Skip to main content


Fra 2025 kan 17.400 patienter med alvorlige tandproblemer få økonomisk hjælp til tandpleje, takket være en ny politisk aftale. Aftalen omfatter blandt andet patienter med svær psykisk sygdom og dem, der lider af tandproblemer på grund af medicinsk behandling som psykofarmaka.

Tandplejetilskud udvides: 17.400 patienter kan få økonomisk hjælp fra 2025

Flere patienter, der oplever alvorlige tandproblemer på grund af deres sygdom eller behandling, kan nu få økonomisk hjælp til tandpleje. Regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier har indgået en ny politisk aftale, der udvider tilskudsordningen, så den også omfatter patienter med svær psykisk sygdom. Aftalen forventes at træde i kraft 1. juli 2025.

Udvidelsen af tilskudsordningen sker som led i Sundhedspakken fra maj 2023, hvor der blev afsat 50 millioner kroner i 2024 og 100 millioner kroner årligt fra 2025. Målet er at sikre, at patienter, der har betydelige tandproblemer som følge af medicinske behandlinger, får den nødvendige økonomiske støtte til tandpleje. Det indbefatter altså også snart patienter i behandling med psykofarmaka og dem, der lider af tandproblemer på grund af svær psykisk sygdom.

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde har fremhævet, at ordningen allerede tidligere er blevet udvidet til at omfatte flere kræftpatienter, som oplever tandproblemer efter stråle- eller kemoterapi. Den nye udvidelse vil yderligere hjælpe patienter, der behandles med psykofarmaka, da de lægemidler kan hæmme spytproduktionen og dermed forårsage tandskader som huller, slid og i værste tilfælde tab af tænder.

"Mange med svær psykisk sygdom, der behandles med psyofarmaka, får alvorlige tandskader, og står med meget store tandlægeregninger, som de kan have svært ved at betale. Derfor udvider vi ordningen, så langt flere med alvorlige tandproblemer som følge af deres behandling kan få en økonomisk håndsrækning til at få ordnet deres tænder," siger Sophie Løhde.

Sundhedsstyrelsens anbefalinger ligger til grund for den nye aftale, der også tilføjer patienter med refluks efter kirurgiske indgreb til listen over dem, der kan få tilskud. Refluks er en tilstand, hvor mavesyre løber tilbage op i spiserøret fra maven. Normalt skal lukkemusklen mellem spiserøret og maven forhindre tilbagestrømning, men hvis musklen er svækket eller beskadiget – for eksempel efter en operation – kan mavesyren trænge op og irritere spiserøret.

Med den udvidelse stiger antallet af patienter, der forventes at kunne drage fordel af ordningen, fra omkring 4.400 i 2023 til 17.400.

Sideløbende med udvidelsen er ordningen blevet forenklet. Patienter skal nu ikke længere nødvendigvis dokumentere, at deres tandproblemer direkte skyldes sygdommen eller behandlingen. I stedet kræves en objektiv måling af nedsat spytsekretion, hvilket gør ansøgningsprocessen lettere og hurtigere.

Sundhedspakken, som blev lanceret som en del af Kræftplan V, inkluderer tilskud til tandpleje for visse patientgrupper efter sundhedslovens § 166. Aftalepartierne har forpligtet sig til at sikre, at patienterne bliver informeret om ordningen, så flere kan få adgang til den hjælp, de har brug for.

 

Patientgrupper der pr. 1. juli 2024 kan få tilskud til tandpleje

  • Patienter, der på grund af kræft har fået strålebehandling i hoved- eller halsregionen
  • Patienter, der på grund af blodkræft har modtaget helkropsbestråling forud for allogen knoglemarvstransplantation
  • Patienter, der på grund af knoglemarvstransplantation har udviklet kronisk graft versus host-sygdom (GvHD)
  • Patienter, der er diagnosticeret med Sjögrens syndrom
  • Patienter, der på grund af kræft har fået kemoterapi, immunterapi eller hormon- og antihormonbehandling
  • Patienter, der på grund af sygdom i skjoldbruskkirtlen har modtaget behandling med radioaktivt jod
  • Patienter, der på grund af medfødte sjældne sygdomme har betydelige dokumenterede tandproblemer

Patientgrupper der pr. 1. juli 2025 kan få tilskud til tandpleje

  • Patienter i behandling med psykofarmaka af typen tricykliske antidepressiva
  • Patienter i behandling med psykofarmaka for svær psykisk sygdom
  • Patienter med refluks efter operation med fjernelse af lukkemusklen mellem spiserør og mavesæk