Æggestokkræft-specialist: ”Vi kan ikke udøve mirakler endnu, men der er håb forude”

Hvor lægerne tidligere måtte nøjes med operation og kemoterapi til behandling af æggestokkræft, har de nu mange flere kort på hånden. Ifølge en professor vil chancen for at forlænge livet kun blive bedre i de kommende år.

Lone Kjeld Petersen har beskæftiget sig med æggestokkræft i godt 30 år, og selvom behandlingen har udviklet sig meget i den periode, kom det største fremskridt for kun ganske få år siden. Det var, da man med kliniske forsøg demonstrerede, at de såkaldte PARP-hæmmere kunne forlænge æggestokkræftpatienters liv betydeligt. De virker ved at blokere et enzym, som kaldes PARP, så kræftcellerne dør, og resultaterne af forsøgene førte til, at Medicinrådet i 2015 godkendte lægemidlet til behandling af såkaldt BRCA-muteret æggestokkræft. I første omgang kun mod tilbagefald, men fire år senere også mod nye tilfælde.

”Det er helt fantastisk. Det er de bedste behandlingsresultater, vi nogensinde har set, og det giver bestemt anledning til optimisme,” siger Lone Kjeld Petersen, professor og overlæge på gynækologisk afdeling ved Odense Universitetshospital.

Mangler godkendelse i Danmark

Kræftlægemidler vurderes først og fremmest ud fra, hvor længe de kan holde kræften væk og patienterne i live, og i 2020 kom de endelige overlevelsesresultater fra SOLO2-studiet, som sammenlignede PARP-hæmmeren Lynparza (med indholdsstoffet olaparib) med placebo (snydemedicin) til behandling af tilbagefald af æggestokkræft hos patienter med BRCA-mutation. Efter fem år var 42,1 procent af kvinderne i behandling med olaparib i live mod kun 33,2 procent af de kvinder, som fik placebo. Forsøget viste, at olaparib forlængede livet med 12,9 måneder sammenlignet med placebo.

”At vi har fået PARP-hæmmerne har betydet, at vi kan tilbyde patienterne et nyt middel, som har en rigtig god effekt og ikke kræver en masse indlæggelser. Det er ikke bivirkningsfrit, men der er relativt få bivirkninger i forhold til den store overlevelsesgevinst,” siger Lone Kjeld Petersen.

Efter olaparib kom også PARP-hæmmeren Zejula (niraparib), men i øjeblikket tilbydes lægemidlerne kun til patienter med mutation i BRCA-generne eller en såkaldt defekt homolog rekombination (HRD-positive). Det tyder dog på, at de også har effekt hos andre patienter. Flere steder i Europa er PARP-hæmmere godkendt til patienter med og uden BRCA-mutation, men altså ikke i Danmark.

”Det er lidt svært at forstå, at man ikke anlægger samme holdning i hele Europa, hvor vi har sammenlignelige forhold. Vi har de samme data som i udlandet, men det virker som om, vi er lidt konservative i Danmark. Jeg tror dog, at det er et spørgsmål om tid, før godkendelsen også udvides herhjemme,” siger Lone Kjeld Petersen.

Optimistisk overlæge

Sammenligner man Sundhedsdatastyrelsens nyeste tal for æggestokkræftoverlevelsen i Danmark 2017-2019 med tallene fra 2005-2007, er der fremgang at spore, selvom prognosen stadig ikke er prangende. Den femårige overlevelsesrate er steget fra 38 til 44 procent, så de fleste kvinder med æggestokkræft er altså ikke er i live fem år efter diagnosetidspunktet.

Det skyldes ikke mindst, at sygdommen i mange tilfælde opdages for sent. På et tidspunkt, hvor patienterne er så syge, at de ikke kan opereres. Det er vanskeligt at opdage æggestokkræft i de tidlige stadier, da symptomerne er diskrete, og det er en nød, som forskerne endnu ikke har knækket, selvom de arbejder hårdt på det. På trods af det er Lone Kjeld Petersen optimistisk. Ikke kun på grund af fremskridt inden for den medicinske behandling, men også fordi kirurgerne er blevet bedre til at bortoperere kræfttumorerne.

”Siden 2006 har vi fået centralisering og centerdannelse, så patienterne bliver behandlet færre steder, og vi er blevet bedre til at radikal-operere, det vil sige at fjerne hele tumoren. Det har resulteret i, at de opererede patienter lever længere. Derudover har vi indført multidisciplinære teamkonferencer, så hver patient bliver vurderet af et helt hold af forskellige specialister. Det er også en af grundene til, at kvaliteten af behandlingen er forbedret.”

Nu er det også blevet muligt at operere patienter ved tilbagefald. Det har hidtil været sådan, at tilbagefald kun kunne behandles medicinsk, men internationale forsøg med dansk deltagelse har vist, at det under visse omstændigheder kan betale sig at operere ved tilbagefald. Derfor er man i løbet af de seneste par år begyndt at tilbyde den behandling til udvalgte patienter. 

Og som noget helt nyt afprøver danske læger nu en ny behandling kaldet HIPEC, hvor man efter at have fjernet kræftvævet afslutter operationen med at skylle bughulen med 41 grader varm kemoterapi i halvanden time, hvorefter bughulen sys sammen. Tilbagefald ved æggestokkræft sker næsten altid i bughulen, og resultater fra et udenlandsk lodtrækningsforsøg tyder på, at HIPEC kan mindske risikoen for tilbagefald og forlænge patienternes liv. Indtil videre afprøves behandlingen på forsøgsbasis i København og Odense, og Lone Kjeld Petersen regner med, at Aarhus også følger med.

De mange nye behandlingsmetoder har givet lægerne flere kort på hånden, og det giver håb om, at man vil kunne holde sygdommen i skak og forlænge patienternes liv yderligere.

”Vi kommer til at se en øget overlevelse de kommende år, og det skyldes ikke mindst kombinationen af de mange behandlinger, vi efterhånden kan tilbyde. Én behandling kan ikke stå alene, men når vi lægger flere behandlinger sammen, giver det resultater. Vi bliver i stand til at gøre sygdommen kronisk meget længere for mange patienter. Da jeg startede, var langt de fleste patienter døde efter fem år. Nu har jeg patienter, som lever med sygdommen i 10-15 år, og det vil kun gå fremad. Vi kan ikke udøve mirakler endnu, men der er håb forude,” siger Lone Kjeld Petersen.