Positiv bivirkning: Blodfortyndende behandling afslører tidlig kræft
Patienter, der får Xarelto for at forebygge blodpropper, kan have en større chance for at få afsløret en eventuel mave - og urinvejskræft på et tidligt stadium.
Det antyder en analyse af forskning, der netop er blevet præsenteret på hjertelægernes store kongres, ESC i München.
Henrik Sillesen, professor, overlæge, dr.med og klinikchef på Karkirurgisk Klinik, Rigshospitalet, kalder resultaterne spændende.
"Det tyder på, at netop fordi patienter i blodfortyndende behandling får øgede blødninger, vil en eventuel kræft opdages, før det ellers var sket. Man kan kalde det held i uheld," siger han om analysens resultat og nævner, at man også kan spekulere i, om patienterne har fordel af at få stillet diagnosen hurtigere.
Forsøget delte tilfældigt 27.395 patienter med stabil kranspulsåresygdom (CAD) eller perifer arteriesygdom (PAD) op i to grupper, der enten fik 2,5 mg Xarelto to gange dagligt plus hjermemagnyl eller i en anden gruppe, der enten fik fem mg Xarelto to gange dagligt eller 100 mg hjertemagnyl en gang dagligt.
Forskerne analyserede derefter andelen af nye kræftdiagnoser før og efter blødning; sammenhængen mellem blødning og en ny kræftdiagnose og stadiet af kræftdiagnosen.
Resultaterne viste i alt 1.082 nye kræftformer diagnosticeret under forsøget, hvoraf 23,8 procent blev diagnosticeret efter blødning. Af de 307 nye tilfælde af mavekræft og 138 nye urinvejskræft blev hhv. 22,8 procent og 44,9 procent diagnosticeret efter blødning. Størstedelen af de nye kræfttilfælde blev diagnosticeret inden for seks måneder efter en blødning.
"Mere end en ud af fem nye kræftdiagnoser er sket forud for en blødning," konstaterede John William Eikelboom.