“Den metaanalyse, IASP refererer til i deres udmelding, er et studie, der blev publiceret for halvandet år siden, og det undrer os, at den pludselig er blevet så interessant fem dage før, der skal være møde i Sundhedsudvalget, hvor man skal diskutere forsøgsordningen,” siger Tina Horsted.
Smertelæger vrede over mediedækning af cannabisstudie
Medierne har dækket forskningen fra den internationale smerteforskningsorganisation IASP ukritisk og har givet politikere patienter et skævt billede af effekten af medicinsk cannabis som smertebehandling. Det mener flere læger.
DR bragte fredag en historie om et omfattende internationalt studie, der ikke har kunnet påvise effekt af smertebehandling med medicinsk cannabis, og historien spredte sig hurtigt i de landsdækkende medier. Det omtalte studie, som omfatter data fra 7.000 patienter, var samme dag grundlaget for, at organsationen International Association for the Study of Pain (IASP) offentliggjorde en udtalelse, hvor man konstaterede, at generel brug af medicinsk cannabis som behandling af smerter ikke kan anbefales på baggrund af den eksisterende forskning.
Mediedækningen i Danmark har imidlertid vakt harme blandt patientforeninger og læger, der arbejder seriøst med behandling med medicinsk cannabis, for den kommer umiddelbart før, at Folketingets sundhedsudvalg på et møde i dag, tirsdag den 23. marts, skal drøfte evalueringen af den danske forsøgsordning med medicinsk cannabis, og det omtalte studie er hverken nyt eller relevant, fortæller smertelæge Tina Horsted, som er en af de mest profilerede danske læger, der arbejder med medicinsk cannabis.
“Den metaanalyse, IASP refererer til i deres udmelding, er et studie, der blev publiceret for halvandet år siden, og det undrer os, at den pludselig er blevet så interessant fem dage før, der skal være møde i Sundhedsudvalget, hvor man skal diskutere forsøgsordningen,” siger hun.
Den danske smerteforsker Lars Arendt-Nielsen, som står i spidsen for den Styregruppe i IASP, som har foretaget metaanalysen, er ikke læge og arbejder ikke med smertepatienter i sin forskning, og det vækker anstød hos Tina Horsted og andre danske smertelæger, der behandler med medicinsk cannabis, at de ikke er blevet hørt i omtalen af studierne fra IASP.
“Lars Arendt-Nielsen har aldrig siddet i en smerteklinik og arbejdet med mennesker, der har kroniske smerter. Alle hans smertemodeller er udført på raske unge mennesker, som bliver udsat for smerte, hvorefter, man har givet dem en behandling og målt effekten, men vi har aldrig sagt, at man skal anvende cannabis i akut smertebehandling og det er heller ikke indikationen i forsøgsordningen, så man blander pærer og bananer sammen i dækningen,” siger Tina Horsted.
I regi af sammenslutningen Klinisk Cannabis Forum har Tina Horsted og en række kolleger skrevet en udtalelse som modsvar på udmeldingerne fra IASP og ikke mindst den danske dækning af udgivelsen af deres metaanalyse. Gruppen er kritisk for, at det af DR´s artikler fremstår, som om der er tale om et nyt samlet studie, når der ifølge dem i stedet er tale om en opsamling af 13 forskellige videnskabelige artikler, som er publiceret i IASP’s eget anerkendte videnskabelige Tidsskrift henover de seneste to et halvt år. Ud af artikelsamlingen indeholder kun to forskning, der kan føre til dokumentation for eller imod en smertestillende effekt ved medicinsk cannabis, og disse studier er altså ikke nye.
“30 procents smertelindring er meget, når man taler om patienter, der har haft ondt i 25 år,” siger hun.
Som reaktion på DR’s artikel om udmeldingen fra IASP, sagde formand for Lægeforeningen Camilla Ratchke til DR, at resultaterne af studiet burde havde som konsekvens, at man sætter forsøgsordningen i bero. Den udmelding har ærgret Tina Horsted og Peter Leutscher.
“Vi undrer os over, at Lægeforeningen går direkte ud og griber bolden, fordi det er vand på deres mølle, i stedet for at undre sig over, at jeg i min klinik har haft flere tusinde patienter, der stadig er i behandling med cannabis. Måske er det, fordi det virker,” siger Horsted.
Tina Horsted og Peter Leuchter har hver især skrevet til de DR-journalister, som skrev artiklerne om IASP-studiet, og bedt om at komme til orde, men har ikke fået respons, og derfor holdt medlemmerne af Klinisk Cannabis Forum mandag aften et møde, hvor man blev enige om en udmelding som respons på mediedækningen, fortæller Tina Horsted.
“Jeg skrev med det samme til de to journalister, som breaker historien på DR i sidste uge, og lod dem vide, at deres vinkling var uacceptabel. De fik også min rapport, men vi har ingen respons fået, hvilket vi finder meget mærkeligt. Hvorfor vil man ikke høre os, der reelt arbejder med medicinsk cannabis, og sidder i de kliniske fora, hvor man beskæftiger sig med det?” siger hun.
Timingen af historierne fra DR umiddelbart før, at Folketingets sundhedsudvalg skal drøfte forsøgsordningen, er det, der får Tina Horsted og den øvrige gruppe i Klinisk Cannabis Forum til at gå ud med konklusionen af deres studie, før det er publiceret.
“Det er vigtigt at få vores resultater frem, for de seneste dages historer har skræmt patienter. Dels er de bange for, at de ikke vil kunne få deres medicin mere og vil være henvist til det sorte marked igen, og dels bliver de skeptiske over for at deltage i kliniske forsøg med medicinsk cannabis, fordi de får indtryk af, det ikke virker,” siger Tina Horsted.
Propatienter har bedt om en kommentar fra DR og Lars Arendt-Nielsen.
Lars Arendt-Nielsen har foreløbig ikke nogen kommentar, og det er endnu ikke lykkedes at få en kommentar fra DR.