”300.000 danskere ved ikke, at de har for højt blodtryk, 100.000 har en ubehandlet depression og 200.000 ved ikke, at de har lungesygdommen KOL. Det synes jeg, at vi har en forpligtigelse til at fortælle danskerne og forhåbentlig hjælpe nogle af dem, der døjer med de her sygdomme,” siger Geisling.
Seks stjerner: Qvortrups nye podcast-serie er public service på ny måde
PODCAST. Lægens bord har for alvor skiftet medie. En flytning som har givet værten Peter Qvortrup Geisling mulighed for at tilføre ´Lægens Bord´ endnu flere public service-er fremragende public servicevitaminer.
’Lægens bord – Lyt til din krop’ hedder en ny podcast- serie med den kendte TV-vært siden 1997, Peter Qvortrup Geisling, der netop har haft premiere i DR’s podcastunivers samt på P1.
I programmerne, hvoraf der indtil videre er planlagt otte med hvert sit sundhedsfaglige tema, taler Geisling med patienter og eksperter om sygdomme, der er karakteriserede ved, at de stort set alle er kroniske lidelser, som er livsforkortende, men som også rummer et stort forebyggelsespotentiale.
Eller som den kendte vært selv udtaler i forbindelse med podcast-seriens første program, hvori han som i de resterende programmer gør lytterne klogere på de advarselstegn, som kroppen sender i tilfælde af sygdom:
”Det er sygdomme, der er lette at opdage, de har store advarselstegn, de er lette at behandle, og det vil få en stor betydning for patienterne resten af deres liv.”
Seriens første program ´Lægens Bord – Lyt til din krop’ med titlen ’Problemer med penis’, sætter Geisling fokus på mænds rejsningsproblemer, og her møder lytterne blandt andet Sten, der har kæmpet med rejsningsproblemer i mere end et halvt årti, og Erik, der lider af sygdommen Peyronies, samt professor ved Odense Universitetshospital Lars Lund, der har forsket i Peyronies i 15 år. Mænd ved ofte ikke, hvad Peyronies er, ifølge Peter Qvortrup Geisling, men det er en sygdom, hvor penis begynder at ændre form, og manden får derfor følgende problemer med impotens og smerter ved rejsning.
Ifølge professor Lars Lund viser forskning, at hver 10. mand rammes af sygdommen, og det er en lidelse, som rammer mænd hårdt, forklarer han:
”Nogen kommer med bøjet hoved, nogen er flove, de er kede af det, de har påvirket maskulinitet, de er bange, og nogen er på kanten af depression og ligefrem selvmordstanker og ved ikke, hvad der foregår,” forklarer Lars Lund, der herefter godt støttet og dygtigt og vidende guidet af Geisling gør lytterne klogere på årsager, symptomer, behandling og forebyggelse af Peyronies.
Hertil kommer et udførligt og grundigt interview med Erik, der har kæmpet med Peyronies og sin smertefulde og skæve penis i flere år, men som nu har opsøgt lægelig behandling for sit problem.
For der ér faktisk noget at gøre ifølge Lund, der advarer mænd mod at isolere sig med sygdommen – ligesom Erik har gjort. Og Erik er i det hele taget en god og åbenhjertig fortæller, der tilsyneladende er kommet over sine værste traumer og nu deler generøst ud af sine erfaringer med, hvordan sygdommen kan opleves for en mand.
Tilsvarende gavmild og åben er 49-årige Sten, der i syv år har lidt af impotens på grund af sin type 2-diabetes. Sten, der tydeligvis er ulykkelig over sit problem, har opsøgt utallige læger og behandlinger uden efterfølgende positive resultater. Man kan kun få medfølelse, og det samme får Geisling og Lund, der lover ham en personlig indsats.
Både Erik og Sten er de perfekte gæster til programmets nye podcast-format. Ikke blot fordi de er generøse og modige fortællere, men fordi de passer til podcastens format. Et format der på en helt anden måde end TV i primetime giver tilrettelæggerne mulighed for at komme mere i dybden og de medvirkende plads til mere nuancerede refleksioner. En fordel for patienternes beretninger, men måske i særlig grad også for lægerne, som her nærmest har mere tid til patienternes omstændigheder, end de ville have i en lægelig konsultation nu om dage, hvor regionsurene tikker nådesløst, og patienter er blevet til noget, man værsgo har at ekspedere på højest ti minutter.
Peter Qvortrup Geisling blev i 1997 kendt som værten bag TV-programmet ’Lægens bord’, der blev sendt frem til 2005, hvor det trods stor popularitet blev taget af plakaten. Men for dog at blive taget op igen i 2020 under corona-pandemien, hvor Geisling, der er både uddannet journalist og læge, gav befolkningen lægelige råd om, hvordan man rent praktisk skulle forstå myndighedernes beslutninger samt gav konkrete ideer til, hvordan man kunne håndtere nogle af pandemiens udfordringer for sig selv og sine egne.
Og de nye podcasts synes langt hen af vejen at have samme ambitioner om at bidrage med en bred folkelig lægefaglig oplysning, som både de seneste corona-programmer og de 25 år gamle TV-programmer havde.
Og ideen om at overføre programmet til radio og podcasts fungerer godt. Og det gør de, fordi Geisling og hans kolleger, Louise Deruginsky og Knud Lind, har valgt at videreudvikle programmet og tildele dets gæster dobbelt så meget tid, hvilket løfter programmerne op i en anden og højere public service liga, hvor man vitterlig får noget at vide og ikke mestendels skøjter hen over de forskellige sygdommes overflader.
Programmets tilrettelæggere har formået at udnytte mediets styrke, og podcastformatet synes således at have tilført ´Lægens Bord´ endnu flere public service-vitaminer. Og det klæder både værten og de medvirkende i en tid, hvor let forståelig, men alligevel samtidigt grundig og nuanceret sundhedsinformation kan være en mangelvare for sygdomsramte og deres nærtstående.
Geisling er som altid veloplagt, empatisk og nærværende, så et stort velkommen tilbage til ´Lægens Bord´. Og det skal blive spændende at høre de næste programmer, som har blandt andet psykopati, knogleskørhed, KOL, diabetes og hjertesygdom på listen de følgende syv fredage. Udbredte folkesygdomme om hvilke Geisling blandt andet forklarer:
”Det er emner med store advarselstegn. Fælles for alle programmerne er, at der er rigtig mange mørketal, og det er sygdomme, der kan være forbundet med tabuisering og skam. For eksempel oplever op mod hver 10. mand rejsningsproblemer, og det er jo ikke fordi, at det er det fedeste. Jeg synes, det er vigtigt, at vi sætter fokus på, at det er noget, som rigtig mange oplever – og det er nemt at få behandling, siger Peter Qvortrup Geisling og fortsætter:
”Der er jo bare rigtig mange mørketal i det danske sundhedssystem, som den almindelige dansker ikke kender til. 300.000 danskere ved ikke, at de har for højt blodtryk, 100.000 har en ubehandlet depression og 200.000 ved ikke, at de har lungesygdommen KOL. Det synes jeg, at vi har en forpligtigelse til at fortælle danskerne og forhåbentlig hjælpe nogle af dem, der døjer med de her sygdomme,” siger Geisling, der har fortjent at få seks stjerner for sit program og sin stadigt mere relevante vilje til at fornye og styrke DR's public service-tilbud indenfor sine områder, sundhed, sygdom og sundhedsvæsen.
Fakta
Hver mandag deltager Peter Qvortrup Geisling i P4-programmet ’Formiddag på 4’eren, hvor han sammen med værterne Louise Deruginsky og Knud Lind snakker om det emne, der var på dagsordenen i fredagens podcast om Lægens Bord.
Det første afsnit af ’Lægens bord – Lyt til din krop’ med titlen ’Problemer med penis’ havde premiere fredag 11. november klokken 6.00 i DR Lyd og klokken 10.00 på P1.
De næste fem programmer ud af i alt otte planlagte er programsat således:
- Fredag den 18. november: Psykopati
- Fredag den 25. november: Knogleskørhed
- Fredag den 2. december: KOL
- Fredag den 9. december: Diabetes
- Fredag den 16. december: Forkæl dit hjerte