Skip to main content


Ældre håndterer generelt type 2-diabetes bedre end yngre patienter

Alder kan til en vis grad forudsige, hvor gode patienter er til at leve med type 2-diabetes, konkluderer nyt studie udgivet i Journal of Behavioral Medicine. 

Det kan være psykologisk belastende at få konstateret type 2-diabetes og få præsenteret de livsstilsændringer, man gerne skal foretage for at modvirke sygdommen. For nogle patienter er det sværere end andre. Et nyt studie, lavet af et forskerhold fra Carnegie Mellon University, USA, viser med selvrapporterede informationer, at ældre ( over 64 år) er mindre stressede over at leve med type 2-diabetes og bedre til egenbehandling end yngre patienter (42 år og yngre). 

I undersøgelsen indgik 207 patienter, der var blevet diagnosticeret med type 2-diabetes senest to år forinden undersøgelsens opstart. Ved opstarten vurderede forskerne patienterne på en række kriterier, heriblandt psykisk velbefindende og glykæmisk kontrol, for at etablere en basislinje - og så igen seks måneder senere. 

Deltagerne gennemførte en 14-dages daglig dagbogsprotokol i løbet af de seks måneder, hvor de rapporterede om daglige diabetes-stressorer, deres humør, og hvordan det gik med egenbehandling. 

Stress forbundet med ringere egenbehandling

Informationer fra dagbogsprotokollen viste, at de patienter, der oplevede en højere grad af daglige diabetes-stressorer, også havde dårligere resultater i forhold til deres diabetesbehandling.   

Forskerholdet fandt, at:

  • Patienter, der rapporterede større stress, rapporterede også i højere grad deprimeret humør, dårligere overholdelse af medicin og højere angst.
  • Yngre patienter (42 år og yngre) oplevede højere diabetesrelateret og psykologisk stress.
  • Ældre alder var knyttet til mindre psykologisk ubehag, men var ikke relateret til daglige diabetes-stressorer.
  • Ældre patienter havde mindre psykologisk stress og større konsistens i egenbehandling, blodsukkerkontrol og medicinbrug.
  • Patienter i langvarige forhold rapporterede også mindre diabetesstress.
  • Derudover udtrykte patienter med videregående uddannelse og højere indkomst mere stress.

”Vi fandt, at ved at evaluere en patients indledende stress, kan vi forudsige, hvordan patienten klarer sig seks måneder senere," udtaler seniorforfatter Vicki Helgeson, der er professor i psykologi ved Carnegie Mellon University.

Forskerholdet håber, at deres resultater kan bruges til at få indsigt i, hvilke patienter der skal tages bedre hånd om efter diagnosen.

"Hvis du kan identificere mennesker der tidligere står over for diabetesbesvær, kan du gribe ind og forhindre, at deres helbred falder," siger Vicki Helgeson.

type 2 diabetes