Søvnplagede danskere kan nu få hjælp på Rigshospitalet
En nyetableret enhed på Rigshospitalet, Dansk Enhed for Søvnkirurg, skal hjælpe svært søvnplagede danskere med at få deres søvn tilbage. Enheden samler og optimerer udredning og kirurgisk behandling og benytter, som de første i Danmark, diagnostiske kikkertundersøgelser i udredningen.
Snorken, træthed og dårlig søvn er et stort problem for størstedelen af de omtrent 50.000 danskere, der lider af obstruktiv søvnapnø (OSA). En sygdom der kan medføre forskellige grader af dagstræthed, koncentrationsbesvær samt nedsat korttidshukommelse, og som ubehandlet kan lede til en øget risiko for hjerte-kar sygdomme, blodpropper, forhøjet blodtryk og type-diabetes.
Derfor skal den ny enhed hjælpe patienter med obstruktiv søvnapnø, der ikke har gavn af den medicinske behandling:
”Man ved, at op mod 40 procent af patienter med søvnapnø desværre ikke kan anvende standardbehandlingen, og derfor kan gå i lang tid uden behandling. Det er de patienter, vi nu kan tilbyde et sted at gå hen,” fortæller Eva Kirkegaard Kiær, speciallæge i Øre-næse-halskirurgisk og Audiologisk Klinik, Rigshospitalet og en af initiativtagerne til centret.
”Rigtig mange af disse patienter kender ikke årsagen til deres søvnproblemer, og derfor bliver de heller ikke behandlet optimalt, hvis overhovedet. Det er blandt andet her, at vi kan hjælpe,” forklarer speciallægen.
Unik diagnostisk kikkertundersøgelse
Som det eneste sted i Danmark benytter Dansk Enhed for Søvnkirurgi nemlig en søvnendoskopi, der er en kikkertundersøgelse foretaget under kortvarig bedøvelse, til at finde årsagen til søvnproblemerne:
”Vi undersøger med en fleksibel kikkert via næsen, hvor i svælget en eventuel sammenklapning opstår under søvnen, og på den baggrund skræddersyr vi behandlingen til den enkelte patient,” siger Eva Kirkegaard Kiær og understreger, at den medicinske behandling af patienter med søvnapnø fortsat ligger hos Dansk Center for Søvnmedicin på Rigshospitalet, og de to enheder har et tæt tværfagligt samarbejde, ligesom patienten ofte vil have været i forløb der, inden de kommer til Dansk Enhed for Søvnkirurgi.
Der er mange muligheder for at finde den rigtige behandling, når patienten er udredt. Det kan være forskellige former for kirurgi eventuel sammen med en snorkeskinne. Kirurgisk tilbyder enheden forskellige former for radiofrekvens- og laseroperationer på gane og mandler samt i visse tilfælde robotbehandling af tungerod og strubelåg:
”Hos nogle patienter tilbyder vi også at lave mindre indgreb, der kan lette patientens fortsatte behandling med CPAP-apparatet. Ved en del patienter anbefaler vi en kombination af de forskellige behandlinger for at opnå det bedste resultat,” siger Eva Kirkegaard Kiær.