Patientforeninger kan få virkeligheden ind i Kræftplan V 

Lungekræftforeningen mødes med læger og sygeplejerske i en arbejdsgruppe for at identificere de problemer og behov, lungekræftpatienter har, så de kan give konkrete input til Kræftplan V.    

Forberedelserne til kræftplan V er i fuld gang, og nu her efter påske går Medicinske Tidsskrifter i gang med projektet ´Kræftplan V – input fra virkeligheden’, hvor formålet er at give patientgrupper mulighed for at blive hørt og få deres input kvalificeret, så de kan gives videre som konkrete indsatsmuligheder til Sundhedsstyrelsen.  

Den første patientforening er Patientforeningen Lungekræft, som mødes hos Medicinske Tidsskrifter med to læger og en sygeplejerske, der alle arbejder med lungekræft. Sammen vil de bruge en eftermiddag på at identificere lungepatienters særlige problemstillinger og mulige indsatsområdet for patienterne.

Lisbeth Søbæk Hansen, der er formand for Patientforeningen Lungekræft, deltager sammen med to andre medlemmer fra bestyrelsen samt en pårørende i arbejdsgruppemødet, og hun glæder sig:

”Det er et utroligt godt initiativ, at vi kommer med ind og måske kan komme til at påvirke kræftplan V,” fortæller hun og glæder sig over, at et af hendes store mål som formand allerede er gået i opfyldelse.

”Vi har fået et screeningsprogram for lungekræft som et pilotprojekt. Det er virkelig godt. Så må vi håbe, det bliver en succes, så det kan udbredes til hele landet,” siger hun og håber, at der også er blik for, at lungekræft er en stigmatiseret sygdom. Det kan betyde, at man som ryger kan være bange for at blive screenet, fordi man ikke vil risikere at blive hængt ud som selvforskyldt i sygdommen.  

Flere former for ulighed

Et af de helt store udfordringer for lungekræftpatienter, som hun håber Kræftplan V vil forholde sig til, er ulighed. Lisbeth Søbæk Hansen forklarer, at der er stor forskel på regionerne og hvilke behandlinger, man kan få i de enkelte regioner. 

”Der er forskel fra region til region, hvilken behandling man kan få. De har forskellige behandlinger, og der kan sagtens være to patienter med samme mutationer, der ikke får samme behandling, fordi de bor i to forskellige regioner. Vi vil ikke have den ulighed. Det skal være ens, at man får den samme behandling uanset hvor man bor,” fastslår hun. 

Men den sociale ulighed er også et stort problem.

”De svage patienter har ikke de samme muligheder, for man skal kunne overskue og sætte sig ind i meget, når man har lungekræft, og man skal finde rundt mellem forskellige hospitaler og afdelinger,” forklarer hun.

Konsekvensen er, at der er stor forskel på den behandling, man får som lungekræftpatient, alt efter hvor ressourcestærk man selv er. For eksempel viser tal (fra hvidbog om social ulighed i kræft) at diagnosticerede lungekræftpatienter med kort uddannelse har op til 25 procent mindre chance for at modtage standardbehandling i forhold til patienter med lang uddannelse. Derfor foreslår hun, at alle kræftpatienter – og i hvert fald de svage – får en, der kan tage dem i hånden. En tovholder. 

”Hvis man blev taget i hånden, når man får diagnosen, så der er en, der har overblikket, for man mister det nemt selv. Man kan ikke overskue det. Men er der en, der kender logistikken, og som kan hjælpe med for eksempel at finde informationerne i Sundhedsplatformen, så ville flere kunne følge sin behandling,” mener hun. 

Ingen tid til vigtig information 

Der er også meget, patienterne selv kan gøre for et vellykket kræftforløb, men det kræver information, og den er der sjældent tid til.

”Der er også brug for mere dialog inden behandlingen. De fleste ved godt, at man skal stoppe med at ryge. Men man kan også med fysisk træning forberede sig, så man er bedre rustet til at klare operationen. Men den kommunikation mangler. Der er er ofte ikke tid til at fortælle, hvad patienterne selv kan gøre inden operationen,” fortæller formanden og peger på, at også her kunne en tovholder hjælpe med dialogen.

Endelig har patienterne også brug for at få forklaret af lægen, hvorfor de får en specifik behandling frem for en anden, så de føler sig trygge:

”Nogle har hørt, at immunterapi er det bedste, men de får den ikke. Måske er det ikke sikkert, at de er egnet til det. Men det skal man fortælle patienterne på en god måde,” forklarer hun.