Hedeture er et af de mest udbredte symptomer på overgangsalderen.
Kæmpestudie afslører: Næsten alle kvinder oplever symptomer i overgangsalderen
En stor dansk undersøgelse viser, at næsten alle kvinder får fysiske eller psykiske gener, når de går i overgangsalderen. Mange får dem længe før, menstruationen stopper, og for nogle påvirker det både arbejdsliv og livskvalitet.
"Det er en vanvittig andel af kvinder i Danmark, som er påvirket af overgangsalderen i en grad, som kan påvirke deres trivsel, hverdagsliv og livskvalitet," siger lektor Maria Hybholt til Politiken.
Hun leder forskningsprojektet "Kvinder i Sund Overgang" på Københavns Universitet sammen med lektor Terese Sara Høj Jørgensen og ph.d.-studerende Sigrid Normann Biener. Holdet står bag KISO Survey – en ny landsdækkende spørgeskemaundersøgelse om kvinders overgangsalder. Den er den største, der nogensinde er lavet på området, både i Danmark og på verdensplan.
Alle kvinder i Danmark mellem 45 og 59 år blev inviteret via e-Boks i sommeren 2024. I alt modtog 575.863 kvinder spørgeskemaet, og 153.800 svarede. Det giver en svarprocent på 27, hvilket forskerne betegner som meget tilfredsstillende for en så stor befolkningsundersøgelse. Kvindernes svar er efterfølgende vægtet, så resultaterne afspejler hele målgruppen bedst muligt.
Flere gener end forventet
Næsten alle kvinder – 97 procent – oplever symptomer i overgangsalderen. 83 procent har mindst ét symptom, der føles moderat til meget alvorligt, og mere end hver fjerde har seks eller flere symptomer på samme tid. De mest udbredte er søvnproblemer, hedeture, træthed, nedtrykthed og ømhed i led og muskler.
For mange kommer symptomerne tidligere, end de havde regnet med. Det sker i de år, hvor kroppen langsomt begynder at ændre sig, og menstruationen bliver uregelmæssig. Den periode kaldes perimenopausen. Her begynder hormonproduktionen at svinge, og mange oplever, at både humør, energi og søvn påvirkes markant.
Undersøgelsen viser, at 41 procent af kvinder i 45-årsalderen allerede er i denne fase, og at halvdelen af dem oplever moderate til meget alvorlige symptomer. Ifølge forskerne bliver en del kvinder dog stadig mødt af læger, som ikke forbinder symptomerne med overgangsalderen, fordi menstruationen endnu ikke er stoppet. Det betyder, at nogle i stedet får diagnoser som stress eller depression – selv om det i virkeligheden handler om hormonforandringer.
"Det var den ene ting, vi tabte kæben over"
De markante resultater fik forskerne til at dobbelttjekke tallene flere gange.
"Det er enormt tankevækkende, at så mange kvinder har nogle symptomer, de skal forholde sig til og håndtere. Det var den ene ting, vi tabte kæben over," siger Maria Hybholt til Jyllands-Posten.
Hun fortæller, at mange kvinder oplever en betydelig belastning i hverdagen, og at nogle må tilpasse både arbejdsliv og familieliv til de skiftende symptomer. Undersøgelsen viser desuden, at livsstil spiller en rolle: Rygning og overvægt øger risikoen for sværere symptomer, mens fysisk aktivitet og længere uddannelse ser ud til at mindske risikoen.
Undersøgelsen fortsætter de næste 15 år
KISO-projektet skal følges op hvert tredje år i de næste 15 år. Målet er at følge kvinderne over tid og se, hvordan symptomer, livskvalitet og arbejdsevne udvikler sig. Ud over spørgeskemaet vil forskerne interviewe en mindre gruppe kvinder for at få et mere personligt indblik i, hvordan overgangsalderen påvirker hverdagen.
Undersøgelsen skal danne grundlag for konkrete anbefalinger til både sundhedsvæsen, arbejdspladser og beslutningstagere. I Danmark findes der i dag ingen nationale retningslinjer for, hvordan kvinder med svære symptomer bedst kan hjælpes. Det håber forskerne, at KISO-projektet kan ændre på.
I et opslag på LinkedIn skriver Maria Hybholt, at hun og hendes kolleger har brugt flere år på at få overgangsalderen højere op på dagsordenen. Hun kalder undersøgelsen en milepæl, men understreger, at arbejdet langt fra er færdigt.
"Jeg håber, at undersøgelsen kommer til at danne udgangspunkt for ny viden, bedre forståelse og mere forskning og støtte til kvinder i denne livsfase. Og så er det i øvrigt kun begyndelsen," skriver hun.
Relateret artikel

