"Det er helt klart ærgerligt, at der ikke er flere produkter. Det ville også have styrket priskonkurrencen," siger Magnus Heunicke.
Heunicke åben for at gøre medicinsk cannabis billigere
Sundhedsminister Magnus Heunicke (Soc.) gav under et åbent samråd i Folketingets sundhedsudvalg tirsdag udtryk for, at det i forbindelse med en evaluering i efteråret af forsøgsordningen for medicinsk cannabis er oplagt at se på en ny økonomisk model for patienternes egenbetaling.
Kun terminale patienter får i dag fuldt tilskud. Alle andre patienter skal selv betale 50 procent af den relativt høje pris på produkterne. Og hvis produkterne i alt koster over 20.000 kroner om året, skal patienterne selv betale det hele af det, som ligger ud over 20.000. Koster et års forbrug af medicinsk cannabis således f.eks. 40.000 kroner, skal patienten selv betale 30.000 kroner.
"Det er en markant anderledes tilskudsordning end på andre områder, og det vil være oplagt at se på tilskuddet, når vi evaluerer til efteråret," sagde Magnus Heuniske blandt andet under samrådet.
En undersøgelse lavet af syv patientforeninger fra februar i år viser, at 78 procent af patienter, der bruger cannabis som medicin, oplever positive virkninger som smertelindring, bedre søvn og afslapning, men at kun 20 procent får ordineret det af deres læge.
Ifølge undersøgelsen skyldes det særligt to ting: At mange læger af princip ikke udskriver det på recept til patienten, og at priserne er for høje. Det får patienterne til at købe cannabis på det uregulerede, sorte marked i stedet.
"Det fungerer ikke perfekt det her. Og det er rimeligt åbenlyst, at der har været modstand imod det. Hvis ikke Folketinget havde besluttet, at vi skulle have en forsøgsordning, var der ikke kommet medicinsk cannabis i Danmark," sagde Magnus Heunicke som svar på en kritik fra Liselott Blixt (DF), som mente, at der ikke var gjort en helhjertet indsats for at få medicinsk cannabis indført.
"Det er op ad bakke. Sundhedsstyrelsen, Lægemiddelstyrelsen og lægerne er imod os. Måske man snøvler lidt i Lægemiddelstyrelsen for ikke at få tingene igennem. Og mange patienter stopper, fordi det er for dyrt," sagde hun med bistert blik under samrådet.
Stor usikkerhedsfaktor for erhvervslivet
Også erhvervsminister Simon Kollerup var kaldt med i samrådet, da det også handlede om erhvervslivets problemer med at få produktionen af medicinsk cannabis i gang, bl.a. på grund af Danmarks strenge kvalitetskrav. Lige nu er der ca. 150 ansatte i den pt. underskudsgivende branche på Fyn og knap 200 i hele Danmark. Men kommer eksport-eventyret med medicinsk cannabis i gang, kan behovet for arbejdskraft komme op på 1200, forventes det.
Det var Jane Heitmann og Ellen Trane Nørby, som havde kaldt de to ministre i samråd.
"Der har været stille om ordningen siden sidste sommer, hvor der var valg. Ingen af Folketingets partier er indkaldt til møde om evalueringen, som vi ellers vedtog skulle effektueres inden sommerferien i år. Erhverslivet har investeret milliarder i produktion, specielt på Fyn. Men der er ikke et eneste dansk produceret produkt på markedet og kun fire i alt. Hvor er Lægemiddelstyrelsen og erhvervsministeren henne, hvor er sundhedsministerens hjælp til de tusindvis af patienter med epilepsi, sclerose, smerter osv., der handler på det sorte og illegale marked?" sagde Jane Heitmann blandt andet.
Simon Kollerup erkendte, at den største usikkerhedsfaktor for erhvervslivet er, hvor vidt forsøgsordningen vil fortsætte eller ej.
"Får erhvervslivet en sikkerhed, vil det stimulere produktionen og investeringerne. Men der er også andre hensyn, som må tages. Erhvervsmæssige hensyn må ikke føre til, at vi går på kompromis med patientsikkerheden. Derfor må vi afvente en evaluering af forsøgsordningen til efteråret, før vi tager beslutning om, hvad der skal ske med den på længere sigt," sagde han.
Heunicke: Vi må vente på evaluering
Magnus Heunicke sagde i december 2019 til Sundhedspolitisk Tidssskrift, at han var klar til at forlænge forsøgsordningen med medicinsk cannabis, hvis det bliver nødvendigt for at kunne evaluere den på en meningsfuld måde. Dengang sagde han:
"Det er vanskeligt at evaluere på noget, der ikke rigtig for alvor har været i gang. Når ordningen skal evalueres, skal det være på et ordentligt grundlag, og hvis man på grund af opstartsvanskeligheder, leveringssvigt og så videre ikke kan evaluere på forsøget, som det har kørt indtil nu, så må vi af respekt for den ordning, der er sat i gang, sørge for, at vi kan få en ordentlig evaluering, og derfor er jeg også åben overfor, at det kan være, at ordningen skal udvides et par år mere.”
Men ved samrådet sagde Magnus Heunicke, at han mente, at det var meningsfuldt at evaluere på ordningen, selv om den på mange måder ikke er kommet rigtig i gang.
"Det er helt klart ærgerligt, at der ikke er flere produkter. Det ville også have styrket priskonkurrencen. Men hvis vi alternativt skulle skyde evalueringen for at vente på flere produkter, så må vi også vente på en afklaring af, hvad der skal ske med ordningen. Og virksomhederne siger, at de har brug for afklaring," sagde han og fortsatte:
"I den politiske aftale fremgår det også, at erfaringer fra monitorering etc. skal indgå i overvejelser om evt. permanent ordning. Jeg ser positivt på forlængelse, men vi skal inddrage evalueringen."
Magnus Heunicke mente, at det beskedne antal af produkter måske kan hænge sammen med, at der i Danmark har vist sig at være en større interesse for at dyrke medicinsk cannabis end for at importere, og dyrkning og fremstilling er væsentlig mere omfattende og tidskrævende.
Trods milliardinvesteringer er der således ikke et eneste danske produceret produkt på markedet, og der er i alt kun fire produkter på markedet - tre urteteer og et, som består af bløde kapsler.
Fakta
- Forsøgsordningen med medicinsk cannabis har nu 2,5 år på bagen og skal fortsætte til udgangen af 2021.
- Der er udskrevet medicinsk cannabis til 2400 patienter
- Halvdelen af den medicinske cannabis er blevet udskrevet til neuropaitiske smerter
- Der er sat gang i fem forskningsprojekter om medicinsk cannabis, kun et er færdigt