Skip to main content


Gratis vaccine mod mæslinger til voksne

Regeringen vil indføre et tilbud om gratis MFR-vaccination til alle voksne, som ikke er immune over for mæslinger.

Danmark er blandt de lande, hvor mæslinger ifølge WHO er elimineret, hvilket blandt andet skyldes børnevaccinationsprogrammet. I 2017 har der kun været fire tilfælde af mæslinger i Danmark. Alligevel er der relativt mange voksne danskere, der ikke har fået vaccinen mod mæslinger. Statens Serum Institut estimerer, at minimum 100.000 voksne danskere ikke er immune over for mæslinger. Derfor vil regeringen fremover tilbyde MFR-vaccinen gratis til de personer, som ikke har fået den som børn, og som ikke har haft mæslinger. MFR-vaccinen beskytter mod mæslinger, fåresyge og røde hunde og er en del af børnevaccinationsprogrammet i Danmark.

”De seneste års større mæslingeudbrud i vores nabolande udgør også en trussel for danskerne, selvom mæslinger i princippet er elimineret i Danmark. Derfor skal voksne også have tilbuddet om vaccinen, så de ikke risikerer at blive smittet på en weekendtur til Frankrig eller Tyskland,” siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby i en pressemeddelelse fra Sundhedsministeriet.

Mæslinger kan få store konsekvenser for særligt følsomme individer såsom børn, der er for små til at være vaccineret, eller ikke-immune patienter med et i forvejen svækket immunforsvar. Derfor anbefaler skandinaviske eksperter, at også sundhedspersoner tilbydes MFR-vaccinen gratis. 

”Vi har desværre set eksempler på, at sundhedspersoner har været skyld i mæslingeudbrud på sygehuse i andre lande – det vil vi undgå. Målet er helt at undgå udbrud, så derfor går vi skridtet videre og tilbyder vaccinen gratis til alle voksne,” siger Ellen Trane Nørby.

Førd tilbuddet kan træde i kraft, skal der bl.a. laves en bekendtgørelse, og der skal indgås en aftale med de Praktiserende Lægers Organisation (PLO).

 

mæslinger, Ellen Trane Nørby