Yngre med milde covid-forløb får langstrakte neurologiske senfølger

AAN: 70-80 procent af de tidligere covid-19 patienter, som oplever langvarige, neurologiske senfølger er yngre, har typisk haft milde covid-19 forløb og har ikke været indlagt. Det viser både international og dansk erfaring og forskning.

Ved en plenary session på neurologikongressen AAN 2021 præsentererede neurolog Serena Spudich fra Yale University sin egen og kollegaers forskning og gjorde nedslag i den eksisterende internationale forskning i neurologiske senfølger af covid-19.

På senfølgeklinikken, som er etableret på det hospital i Yale, hvor Serena Spudich arbejder, præsenterer overvejende yngre patienter mellem 30 og 50 sig med neurologiske senfølger til covid-19. Typisk for patienterne er, at de haft milde covid-19 forløb, ikke har været indlagt på grund af infektionen og heller ikke tidligere har haft neurologiske tilstande.

”Patienterne oplever langstrakte senfølger, og de giver alle udtryk for, at de er nervøse for, hvornår senfølgerne ophører. Symptomerne spænder vidt; kognitive problemer som hukommelses- og koncentrationsbesvær, synsforstyrrelser, søvnproblemer, muskelsmerter, hjerter-rytme-forstyrrelser og endda neuro-psykiatriske tilstande som paranoide psykoser med vrangforestillinger uden forudgående psykisk sygdom,” fortæller Serena Spudich, som tilføjer, at det er absolut nødvendigt, at den internationale forskning nu og fremadrettet prioriterer at forstå symptomernes oprindelse og hjælpe patienterne, som er nervøse for, om symptomenerne ophører igen.

Der er foreløbig ikke fundet en forklaring på, at relativt mange yngre personer kommer til senfølgeklinikken med neurologiske senfølger, og det kan være udtryk for en bias, sagde Serena Spudich i sit oplæg på AAN 2021:

”Det forbliver uklart, hvorfor det særligt er yngre mennesker, som oplever de blivende senfølger. Det kan være på grund af nogle særlige biologiske forhold, som vi ikke er bekendt med - eller fordi de er utålmodige og har en større forventning om at blive raske efter milde forløb af covid-19.”

Et enormt tab af funktionsevne

Professor ved Forskningsenheden for Almen Praksis, SDU, og ansvarlig for den senfølgeklinik, som Region Midtjylland åbnede på Aarhus Universitetshospital primo februar, Berit Schiøttz-Christensen, genkender billedet fra Yale. Patienterne i Danmark er en anelse ældre – mellem 40 og 55 år - men ellers er billedet stort set én til én, som Serena Spudich gjorde rede for på AAN pleanary session:

”Under første bølge i marts-april 2020 var vi særligt opmærksomme på de indlagte patienter, som havde behov for iltbehandling, og vi ’overså’ derfor i nogen grad ’ den kæmpe gruppe, som kun oplevede lette covid-symptomer, og som ikke var iltkrævende. Det er de patienter, som nu kommer med varierende senfølger som koncentrationsbesvær, hovedpine, søvnløshed og oplevelsen af ikke at kunne få luft. Mange oplever lufthunger til trods for, at vi kan se, at de har rigeligt ilt i blodet. De oplever desuden en voldsom muskeltræthed og føler, at de skal slæbe sig afsted, og at deres system ikke fungerer. Overordnet oplever de samlet set et enormt tab af funktionsevne.”

Vanskeligt at måle og forklare symptomer

Ifølge Berit Schiøttz-Christensen så skal man måske i det billede skelne mellem, hvad der er neurologiske senfølger og hvad der er ’andet’ – men samlet set, så er der tale om 70-80 procent af patienterne, der henvender sig, der har, hvad Serena Spudich i sit oplæg kategoriserer som neurologiske senfølger af samme slags, som man i øvrigt kender fra lidelser som fibromyalgi og kronisk træthedssyndrom (ME). Fornemmelsen hos Berit Schiøttz-Christensen er dog alligevel, at der er en forskel:

”De patienter, som vi modtager på senfølgeklinikkerne, ser ud til at være mere kognitivt forstyrrede og har en større grad af muskeltræthed end ved andre træthedssyndromer eller -lidelser. Det er dog vanskeligt at måle og forklare deres symptomer, fordi patienterne ved kliniske undersøgelser ikke har målbar infektion eller inflammation i kroppen - og derfor så vil beskeden til mange af dem også være, at det enten er en tilstand, som vil stå på i lang tid for derefter at bedres, eller en tilstand, som de skal lære at leve med og håndtere.”

Toppen af isbjerget og ukendt land

International forskning – herunder også forskning på Yale University - peger i stigende grad i retning af, at neurologiske senfølger til covid-19 kan skyldes en kombination af inflammation i hjernen og en autoimmun respons, og at den kombination kan være årsag til de adskillige langvarige eller persisterende, neurologiske senfølger, som mange mennesker nu oplever i kølvandet på pandemien.

Uanset, så mener Serena Spudich, at vi kun har set toppen af isbjerget – med 130 mio. smittede og mange overlevende, så kender vi endnu ikke de langstrakte konsekvenser af sygdommen.

Også Berit Schiøttz-Christensen erkender, at man med senfølger til covid-19 bevæger sig ind i ukendt land - men hun pointerer som Serena Spudich kraftigt, at man både internationalt og i Danmark arbejder på højtryk for netop at komme nærmere et svar på, hvorfor så mange patienter nu oplever neurologiske senfølger uden at sygdom kan påvises i de undersøgelser, som vi er i gang med nu:

”Tre måneder efter smitten kan vi ikke længere måle covid-infektionen i blodet. Infektionen er væk. Den hypotese, som vi derfor overvejende arbejder ud fra, er, at kroppen fortsat ’husker og tror’, at der er en virus eller bakterie til stede, som den forsøger at bekæmpe.”