Skip to main content


Fra venstre Anja Skjoldborg Hansen, Carsten Levin, Birthe Lemley og ita Christensen.

Patientforeninger: Ny pulje til kræftlægemidler vil redde liv

Kræftplan V: En række patientforeninger opfordrer til, at Kræftplan V opretter en ny pulje specifikt til kræftlægemidler. Puljen skal dække omkostningerne ved behandlinger, der allerede er godkendt af Det Europæiske Lægemiddelagentur, men som endnu ikke er godkendt af Medicinrådet, eller som Medicinrådet har afvist på grund af utilstrækkelig evidens.

Der skal tænkes nyt i Kræftplan V, hvis ikke behandlingen af danske kræftpatienter forsat skal sakke bagud i forhold til vores nabolande, mener en række patientforeninger. 


Ny rapport: Patienters stemme bør høres i Kræftplan V

Den nye rapport ’Kræftplan V – Input fra virkeligheden’ er resultatet af en række arbejdsgruppemøder, hvor patientforeninger fra fire af de større kræftområder: lungekræft, brystkræft, gynækologiske kræftsygdomme og hæmatologiske kræftsygdomme har diskuteret deres individuelle ønsker og behov til Kræftplan V med læger og sygeplejersker.

Resultatet af de mange møder fremgår nu af rapporten ’Kræftplan V – Input fra virkeligheden’, der gennemgår emnerne: Forebyggelse, diagnostik, behandling, opfølgning og rehabilitering, senfølger samt palliation. Ved hvert afsnit beskrives behov og forslag til handling for hver af de fire kræftområder.

Derfor har fem patientforeninger – Brystkræftforeningen, LyLe (patientforening for lymfekræft, leukæmi og MDS) Dansk Myelomatose Forening, Patientforeningen Lungekræft og KIU (Kræft i underlivet), der alle har været med i projektet ’Kræftplan V – input fra virkeligheden’, gået sammen om at foreslå, at man som led i Kræftplan V laver en særlig pulje for avancerede, innovative kræftlægemidler, så danske patienter også får adgang til ny, livsvigtig kræftmedicin.

Puljen skal kunne søges til betaling for nye kræftbehandlinger, så snart de er godkendt af Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA), men endnu ikke er godkendt af Medicinrådet. Puljen skal også gå til behandlinger, som Medicinrådet har anbefalet ikke at tage i brug som standardbehandling på grund af manglende evidens.

Femte princip virker ikke

Folketinget vedtog i marts 2016 forud for Medicinrådets start syv principper for prioritering af dyr sygehusmedicin. Det femte princip handler om hurtig ibrugtagning af ny, effektiv medicin: Patienter skal have gavn af behandlingsmæssige fremskridt. Danmark skal fortsat være et af de lande, der hurtigst ibrugtager nye lægemidler, hvor der er dokumenteret mereffekt.

Carsten Levin, der er formand for Dansk Myelomatose Forening, forklarer, at en pulje er nødvendig, fordi det femte princip ikke virker i praksis.

”Der er alt for mange eksempler på danske kræftpatienter, der må sælge huset og gældsatte sig for at kunne købe behandlinger, eller som må lave indsamlinger på sociale medier. Det er de heldige. Resten er det store flertal, som ikke har ressourcer til selv at skaffe penge til behandlinger, og som må vente urimeligt lang tid på en behandling, der bliver tilbudt i vores nabolande,” siger han. 

Pulje på 300 millioner

Birthe Lemley fra KIU, Kræft i Underlivet, understreger, at en sådan pulje uden tvivl vil redde menneskeliv:

”Når EMA har sagt ja til en behandling, så skal den ud til patienterne. Det gør de for eksempel i Tyskland, hvorimod det kan tage årevis i Danmark, før den kommer ud til patienterne,” siger hun. Hun tilføjer, at hvis man i Tyskland opdager, at behandlingen ikke fungerer som forventet, stopper man blot behandlingen.

Med en pulje kan Kræftplan V både give danske kræftpatienter håbet tilbage og rette op på uligheden og endelig vise, at et liv i Danmark ikke er mindre værd end i landende omkring os, mener foreningerne.

”Vi foreslår en pulje på 300 millioner kroner årligt, hvor lægemiddelindustrien skal indvilge i at finansiere et eventuelt overforbrug. Det er et beskedent beløb i lyset af, at vi i 2022 brugte over 18 milliarder kroner på lægemidler,” siger Anja Skjoldborg Hansen, formand for Brystkræftforeningen. Hun tilføjer, at Danmark bruger en mindre andel af vores budget på lægemidler, end man gør i andre lande, som vi sammenligner os med. Og det er på trods af, at nye, effektive lægemidler er vejen til længere levetid.

Rita Christensen, der er formand for LyLe, tilføjer:

”Patienter skal have adgang med det samme, når ny livsvigtig medicin er godkendt af EMA. Men når puljen skal fordeles, må det må være en lægelig vurdering og prioritering, om det gavner patienten.”

Puljen er inspireret af den engelske Cancer Drug Fund, der blev oprettet som en midlertidig løsning i 2011, og som siden er blevet gjort permanent.  

 

Læs også:

Kræftplan 5