Kognitiv svækkelse efter indlæggelseskrævende covid-19-sygdom varer for mere end hver anden patient mindst to måneder.
Kognitiv forværring efter covid-19 vedbliver i mange måneder
AAN: Kognitiv svækkelse efter indlæggelseskrævende covid-19-sygdom varer for mere end hver anden patient mindst to måneder, og en del viser stadig tegn på kognitiv svækkelse 10 måneder efter infektionen, viser en ny Italiensk undersøgelse.
I studiet finder forskerne på baggrund af gentagne kognitionstest samt EEG- og MR-analyser indbyrdes relaterede forstyrrelser i hjernen hos patienter, der er kommet sig efter en covid-19 infektion.
“Tidligere studier har vist, at covid-19-infektion kan resultere i neurologiske følgesygdomme som træthed, hukommelsessvækkelse og påvirkning af hjernens funktioner. Der er dog få studier, som har undersøgt den kognitive involvering gennem struktureret neuropsykologiske vurderinger igennem længere tid, som vores studie har prøvet på,” sagde Giordano Cecchetti, der er neurolog ved Vita-Salute San Raffaele Hospital ved en præsentation af resultaterne ved AAN 2022.
Studiet, som netop er publiceret i Journal of Neurology, inkluderede 49 voksne deltagere, der blev rekrutteret i april og maj 2020 inden for 15-30 dage efter hospitalsindlæggelse på grund af vejrtrækningsproblemer forårsaget af covid-19. Inklusionskriterierne var blandt andet, at deltagerne skulle have nye selvrapporterede kognitive ændringer. Patienternes hyppigste symptomer ved indlæggelse var tab af smagssansen (60 procent) og lugtesansen (45 procent) samt svækket respiration.
Sammenhæng mellem kognition og symptomer
Den italienske forskergruppe foretog en række neuropsykologiske evalueringer af patienterne to måneder efter, de var blevet udskrevet - heriblandt EEG-undersøgelser, MR-scanninger af hjernen og neurokognitive test.
I alt havde 53 procent af gruppen kognitive svækkelser som hovedsageligt var hukommelsespåvirkning i sygdommens akutte fase sammenlignet med en rask kontrolgruppe, der var matchet i forhold til alder, køn og kardiovaskulær risiko. Ved opfølgning efter 10 måneder var andelen af patienter med kognitiv svækkelse faldet til 36 procent.
“Vi observerede en forbedring ved opfølgningen på særligt de eksekutive funktioner og desuden forbedret hukommelse. Interessant nok så vi også, at dysgeusia og hyposmi (tab af smags- og lugtesans, red.) under den akutte fase af covid-10 var relateret til en øget sårbarhed i hukommelsesfunktionerne over tid,” sagde Giordano Cecchetti.
Derudover var der også en sammenhæng mellem sværhedsgraden af covid-19-infektion og de neurologiske og kognitive forstyrrelser.
Intet svind af hjernen
EEG-analysen viste en opbremsning af den kortikale aktivitet, der modererer opfattelse og kommunikation i hjernen og påvirker muskel-skelet-kontrol. En aktivitet, som kun var delvist forbedret efter 10 måneder.
Forskerne observerede ingen ændringer af hjernevolumen i hverken den hvide eller grå substans, på trods af tidligere studier som det engelske BioBank-studie, der har påvist et svind af hjernevævet efter covid-19-infektion.
Derudover påviste MR-analysen fremtrædende cerebrovaskulære ændringer i hjernen, hvilket hænger sammen med en dårligere hukommelsesfunktion. Om ændringerne i hjernen er direkte forbundet med infektionen, og om forstyrrelserne er reversible er endnu uafklaret.