Skip to main content


- Foto: Tonny Foghmar, Aarhus Universitetshospital

Landets største akutafdeling åbner i Aarhus

Akut syge får markant bedre forhold på Aarhus Universitetshospital, når hospitalet tirsdag 29. maj tager imod de første akut syge patienter i den nybyggede akut-blok i Skejby.

Nybyggeriet har bl.a. skadestue, eget sengeafsnit for børn og voksne, lægevagt, traumecenter, CT-scanner og egen helikopterlandingsplads.

Inden skadestue og lægevagt er klar til at tage imod den første patient, skal næsten 3000 ansatte flytte arbejdsplads fra de gamle Aarhus-hospitaler i Tage-Hansens Gade og Nørrebrogade.

Skadestuens og lægevagtens flytning er kun en del af en større flytning på Aarhus Universitetshospital, hvor mange afdelinger, der behandler akut syge patienter, flytter til ny fælles adresse. De sidste afdelinger flytter i løbet af september 2018 og marts 2019. De afdelinger er Mave- og Tarmkirurgi, Ortopædkirurgi, Øre-, Næse- og Halskirurgi, Diabetes og Hormonsygdomme, Fysioterapi- og Ergoterapiafdelingen, Akut 1, 2 og 3, Skadestuen, Traumestuer, Akutkoordination, Blodbank og Immunologi og Lever-, Mave- og Tarmsygdomme.

Alle patienter på afdelinger, der flytter til nybyggeriet, får enestue og plads til overnattende gæster, men afdelinger, der flytter ind i det oprindelige hospital, vil fortsat have flersengsstuer.

Målet er at samle akut syge patienter og eksperter i at behandle dem under samme tag, så personalet kan arbejde tæt sammen på tværs af fag og specialer.

"Det er en rigtig stor begivenhed, at vi åbner landets første og største akutafdeling, der helt fra bunden er skræddersyet til at give akut syge den bedste sammenhængende behandling," siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S) i en pressemeddelelse.

Adresser og skilte på motorveje og gader skal nu ændres, så de peger mod den rigtige afdeling på Aarhus Universitetshospital.

Den nye adresse er:

Aarhus Universitetshospital, Skejby

Palle Juul-Jensens Boulevard 161

Indgang J3

 

 

Aarhus Universitetshospital