Plejehjem sænker brugen af antipsykotika med målrettet samarbejde

Et mere systematisk arbejde i plejen og et tættere samarbejde med praktiserende læger kan gøre en konkret forskel for mennesker med demens. Det viser erfaringerne fra ni plejeenheder i Roskilde, Svendborg, Gladsaxe, Helsingør, Aalborg, Egedal og Tårnby, som gennem et år har afprøvet Sundhedsstyrelsens guide til at nedbringe brugen af antipsykotisk medicin.

I løbet af afprøvningen beskriver flere medarbejdere, at hverdagen langsomt ændrede sig, fordi personalet ifølge den nye guide skulle arbejde mere målrettet med at forstå de situationer, hvor en beboer blev urolig, vred eller trak sig. Når personalet begyndte at se adfærden som et signal om et behov, der ikke blev opfyldt, blev beboerne tryggere og konflikterne færre. Samtidig oplevede medarbejderne, at færre borgere endte i fast behandling, og at deres egen faglighed blev styrket, fordi de fik et mere fælles sprog om, hvad der virker i hverdagen.

I Danmark lever omkring 100.000 personer over 65 år med en demenssygdom, og antallet vokser i takt med, at befolkningen bliver ældre. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at antipsykotisk medicin bruges med stor forsigtighed, fordi effekten er begrænset, og risikoen for alvorlige bivirkninger er høj.

Allerede i 2016 blev der sat et nationalt mål om, at forbruget skulle halveres frem mod 2025, og arbejdet med guiden er en del af det mål.

Mere ro i hverdagen

Erfaringsopsamlingen fra plejenhederne viser, at en mere struktureret tilgang gør en mærkbar forskel. I perioden fra marts 2024 til februar 2025 blev 25 procent færre beboere end tidligere sat i behandling med antipsykotisk medicin, når man ser på de borgere, som personalet fulgte tæt i forsøgsperioden. Samtidig stoppede 17 beboere helt med medicinen, hvilket svarer til 40 procent af de borgere, der havde fået fast behandling. Derudover fik mange flere en plan for, hvordan medicinen kunne trappes sikkert ud, så andelen steg fra 24 til 50 procent i løbet af året.

Flere plejeenheder fortæller, at dagene blev roligere, fordi personalet blev bedre til at dele viden og følge beboerne tæt. Det gav et mere tydeligt billede af, hvornår uro opstod, og hvad der hjalp. Her blev en række konkrete værktøjer brugt i hverdagen. Et pædagogisk værktøj kaldet BBAUM blev brugt til at tale situationer igennem trin for trin og finde ud af, hvad der faktisk var sket, og hvad der kunne ændres fremover. Døgnobservationsskemaer gav overblik over beboernes mønstre i løbet af dagen og natten. Jobbanker gav medarbejderne idéer til aktiviteter, som passede til den enkelte beboers interesser og livshistorie. Og beboerkonferencer gav mulighed for at samle personalets viden og lægge en fælles plan, som alle kunne arbejde efter.

I den anden ende af samarbejdet blev relationen til de praktiserende læger også styrket. Flere plejeenheder oplevede, at lægerne blev mere kritiske over for nye ordinationer, fordi personalet kunne vise detaljerede observationer og beskrive, hvad der allerede var afprøvet. Samtidig blev det lettere at tale om, hvornår medicinen kunne stoppes helt, når lægen havde et mere solidt grundlag at vurdere ud fra.

”Afprøvningen har vist, at vi med struktureret arbejde på tværs af fagligheder kan nedbringe brugen af antipsykotisk medicin. Det har ikke bare givet færre ordinationer, men også styrket personalets faglighed og skabt fokus på større trivsel for beboere med demens. Det er vigtigt at sige, at der samtidigt skal være et godt samarbejde mellem ældreplejen, borgerens egen læge og andre faggrupper i kommunen,” siger Rikke Søndergaard, sektionsleder i Sundhedsstyrelsen, i en pressemeddelelse.

Tal fra Sundhedsdatastyrelsen viser også en national udvikling i samme retning. Andelen af mennesker med demens, der får antipsykotisk medicin, er faldet fra omkring 20 procent i 2014 til 17,8 procent i 2024. Hvis man ser bort fra den medicin, der bruges i livets allersidste fase, ligger andelen omkring 15 procent. Samtidig får langt flere kun medicinen i kort tid, fordi personalet i højere grad arbejder med at forebygge uro og forstå årsagerne til den.

Omsorg og tidlig indsats er ofte nok

Ifølge Sundhedsstyrelsen forsøger mennesker med demens ofte at kommunikere noget med deres adfærd. Uro, vrede eller tristhed kan være tegn på smerter, infektion, ensomhed, overstimulering eller et behov for mere ro. I afprøvningen blev det tydeligt, at mange situationer kan løses, når medarbejderne kender beboerens baggrund, vaner og præferencer og samtidig arbejder ud fra en fælles faglig tilgang.

Flere enheder beskriver, at selv små ændringer i hverdagen gjorde en stor forskel. En fast morgenrutine kunne skabe ro fra dagens begyndelse, en kort gåtur kunne aflede uro, og en stille pause før måltider kunne gøre spisesituationerne langt mindre konfliktfyldte. Medarbejderne oplevede også, at deres egen tryghed og sammenhold i personalegruppen blev styrket, fordi de havde konkrete redskaber og en fælles retning i det daglige arbejde. Det gav både mere ro på afdelingerne og en bedre forståelse for, hvornår medicin var nødvendig – og hvornår den ikke var.