Kræftmøde: EU-godkendt medicin bør tages i brug, mens der indsamles yderligere data

Medicinrådet bør indføre betingede godkendelser af medicin i Danmark, så lægemidler, der er godkendt af Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA), kan tages i brug, mens der indsamles yderligere data. Og så vil både en centralisering af lægemiddelkomiteerne og mere hjemmebehandling mindske uligheden i sundhed. Patientforeninger og fagfolk var enige om det meste, da de mødtes for at diskutere input til Kræftplan V.

I dag lever over 35.000 danskere med hæmatologiske kræftsygdomme, og der diagnosticeres årligt omkring 3.700 nye tilfælde. Men alligevel er det ikke helt nemt at få opmærksomhed omkring sygdommene, sagde Carsten Levin, som er formand Dansk Myelomatose Forening:

”Mere opmærksomhed ville betyde, at de praktiserende læger ville kunne opspore og diagnosticere tidligere, hvilket også typisk vil forbedre prognosen,” sagde han.

Og Rita Christensen, der er formand for LyLe, der er patientforening for lymfekræft, leukæmi og MDS, kunne tilføje: ”Hæmatologiske kræftsygdomme adskiller sig fra andre kræftformer ved, at hele kroppen er ramt i stedet for at være begrænset til for eksempel et specifikt organ. Og lymfekræftpatienter kan gå med symptomer i op til ni måneder, uden at nogen tænker, det er kræft.” forklarede hun.

Rita Christensen og Carsten Levin deltog i maj begge i arbejdsgruppemødet ’Kræftplan V – input fra virkeligheden’, som Medicinske Tidsskrifter står bag. Her mødes de to patientforeninger med fagfolk for at diskutere, hvilke input der er særlig vigtige for netop deres kræftsygdomme, og som skal gives videre som konkrete indsatsmuligheder til Sundhedsstyrelsen og Kræftplan V.  

Betingede godkendelser

Arbejdsgruppen var enige om, at adgangen til ny medicin skal være hurtigere, end den er i dag. For når Medicinrådet udarbejder anbefalinger til, hvilke nye lægemidler, der skal være mulige standardbehandlinger på landets sygehuse, baseres det blandt andet på evidens. Men for sygdomme med få patienter har man ikke den samme evidens som ved mere udbredte sygdomme, hvilket skaber en udfordring. Derfor blev et forslag om at indføre betingede godkendelser af medicin diskuteret:

”Vi burde gøre som i Tyskland, hvor man tager ny medicin og afprøver den, når EMA har godkendt den,” sagde Rita Christensen.

Reelt ville det betyde, at et lægemiddel tages i brug på trods af begrænset evidens for effekten, mens der indsamles yderligere data vedrørende lægemidlets effekt.

Ida Bruun Kristensen, næstformand Dansk Myelomatose Studiegruppe (DMSG) og overlæge på Hæmatologisk afdeling, Odense Universitetshospital, som også var med til mødet, går også ind for betingede godkendelser, men understregede, at der skal være styr på evalueringen:

”Det er afgørende, at klinikerne har klare retningslinjer for, hvordan dataindsamlingen skal registreres, samt at der afsættes ressourcer til arbejdet, så data bliver validt. For man skal kunne evaluere efter et til to år,” understregede hun.

Jakob Madsen, formand Dansk Hæmatologisk Selskab, ledende overlæge Hæmatologisk afdeling på Aalborg Universitetshospital, var dog lidt mere forbeholden;

”Jeg synes ikke, at en EMA-godkendelse er nok til, at Danmalkr skal ibrugtage en ny behandling. Man er nødt til at have et system, der beskæftiger sig med, hvad det koster,” sagde han uden dog helt at afvise, at man måske kunne prøve betingede godkendelser.

For der er mere på spil, understregede Carsten Levin:

”Vi står i et paradigmeskifte indenfor flere kræftområder blandt andet indenfor hæmatologien, hvor de nye immunterapier og individuelle behandlinger som CAR-T kan ændre sygdomsbilledet for patienterne. Hvis vi ikke får de nye behandlinger, herunder især CAR-T, vil forskningen i næste fase gå Danmark forbi. Det sker allerede. Når jeg tror, det er vigtigt at få CAR-T godkendt, så er det, fordi det virker, også der, hvor der ikke er andre muligheder. Og så er det tilmed en engangsbehandling, der aflaster sygehuset og giver stærkt forøget livskvalitet til patienten.”

Ulighed, centralisering og hjemmebehandling

I dag eksisterer der regionale forskelle i vurderingen af ansøgninger til ibrugtagning af ikke standardiserede behandlinger. Det er ikke hensigtsmæssigt, for det kan føre til ulighed i behandling på tværs af regioner.

Martin Ankerstjerne fra Decisions, der faciliterede arbejdsgruppemøderne hos Medicinske Tidsskrifter, ville høre, hvordan man blandt læger oplevede de regionale lægemiddelkomiteer.

”Jeg synes, det ville være en god overvejelse at centralisere, så der er ens regler i hele landet. For det er ikke godt, der er forskelle,” sagde Jakob Madsen, og Ida Bruun Kristensen var enig:

”Centralisering er en god ide, for når der er en fælles vurdering, kan man undgå regionale forskelle.”

”Ja, men når vi taler om at gøre det ens, så må målet være, at det også skal være bedre, ikke den laveste fællesnævner,” påpegede Carsten Levin og understregede, at man skal tage hensyn til den enkelte patient.

En anden måde at få mere lighed i sundhed handler om hjemmebehandling. Flere steder bruges hjemmebehandling allerede for hæmatologiske kræftpatienter, som ofte fungerer godt for de ressourcestærke. Men også for mange ressourcesvage eller sårbare patienter kan hjemmebehandling være mere skånsomt.

”Det er ikke kun de ressourcestærke patienter, der har glæde af hjemmebehandling. Vi har et sublimt samarbejde med hjemmesygeplejen, og det kan også være den svage, der er glad for det, fordi patienten for eksempel kan spare flere timer i transport. Så hjemmebehandling giver mere lighed i sundhed,” sagde Mette Munk, sygeplejerske og patientforløbsvejleder på Hæmatologisk afdeling, Odense Universitetshospital.

Patientinddragelse og senfølger

Deltagerne til arbejdsgruppemødet talte også om, at patienter med hæmatologisk kræft skal tilbydes at udfylde et behovsvurderingsskema sammen med en sygeplejerske umiddelbart i forlængelse af behandlingsforløbet. Udover, at patienter får et overblik over relevante rehabiliteringsmuligheder, kan skemaet også bruges i sammenhæng med den praktiserende læge og kommune for at sikre en helhedsorienteret opfølgnings indsats. Og så bør patienterne også orienteres om patientforeninger.

”Alle hæmatologiske afdelinger bør informere om relevante patientforeninger som en del af opfølgningsindsatsen. For vi har en masse viden. Vi ved også en masse om typiske senfølger. Nogle afdelinger gør dette allerede, mens andre med fordel kan være mere opmærksomme på det,” sagde Rita Christensen.

Og fra Carsten Levin var der et stort ønske:

”Patienter, der ikke er helbredt, skal også have adgang til senfølgeklinikker. For eksempel efter en højdosis behandling, hvor man ikke er helbredt, men hvor man har senfølger. Det er noget, der mangler.”

Palliation var også på bordet, og her skal lægen turde italesætte døden, mente Jakob Madsen:

”Vi skal blive bedre til at erkende, hvornår den sidste tid nærmer sig. Min erfaring er, at så længe vi giver tilbud om endnu en behandling, så er det for de fleste patienter og pårørende svært at forholde sig til, hvordan de ønsker den sidste tid skal være. Der er et stort potentiale her.”