, godkendt af den Europæiske lægemiddelstyrelse til behandling af netop hendes form for brystkræft, men på daværende tidspunkt ikke godkendt i Danmark. Hun skaffede midler blandt andet fra familien til selv at betale.

En historie vi desværre kender så godt.

Ditte beskrev i sin klumme, at hun var uhelbredeligt kræftsyg, erklæret terminal og indlagt til lindring og palliation, og at hun savnede sit elskede hverdagsliv med sin søn og sit skrivearbejde.

Hendes sidste ord i klummen var, at hun drømte om meget bedre kræftbehandling i ellers rige og fine Danmark, som har alt for mange kræftsyge. Og hun allermest havde brug for nogen, som ville kæmpe for hende. Redde hende og hjælpe hende til et lidt længere liv.

Kære Ditte! Tak fordi du gav omverden et indblik i, hvordan det er, når man er tvunget til at give op. Hvad det kommer til at betyde, når vi ikke kan have tillid til, at sundhedssystemet 'fanger' os, når vi får sygdomme, vi ikke kender eller forstår. Og hvad det betyder, at vi også i Danmark får gavn af den forskning og viden, der er baggrunden for de lægemidler, der kan forlænge vores liv, når vi er så uheldige at få kræft.