Godt gået kræftlæger, men prøv Folketinget næste gang

Onkologernes selskab, DSKO, fortjener ros. Det er meget sjældent, at lægevidenskabelige selskaber tager action, når medlemmer støder ind i uretfærdigheder eller urimeligheder.

Men sådan er det ikke med DSKO. Da repræsentanter fra selskabet opdagede, at det nu var muligt for patienter at købe sig til behandling på privathospitaler med dyr kræftmedicin, som ellers er blevet afvist af Medicinrådet, så måtte selskabet reagere.

Derfor har selskabet henvendt sig til Søren Brostrøm, direktør for Sundhedsstyrelsen – selskabet håber, at Sundhedsstyrelsen vil sætte en stopper for lovligheden af at et privathospital kan administrere medicin, som patienter ikke kan få ved de offentlige sygehuse.

Formanden, Lotte Engell-Nørregård, til daglig ledende overlæge og lægelig leder af stråleterapien på Herlev og Gentofte Hospital, udtrykker det således: ”Muligheden for egenbetaling af dyr kræftmedicin skaber to hold patienter, hvor de mest velstillede kan betale sig til en ikke-anbefalet behandling. Det udfordrer patientsikkerheden, skaber ulighed i sundhed og underminerer Medicinrådets beslutninger og den politiskbesluttede arbejdsgang for prioritering af ny sygehusmedicin. Hvis man tillader det med T-DXd og brystkræft, vil det åbne muligheden for, at det også sker inden for andre kræftformer og lægemidler.”

Indlysende må det frustrere læger ved de offentlige sygehuse, at patienterne bare kan få behandlinger, som de er unddraget, ved at betale sig til på private sygehuse. Det må gøre ondt.

Men baggrunden for muligheden for at blive behandlet med et lægemiddel, Medicinrådet ikke anbefaler, er jo, at det er godkendt af EMA, den europæiske lægemiddelmyndighed. Med denne godkendelse kan lægemidlerne markedsføres og sælges i Europa til deres listepriser. Og derfor har danske privathospitaler adgang til dem. Når offentlige sygehuse ikke har samme adgang, så er det, fordi regionerne ikke vil finansiere dem, og altså ikke at de ikke er brugbare.

EMA-godkendelsen kan ikke trækkes i en automat på gaden – EMA gør en respekteret indsats for at afdække lægemidlernes effekt og deres bivirkninger.

På samme måde i USA, hvor myndigheden hedder FDA – men her hænger godkendelserne mere løst. Derfor har amerikanerne ofte hurtigere adgang til nye lægemidler end europæerne.

DSKO får næppe noget af deres henvendelse. Søren Brostrøm er magtesløs.

I stedet burde DSKO have henvendt sig til Folketingets sundhedsudvalg. Måske skulle de ligefrem få foretræde, og dér kunne de have flaget deres frustrationer over ikke at have de samme muligheder som deres kolleger i de private hospitaler – eller deres kolleger i udlandet, som måtte have fået adgang til nye behandlingsmuligheder.

Når Medicinrådet ikke giver danske læger adgang til visse nye effektive lægemidler, som lægerne i Medicinrådets fagudvalg ellers anbefaler, så handler det om regionernes budgetter. Derfor er afvisningerne reelt politiske, og altså ikke lægefagligt begrundede.

Derfor skal løsningerne også komme fra Christiansborg. Muligheden er ikke at lukke ned for Medicinrådet, som er kommet for at blive. Nej, Folketinget skal i stedet etablere en ordning, som kan betale for patienters behandling med lægemidler, som er anbefalet af lægerne i fagudvalgene, men som ikke er taget i brug i det offentlige sundhedsvæsen.

Forbilledet kan være det oprindelige Second Opinion-udvalg, som blev etableret i 2003. Her fik et udvalg bestående af nogle af landets mest kompetente kræftlæger adgang til at tillade behandling af livstruede patienter med lægemidler, som endnu ikke var taget i brug i Danmark. I 2006 brugte udvalget 150 millioner kroner på dette formål. Sidenhen har Second Opinion-udvalget ændret karakter og kan ikke længere finansiere de lægefagligt anbefalede behandlinger. Det påhviler i stedet regionerne og lægemiddelkomitéernes medicinske task force, men klinikere oplever afvisninger af de til tider tidskrævende ansøgninger, selvom den onkologiske afdeling har vurderet, at den enkelte patient bør indstilles til behandlingen, som ikke er anbefalet af Medicinrådet.

Danmark har derfor brug for at genetablere den gamle Second Opinion-ordning, så kræftlægerne igen kan tilbyde den bedste behandling til den enkelte patient, når andre effektive, billigere og anbefalede muligheder er afsøgt.

Denne gang skal udvalget bevilges måske 250 millioner kroner til formålet. Ordningen skal høre til under Sundhedsministeriet og administreres af Sundhedsstyrelsen.

Den vej gik man i 2003, da ordningen oprindeligt blev startet.

Selve formålet med ordningen var dette (taget fra Rigsrevisionens gennemgang af ordningen):

”Sundhedsministeriets second opinion-ordning er for patienter med en livstruende kræftsygdom eller en anden lignende livstruende sygdom. Et ekspertpanel, som er nedsat af Sundhedsstyrelsen, vurderer, om der i Danmark eller i udlandet findes en behandling, herunder eksperimentel behandling, som eventuelt kan gavne patienten. Ekspertpanelets vurdering tager udgangspunkt i den enkelte patients sygdomshistorie og aktuelle tilstand på baggrund af en indstilling fra den behandlende sygehuslæge. Formålet med second opinion-ordningen er at sikre patienter med en livstruende sygdom en sidste mulighed for at få vurderet, om der findes yderligere muligheder for behandling.”

Det ligner grangiveligt den situation, Danmark igen er landet i – løsningen kan være den samme.