Skip to main content


"For borgere med høretab, betyder det meget for deres trivsel, at de har adgang til høreapparater af høj kvalitet. Uanset hvor i landet, de bor. Og at de har mulighed for at modtage service til deres apparat i de næste fire år. Det er vi med vores nationale udbud og aftaler med til at sikre," siger Flemming Sonne.

Aftaler med fem leverandører: Dårligt hørende danskere kan nu få bedre høreapparater

Hvis hørelsen svigter, er et godt høreapparat afgørende for livskvaliteten. Og fra 1. marts i år er der landet en ny national aftale, som sikrer bedre høreapparater til flere danskere og med højere krav til både kvalitet og klima. Aftalen omfatter 430.000 høreapparater og tilbehør fordelt over fire år.

De næste fire år kommer fem forskellige leverandører til at levere høreapparater til de offentlige høreklinikker og puljeklinikker – til et samlet beløb for knap 800 millioner kroner. Det er resultatet af et udbud, hvor regionernes indkøbsorganisation Amgros for første gang også har vægtet en række andre parametre ud over pris.

Ifølge Amgros har man hidtil udvalgt leverandører ud fra pris og tekniske mindstekrav, men i det nye udbud vægtes kvalitet med 30 procent og bæredygtighed med 20 procent, mens pris fortsat tæller 50 procent. Det betyder blandt andet, at leverandørerne nu også er blevet vurderet på, om de tilbyder instruktionsvideoer, der kan hjælpe brugerne med at vedligeholde apparaterne og koble dem til smartphones – et konkret ønske fra klinikkerne.

"For borgere med høretab, betyder det meget for deres trivsel, at de har adgang til høreapparater af høj kvalitet. Uanset hvor i landet, de bor. Og at de har mulighed for at modtage service til deres apparat i de næste fire år. Det er vi med vores nationale udbud og aftaler med til at sikre," siger Flemming Sonne, administrerende direktør i Amgros.

Brugere og klima i centrum

I tidligere udbud har Amgros stillet krav om minimal emballage. I det nye udbud er bæredygtighed dog blevet en direkte del af vurderingsgrundlaget. Leverandørerne er blandt andet blevet vurderet på, om de kan samle leverancer og reducere frekvensen, og på hvilken type plast de anvender.

"I Amgros ønsker vi at bruge vores indkøbsmuskel og bidrage til at reducere både lægemidler og høreapparaters negative påvirkning af klimaet. Og at fremme cirkulær økonomi ved at øge genanvendelse. Derfor har vi i vores seneste udbud på høreapparater fokusereret på at stille kriterier for transport og brugen af plast," siger Flemming Sonne.

For at sikre, at udbuddet tager højde for både brugernes og klinikkernes behov, har Amgros arbejdet tæt sammen med en brugergruppe bestående af læger, audiologiassistenter, audiologopæder og ingeniører. Der har desuden været dialog med den største patientforening på området.

"Det giver os et reelt billede af, hvad det er for egenskaber, der er vigtige for borgere og klinikere. Vi kan jo sagtens sidde i Amgros og se på datablade og tekniske specifikationer. Men det er brugere og behandlere, som kender til de virkelige behov og udfordringer. Derfor er brugergrupper blevet til en fast del af vores udbudsproces," siger Flemming Sonne.

Mere sundhed for pengene

Det nye, nationale udbud dækker over 55 procent af alle de høreapparater, som bliver udleveret til borgere i Danmark. Udbuddet omfatter dermed cirka 105.000 høreapparater årligt – med dertil hørende tilbehør.

Prisen pr. høreapparat er faldet markant de seneste år. I 2007 brugte Amgros cirka 220 millioner kroner på at købe 62.000 høreapparater og tilbehør, hvilket svarer til en gennemsnitspris på cirka 3.550 kroner. I 2024 kunne Amgros for 150 millioner kroner købe cirka 111.000 høreapparater og tilbehør – svarende til cirka 1.350 kroner pr. apparat.

"Det synes jeg godt, vi kan være tilfredse med. Tallene viser, at ikke alene sikrer vi borgere med høretab høreapparater af høj kvalitet og ny teknologi. Vores udbud på høreapparater sikrer samtidig meget mere sundhed for pengene," siger Flemming Sonne.

 

Høreapparater i Danmark
Omkring 300.000 danskere bruger høreapparat. Man kan vælge mellem offentlig og privat høreapparatbehandling. Ved offentlig behandling er høreapparatet gratis. Ved privat behandling gives der offentligt tilskud.
Tilskuddet er 4.200 kroner ved behandling på ét øre og 6.585 kroner ved behandling på begge ører (2022-sats).
Ved særlige høretab henvises borgeren til offentlig audiologisk afdeling, og privat behandling er ikke mulig. I Danmark har man ret til gratis batterier til høreapparater.
Kilde: Høreforeningen