Kræftmøde: Symptomer på kræft i underlivet bliver ofte bagatelliseret  

Hvert år får omkring 1.800 danske kvinder kræft i underlivet. Symptomerne er komplekse og overses ofte, fordi både kvinderne selv og lægerne har en tendens til at normalisere symptomerne, forklarede professor i sygepleje, Lene Seibæk, da patientforeningen Kræft i Underlivet mødtes med fagfolk for at diskutere input til Kræftplan V.

”Vi har en tendens til at normalisere symptomer fra underlivet og tilskrive dem overgangsalderen, fordi underlivet ’er så meget’. Men kvinder skal gå til læge og undersøges, så man kan opdage det. Og der skal være en gynækolog, der kan opdage det,” sagde Lene Seibæk, der er professor i sygepleje og ansat som seniorforsker i Kvindesygdomme og Fødsler på Aarhus Universitetshospital.

Lene Seibæk deltog i arbejdsgruppemødet ’ Kræftplan V – input fra virkeligheden’, hvor en række patientforeninger mødes og diskuterer med fagfolk for at blive skarpe på de input, der bliver givet videre som konkrete indsatsmuligheder til Sundhedsstyrelsen og Kræftplan V. 

Den 7. maj var det patientforeningen Kræft i underlivet (KIU), som var inviteret til møde hos Medicinske Tidsskrifter, hvor patienterne diskuterede de særlige omstændigheder, der knytter sig til deres typer af kræft. For underlivet er netop ’så meget’, som Lene Seibæk sagde. 

”Gynækologisk kræft kræver opmærksomhed, for der kan opstå flere forskellige former for kræft i underlivet, og den praktiserende læge får ikke altid stillet diagnosen,” sagde Charlotte Dybvik fra KIU, som har haft livmoderhalskræft. Hun var med til mødet sammen med to andre repræsentanter fra KIU, den ene var Birthe Lemley, som har æggestokkræft, og Illona Larsen, som har haft livmoderkræft. Derudover repræsenterer patientforeningen KIU også kvinder med vulvakræft (kræft i de ydre kvindelige kønsorganer) og kræft i skeden. 

”Ja, det er vidt forskellige sygdomme. Det er en meget blandet gruppe med forskellige diagnoser og med forskellige symptomer og behandlinger. Livmoderhalskræft kan man for eksempel vaccinere imod mens æggestokkræft er meget vanskelig at diagnosticere. Det er ikke ’bare’ æggestokkræft.  Den adskiller sig fra andre kræftsygdomme ved, at resultatet af operationen er ekstrem vigtigt, og der er kun tre hospitaler i Danmark, hvor man må operere æggestokkræftpatienter,” sagde Mikkel Rosendahl, der er overlæge på Onkogynækologi på Rigshospitalet og formand for Dansk Gynækologisk Cancer Gruppe. Han mener, der er brug for mere opmærksomhed omkring sygdommen, så patienterne kender symptomerne.

Underlivet skal frem i lyset

Birthe Lemley forklarede, at gynækologisk kræft rammer kvinder i alle aldre og livsfaser, og hvis kræftsygdommen diagnosticeres i et sent stadie, kan den være dødelig. Underlivskræft kan påvirke seksualitet, fertilitet og identitet på måder, der adskiller sig markant fra andre kræftformer. 

”Kvinderne skal være opmærksomme på uvante symptomer og gå til lægen. Der er brug for mere oplysning,” sagde hun.

Men symptomerne er ikke altid tydelige eller kendt blandt kvinder. Blødningsforstyrrelser kan være et tegn på visse gynækologiske kræftformer som livmoderhals- og livmoderkræft, mens æggestokkræft har mere diffuse symptomer. Denne variation i symptomer gør det sværere at skabe opmærksomhed omkring disse sygdomme gennem oplysningskampagner. KIU har dog to internationale, årlige kampagner: World Ovarian Cancer Day 8. maj og World Gynaecological Oncology Day 20. september, hvor foreningen gør opmærksom på sygdommene og deres symptomer.

Men der er også brug for at bekæmpe ulighed:  

”Der er også en etnisk ulighed. Kvinder med en anden etnisk baggrund kan have en anden tilgang til at søge gynækolog. For nogle er det et kulturelt tabu, så det kræver oplysning at nedbryde de tabuer omkring at søge lægehjælp. Og der skal sættes fokus på vigtigheden af at tage ansvar for egen sundhed, men det kræver også, at sundhedspersonalet er mere opsøgende over for denne gruppe kvinder for at sikre, at de får den nødvendige støtte og behandling,” sagde Lene Seibæk. 

Det handler dog langt fra kun om mangel på viden, for når man så reagerer på symptomer og har brug for en gynækolog, så kan der være lang ventetid. Meget lang endda. Helt op til 16 uger, hvis man bor i Region Nordjylland.

”Problemet er, at der er alt for få gynækologer, og har man æggestokkræft, så er det en gynækolog, der kan stille diagnosen,” sagde Birthe Lemley og understregede, at der ikke sket noget med diagnostikken i de seneste 20 år. Dog kan der være en ny mulighed på vej med ctDNA, som kan måles i blodet,” forklarer hun.

CtDNA står for circulerende tumor-DNA og er fragmenter af DNA, der frigives fra kræftceller og cirkulerer i blodbanen. 

Hun fortsætter: 

”70 procent af kvinderne med high-grade serøs æggestokkræft bliver stadig diagnosticeret i stadium III eller IV, hvor helbredelse er meget vanskelig. 

Tiden før og efter behandlingen

At KIU repræsenterer flere forskellige sygdomme er tydeligt, når kvinderne fortæller om, hvad de frygter mest:

”Hos æggestokkræft er det frygten for tilbagefald, der fylder mest,” fortæller Birthe Lemley, og Charlotte Dybvik fortæller, at det for livmoderhalskræft er angsten for senfølger. 

”Jeg ville bare videre og først få senfølgebehandling, når jeg følte mig klar til det,” fortæller hun, og det var et ønske, som Lene Seibæk kunne genkende: 

”Rehabilitering og senfølgebehandling skal være der, når den enkelte kvinde er parat til det. En åben henvisning, så man kan gøre brug af det, når og hvis man har brug for det,” sagde hun.

”Der er brug for én, der samler det hele og koordinerer, hvad man skal,” foreslog Mikkel Rosendal, og Lena Seibæk tilføjede:

”Man kunne have en kræftsygeplejerske, der kunne følge op. Der er brug for hjælp til selvhjælp til behandling, for det handler om livskvalitet.

Men det er ikke kun efter behandlingen, der er brug for støtte. For mange med gynækologisk kræft er operationer en del af behandlingen, og her er præhabilitering, som er en proces, hvor man forbereder patienten fysisk og mentalt på operationen, en fordel. Men præhabilitering er underprioriteret.

”Man ved, at komplikationsraten falder, når patienten er godt forberedt,” siger Lene Seibæk.