Skip to main content


"Det skal ikke være forældres sundhedsforsikring eller pengepung, der afgør, om man kan komme i hurtig psykologbehandling. Den ulighed skal vi tage et opgør med," siger Sophie Løhde.

Ny rettighed på vej: Unge skal have psykologhjælp inden 30 dage

En ny rettighed skal give unge med angst eller depression hurtig og gratis adgang til psykolog. Ventetiden er i dag oppe på 26 uger.

Unge mellem 18 og 24 år med angst eller depression skal ikke længere vente i månedsvis på at komme til psykolog. Regeringen vil indføre en ny patientrettighed, der skal sikre, at de unge får tilbud om behandling inden for 30 dage. Hvis det offentlige ikke kan tilbyde en tid inden for fristen, får de unge ret til at vælge en privatpraktiserende psykolog – uden selv at skulle betale.

Det fremgår af et opslag, som sundhedsminister Sophie Løhde (V) delte på Instagram søndag den 30. marts:

"Unge med angst eller depression skal hurtigt kunne få psykologhjælp – og uden egenbetaling," skriver ministeren.

I dag har unge allerede mulighed for at få gratis psykologhjælp for angst og depression. Ordningen blev indført som en forsøgsordning i juli 2018 og blev gjort permanent med finansloven for 2021. Målgruppen er den samme: Unge i alderen 18 til 24 år med let til moderat angst eller depression, som har fået en henvisning fra egen læge.

Men selv om tilbuddet eksisterer, er der ingen garanti for, hvor hurtigt de unge kan komme til. Ifølge Dansk Psykolog Forening venter over 10.000 unge på at komme i behandling, og den gennemsnitlige ventetid på landsplan er nu oppe på 26 uger.

"I ventetiden risikerer mange unge at få det værre og værre. Det kan vi ikke være bekendt," skriver Sophie Løhde i sit opslag.

Ifølge ministeren skaber den lange ventetid social ulighed, fordi nogle unge kan betale sig til hurtigere behandling.

"Det skal ikke være forældres sundhedsforsikring eller pengepung, der afgør, om man kan komme i hurtig psykologbehandling. Den ulighed skal vi tage et opgør med," lyder det.

Derfor foreslår regeringen at gøre hurtig adgang til psykologhjælp til en rettighed: Unge med let til moderat angst eller depression skal have behandling inden for 30 dage. Kan regionerne ikke tilbyde det, får de unge mulighed for at vælge en privatpraktiserende psykolog, som det offentlige betaler for.

Den nye patientrettighed bliver en del af regeringens 10-årsplan for psykiatrien, som ventes præsenteret i de kommende uger.

Dokumenteret effekt – men for få midler

En undersøgelse fra Dansk Psykolog Forening fra 2024 viser, at 92 procent af psykologerne vurderer, at unge med angst eller depression i høj eller meget høj grad bevarer tilknytningen til studie eller arbejde efter et behandlingsforløb. Ventetid kan derimod få alvorlige konsekvenser, både for unges trivsel og tilknytning til familie, venner og arbejdsmarkedet.

Dansk Psykolog Forening vurderer, at omkring 12.500 unge i dag behandles årligt gennem ordningen – men næsten lige så mange står på venteliste. Ifølge foreningens forperson, Dea Seidenfaden, er det ikke manglen på psykologer, der skaber ventetiden – det er underfinansiering.

"Hver en krone, der er blevet afsat til formålet, er blevet brugt. Men der har ikke været økonomi nok i ordningen til at få ventelisterne ned. Det skyldes, at behovet er langt større, end de midler der er afsat fra politisk side," sagde Dea Seidenfaden til Ritzau søndag.

Bred opbakning – og advarsler om kvalitet

Regeringens forslag møder opbakning fra pårørendeforeningen Bedre Psykiatri. Generalsekretær Jane Alrø sagde til TV 2 søndag:

"Vi ved, at hurtig hjælp har stor betydning for de unges mulighed for at komme sig. Når ansvaret bliver flyttet til regionerne, håber jeg også, at det vil gøre behandlingen til de unge mere differentieret, så flere får behandling, der passer bedre til deres udfordringer."

Men hos Dansk Psykolog Forening advarer Dea Seidenfaden mod at gå på kompromis med kvaliteten.

"Vi ser ofte, at de unge er meget belastede, når de opsøger behandling. Det skal man have blik for, når man tilrettelægger det nye tilbud, for ellers kan jeg godt være bekymret for, om man reelt set får hjulpet de unge godt nok,"sagde hun til TV 2 søndag.

Hvordan den nye rettighed skal udformes, og hvor mange midler der følger med, bliver først klart, når regeringen fremlægger sin samlede psykiatriplan i løbet af foråret.

 

Fra Instagram: