Alle over 65 år kan nu få gratis vaccination mod lungebetændelse
Det var egentlig planen, at alle over 65 år først skulle have tilbud om gratis vaccine mod lungebetændelse til efteråret. Men tilbudet kommer allerede fra 15. juni.
Vaccinen forebygger lungebetændelse, blodforgiftning og hjernebetændelse forårsaget af pneumokokker og er en del af en vaccinationspakke, som Folketingets partier og regeringen iværksatte i foråret for at reducere antallet af sårbare patienter, som rammes af andre alvorlige infektionssygdomme end coronavirus og medvirke til at forhindre et overbelastet sundhedsvæsen under udbruddet af coronavirus i Danmark.
Da der indledningsvist kun var godt 400.000 ud af samlet 1,2 millioner nødvendige doser af pneumokok-vacciner til rådighed, var gruppen, der i første omgang kunne modtage vaccinationen, begrænset til at omfatte de mest sårbare grupper. På nuværende tidspunkt bliver vaccinen derfor tilbudt alle på plejehjem m.v., personer over 65 år med høj risiko for pneumokoksygdom pga. en kronisk sygdom, personer under 65 år med særlig høj risiko for pneumokoksygdom samt andre patienter uanset alder med alvorlige sygdomme og tilstande, der efter en konkret lægefaglig vurdering giver særlig høj risiko for alvorlig pneumokoksygdom.
Men nu er der tidligere end forventet kommet 300.000 ekstra dosis pneumokokvacciner til landet, og målgruppen kan derfor allerede fra 15. juni blive udvidet til også at omfatte alle over 65 år.
”Nu kan vi snart tilbyde pneumokokvaccination til endnu flere, som tilhører en risikogruppe. Det bliver tilmed en mulighed flere måneder før forventet,” siger sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke.
Hvert år bliver omkring 48.000 danskere indlagt med lungebetændelse - langt størstedelen af dem er personer over 65 år. Pneumokokker er den hyppigste enkeltstående årsag til lungebetændelser, så på kort sigt vil bred vaccination af de ældre dermed kunne lette presset på de danske sygehuse i forbindelse med corona-epidemien, da færre vil blive indlagt.
Hvert år dør 200 danskere af en lungebetændelse, som udvikler sig til invasiv pneumokoksygdom - som eksempelvis kan være blodforgiftning eller hjernehindebetændelse.
Flere læger har længe ment, at vaccinen mod pneumokoksygdom burde være gratis for personer med kroniske sygdomme og personer over 65 år. Sidste efterår sagde Ole Hilberg, som er professor ved Syddansk Universitet og formand for Dansk Lungemedicinsk Selskab, f.eks.:
"Man har indført vaccination mod lungebetændelse i børnevaccinationsprogrammet, fordi man også kan få meningitis og andre ting. Men det er paradoksalt, at man til vores svagelige ældre tilbyder vaccination mod influenza og ikke lungebetændelse. Man vaccinerer børnene, så hvorfor ikke også vaccinere de ældre," sagde han til Ritzau.
Var kun anbefalet til personer i særlige risikogrupper
Vaccinen er relativt effektiv og billig og kan gives sammen med influenza-vaccinationen.
Alligevel har Statens Serum Institut hidtil kun anbefalet den til personer i særlige risikogrupper – nærmere bestemt personer over 65, som lider af kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL), hjertesvigt eller type-1 diabetes. Men som led i arbejdet med at udbygge kapaciteten og aflaste sundhedsvæsenet, så det kan håndtere det øgede behov for behandling af patienter med COVID-19, bliver vaccinen altså snart gratis for alle, der er fyldt 65 år.
En informationskampagne skal dertil sikre en så stor en tilslutning som muligt. Målet er at nå 75 procent tilslutning for både pneumokokvaccination og influenzavaccination, som WHO anbefaler for influenzavaccination til ældre på 65 år og derover. Det svarer til at øge tilslutningen med ca. 350.000 danskere.
Fakta om pneumokok-vaccine
Pneumokokker er det danske navn for bakteriearten Streptococcus pneumoniae.
Der findes to forskellige pneumokok-vacciner på det danske marked:
1. Den ene pneumokok-vaccine, som indeholder 13 forskellige typer af de pneumokok-bakterier, som kan resultere i en pneumokoksygdom som f.eks. lungebetændelse. Også kaldet den 13-valente pneumokok-vaccine.
2. Den anden pneumokok-vaccine, som indeholder 23 forskellige typer af de pneumokok-bakterier, der kan medføre en pneumokoksygdom som f.eks. hjernehindebetændelse. Også kaldet den 23-valente pneumokok-vaccine.
Begge vacciner virker ved at stimulere antistofproduktionen. Men vaccinen mod de 13-valente giver en mere langvarig beskyttelse.
Vaccinationerne beskytter heller ikke helt mod de samme sygdomme:
Vaccinen mod de 23 streptokokker beskytter mod flere bakteriearter i pneumokokfamilien, men kun mod de alvorlige invasive pneumokoksygdomme, hvilket vil sige bakterielle pneumokoksygdomme, hvor bakterierne har invaderet kroppen som ved f.eks. hjernehindebetændelse, blodforgiftning samt pneumokok-inficeringer af led og bughule. Vaccinen har vist at forebygge cirka tre ud af fire tilfælde af invasive pneumokoksygdomme hos voksne. Men den har ikke en bevist beskyttende effekt mod lungebetændelse.
Vaccinen mod de 13 forskellige pneumokokker har vist at yde beskyttelse mod såvel de alvorlige invasive pneumokoksygdomme som mod lungebetændelse på grund af pneumokokinficering. Vaccinen yder 46 procent beskyttelse mod lungebetændelse forårsaget af de 13 forskellige pneumokokker, som den beskytter imod, og giver 75 procent beskyttelse mod de meget alvorlige invasive pneumokoksygdomme.
Til vaccination kan der vælges mellem en enkelt vaccination med vaccinen, som beskytter mod de 23 forskellige streptokokker eller i stedet en vaccination med vaccinen, der beskytter mod de 13 streptokokker efterfulgt af en vaccination med den, som beskytter mod de 23.
Almindelig influenza-vaccination anbefales til ældre, og mange risikofaktorer for influenzasygdom er de samme som for alvorlig pneumokoksygdom. Disse to vacciner kan gives samtidig.
Kilder: Sundhed.dk, sst.dk, ssi.dk