
Patienter får kortere vej til nye og bedre tilbud hos ørelæger
Særligt mange børn og ældre har en hyppig kontakt en øre-, næse-, og halslæge, og en ny aftale mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) og Foreningen af Praktiserende Speciallæger sikrer nu, at de vil blive tilbudt nye og forbedrede udrednings- og behandlingsmetoder.
Også patienter med bl.a. søvnapnø og allergi får større mulighed for at får hjælp hos landets 159 praktiserende øre-, næse- og halslæger.
Det skriver både Danske Regioner og Foreningen af Praktiserende Speciallæger i pressemeddelelser.
Aftalen giver regionerne mulighed for at lade de mange patienter med søvnforstyrrelser (obstruktiv søvnapnø), der står på venteliste, blive behandlet i speciallægepraksis.
”Behandlinger i sundhedsvæsenet skal, når det er muligt, rykkes tættere på borgerne. Det medvirker denne aftale til”, siger formand for RLTN, Anders Kühnau.
”Derudover giver aftalen mulighed for, at der kan behandles flere patienter inden for den aftalte økonomiske ramme. Det betyder, at patienterne kan komme hurtigere i behandling,” siger han.
Med aftalen bliver det desuden blandt andet lettere at foretage høreprøver på børn (legeaudiometri), og flere kan behandles for ørestenssvimmelhed, som er en hyppig årsag til svimmelhed blandt ældre. Samtidig imødekommer aftalen en stigende efterspørgsel på behandling af allergiske sygdomme, da der indføres udrednings- og vaccinationsydelser tilsvarende andre specialer. Der sikres dermed en ensartet allergiudredning og -behandling hos alle der praktiserende speciallæger, der udreder og behandler allergi.
”Vi er meget tilfredse med, at aftalen er med til at sikre, at patienterne får lettere adgang til relevant allergiudredning og -behandling, da allergi er til stor gene for mange danskere”, siger næstformand for Foreningen af Praktiserende Speciallæger, Niels Henrik Nielsen. ”Samtidig er vi glade for, at aftalen giver de praktiserende øre-, næse- og halslæger mulighed for at tage nye relevante behandlinger i brug.”
Aftalen træder i kraft den 1. april 2019.
577.819 patienter blev behandlet i øre-, næse- og halspraksis i 2017. Dette er en stigning i antallet af patienter på knap 4 % siden 2015. Patienterne er fordelt på ca. 1,1 mio. ambulante konsultationer.
