Skip to main content


Foto: Bispebjerg Hospital

Kunstig intelligens overvåger covid-19-patienter

Danske forskere fra Rigshospitalet, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital samt DTU Sundhedsteknologi har udviklet et unikt, kunstigt intelligent system med trådløs overvågning af patienter. Systemet bliver nu bredt ud på landets hospitaler, så de bedre kan hjælpe patienter med covid-19.

Det bliver derfor nu nemmere for landets hospitaler at holde øje med, om tilstanden hos patienter med covid-19 pludseligt forværres. Et kunstigt intelligent system med trådløs døgnovervågning af patienterne er ved at blive bredt ud på danske hospitaler.

I første omgang får Rigshospitalet samt Bispebjerg og Frederiksberg Hospital glæde af systemet, men Danske Regioner har bevilget penge til op mod 250 enheder af systemet, som kan aflaste personale og sikre, at patienterne får den bedst mulige hjælp på sengeafdelinger i hele landet.

Systemet kaldes WARD (Wireless Assessment of Respiratory and circulatory Distress) og er designet og testet af forskningsleder Helge B.D. Sørensen og hans forskergruppe ved DTU Sundhedsteknologi i samarbejde med lægelige eksperter og forskere fra Rigshospitalet samt Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.

Potentielt kan systemet blive et vigtigt redskab i kampen mod covid-19, men også potentielt til kritisk syge som helhed. 

”En erfaren læge kan typisk godt vurdere, hvornår en patients tilstand forværres, men midt i en pandemi mangler der ofte både læger og sygeplejersker til at holde øje alle døgnets timer. Vi bruger derfor nu vores trådløse WARD-alarmsystem, så sygeplejersker automatisk bliver alarmeret, hvis WARD vurderer, at en patient med covid-19 er i kritisk tilstand. Der er et kæmpe potentiale i vidensbaserede systemer, der udnytter trådløse sensorer, og vi tror på, at koblingen til kunstig intelligens i et system som vores kan redde mange menneskeliv, fordi vi kan opdage forværringer meget tidligt," fortæller Eske Kvanner Aasvang, medudvikler af WARD og forskningsansvarlig overlæge ved Anæstesiafdelingen, Rigshospitalet

Stor hjælp til pressede sengeafdelinger

Det kliniske support-system WARD består af små sensorer, der placeres på patienten, og en mobil enhed der sender rå-data til en større computer i skyen. Her arbejder algoritmerne og lærer ustandseligt for løbende at aflæse de mindste tegn, på at sygdommen forværres, og slå alarm - ligesom systemet sorterer irrelevante udsving fra for ikke at alarmere personalet unødigt.

Systemet giver tryghed og sørger for effektivt tilsyn med patienterne - også for personale, der mangler erfaring med at tilse patienter med covid-19.

”WARD-systemet kan blive en stor hjælp for alle de pressede sengeafdelinger, som har patienter med covid-19 liggende, og som ikke har elektronisk overvågning af patienterne i samme grad som intensivafdelingerne. Med de trådløse sensorer overvåges og analyseres de vitale parametre hos patienterne, hvilket giver en sikkerhed, så personalet trygt kan lukke døren til patienterne,” siger medudvikler Christian S. Meyhoff, forskningsansvarlig overlæge på Anæstesiafdelingen, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital. 

Han forklarer, at sygdommens forløb kræver konstant overvågning af vitale parametre som iltmætning, respirationsfrekvens og kredsløb. En stor afvigelse i en af dem betyder ikke nødvendigvis fare. Til gengæld kan kombinationen af flere moderate afvigelser betyde, at patienten er på vej over i kritisk tilstand, og de afvigelser opfanger det kunstigt intelligente system.

Ifølge Christian S. Meyhoff har WARD også den store fordel, at der ikke direkte er behov for fysisk kontakt mellem patient og behandler, hvilket reducerer smitterisiko for plejepersonalet.

Testet på de mest syge

WARD-projektet blev oprindeligt udviklet til at kunne observere blandt andet kredsløb og vejrtrækning efter store kræftoperationer eller indlæggelse for højrisiko-patienter med svær medicinsk sygdom som kræft og KOL i akut forværring. Da coronapandemien brød ud, var det oplagt for forskerne at teste systemet på patienter med covid-19, og de fik støtte til projektet fra blandt andet Novo Nordisk Fonden og Danske Regioner. 

Systemet er hidtil blevet testet på dem, der er mest syge, og her ser forskerne, at cirka 70 procent af patienterne har haft meget langvarige forløb med blandt andet nedsat iltning – langvarige afvigelser, som kommer hyppigt i løbet af dagstiden.

WARD fungerer også fremadrettet som et forskningsprojekt, og indlagte patienter med covid-19 vil blive tilbudt at være med i forsøget. Forskerne skal samtidig inkludere kirurgiske og medicinske patienter til de videre forsøg.

kunstig intelligens, corona