Skip to main content


´En sti gennem indsigtens landskaber´ skal læses som en rejsebeskrivelse, hvor Niels Lyngsø ønsker at dele det, han har lært gennem mange års meditation. For som han skriver, har han efterhånden erfaret, at ”der er noget derude eller derinde: en anden og mere behagelig måde at være i verden på – og en anden og mere fantastisk verden at være i.” Foto af Niels Lyngsø fra videoserien Lyrikporten

Han mediterede så intenst, at han endte i en psykose. Nu har han skrevet et storværk om meditation

BØGER: Niels Lyngsø mediterede så intenst, at han endte i en psykose. I sin nye bog om meditation skriver han med vid og nysgerrighed om det indsigtsfulde og farlige landskab, der åbner sig bag lukkede øjenlåg. Og så har han en opsang til lægevidenskaben.

Forfatteren og digteren Niels Lyngsø var i 2017 på et intensivt meditationsretreat i Sverige. Det var en så skelsættende oplevelse, at mødet med den indre stilhed i 2019 udkom i form af bogen ´Ti dages stilhed´. 

Niels Lyngsøs nye bog om meditation, ´En sti gennem indsigtens landskaber´ med undertitlen ´Et essay om meditation og bevidsthed´, er den mere modne meditationselevs refleksioner over den indre rejse. Der er ikke tale om en efterfølger til den første bog, der er nærmere tale om en mand, der er blevet klogere – og måske også mere ydmyg - og som har indset, at den oplevelse af indre lyksalighed, han havde på Goenka-retreatet i 2017, ikke var ankomsten, men blot begyndelsen på en lang rejse. 

Rejseguide

”En sti gennem indsigtens landskaber” skal læses som en rejsebeskrivelse, hvor Niels Lyngsø ønsker at dele det, han har lært gennem mange års meditation. For som han skriver, har han efterhånden erfaret, at ”der er noget derude eller derinde: en anden og mere behagelig måde at være i verden på – og en anden og mere fantastisk verden at være i.”

Samtidig understreger Niels Lyngsø, at han på ingen måde er blevet, hvad man i buddhismen betegner som Oplyst. Han er stadig blot er en lærling:

”Tænk på mig som en grøn turistguide, der kun selv lige er ankommet til det storslåede og urgamle rejsemål, og som nu vil give jer en rundvisning med højt løftet paraply, begejstret stemmeføring og en noget begrænset forståelse af alt det vidunderlige, han viser frem”

Logbog og refleksioner

”En sti gennem indsigtens landskaber” er et digert værk på over 500 sider, som kører i to spor. Det ene spor handler om Niels Lyngsøs meditationspraksis. Forfatteren er en disciplineret herre, der fra begyndelsen af sin meditationspraksis besluttede at meditere to timer dagligt: en time morgen og en time om aftenen. På den måde er han, ved at lægge intensive retreats til, nået op på 1.000 timers meditation årligt. Undervejs har han møjsommeligt ført logbog over meditationerne, og bogens ene spor er således notaterne, hvor vi følger Niels Lyngsøs personlige praksis og udvikling i perioden 2018-2023. 

Bogens andet spor er hans forståelse og refleksioner over egen praksis, der udvikler sig hen over årene, hvor han kommer dybere ned i både meditationen og de forskellige grene og skoler inden for buddhisme og meditation. Denne forståelse kombinerer han i bogen med moderne neurovidenskab, der også undersøger den menneskelige bevidsthed.

Der er således tale om en sjælden grundig gennemgang og refleksion over de tusindvis af timer, han har brugt på meditationspuden. Det giver et unikt indblik i det indre arbejde, der foregår under meditationen, og i sindets forandringer i takt med, at meditationspraksissen skrider frem og tilbage.

Sindets dekonstruktion

Bogens mest iøjnefaldende kapitel – og det, der har fået størst opmærksomhed i medierne – er Niels Lyngsøs beskrivelser af sit tredje Goenka-retreat i Sverige i 2019. Her mediterede han med en så nådesløs vilje og selvdisciplin, dekonstruerede sit sind og sine sanseoplevelser i en sådan grad, at han drev sig selv ud over en afgrund og ind i en psykotisk tilstand, som førte til en akut indlæggelse på en psykiatrisk klinik. 

Oplevelsen begynder med, at han ser skrifttegn, der danser på væggene, han ser rumskibe på himlen over retreatet dybt inde i en svensk skov. Det skræmmer ham ikke, tværtimod, og i vågen tilstand dyrker han det bevidst til et punkt, hvor han ikke længere kan finde tilbage.

”Afstanden mellem min virkelighed og deres virkelighed blev gradvis større,” skriver Niels Lyngsø og fortsætter: ”Og min bevidsthed om, at meget af det, jeg oplevede, ikke var en del af konsensusvirkeligheden, fortonede sig. Klarheden sivede lige så stille ud af klardrømmen”.

Psykosen førte til en indlæggelse på Psykiatriska Kliniken i Motala, der lå nær retreatet, og indlæggelsen, som i første omgang var frivillig, udviklede sig undervejs til en tvangsindlæggelse med tvangsmedicinering af antipsykotisk medicin. Indefra beskriver Niels Lyngsø psykosen som et levende mareridt: Han er verdens mest ensomme menneske, og som i TV-serien Westworld er han overbevist om at være omgivet af androider.

Uvidenhed om meditationens bagsider

Det er et af Niels Lyngsøs formål med bogen at give lægevidenskaben større indsigt i den selvpåførte psykose, som var hans livs første og eneste. De læger, han var i kontakt med, lyttede ikke, når han fortalte om den intensive meditation, der førte til psykosen, men søgte i stedet årsager i et muligt stofmisbrug og hjernesvulster.

”Som regel har jeg stor tillid til lægevidenskaben og er imponeret over dens bedrifter, men ikke i dette tilfælde: Det var tydeligt, at psykiaterne forstod mindre af, hvad der var sket, end jeg selv gjorde. Og lad mig skynde mig at sige, at jeg aldrig har været i nærheden af at blive psykotisk igen, og heller ikke har oplevet symptomer, der kunne tyde på, at jeg skulle have en hjernesvulst.” 

Med yoga og mindfulness i hastig vækst mener Niels Lyngsø, at det er på høje tid, at lægevidenskaben bliver klogere på de bivirkninger, der kan opstå ved for intensiv spirituel praksis, så det er noget, de kan genkende, hvis de møder det.

En glimrende rejseguide

”En sti gennem indsigtens landskaber” er grundig, veloplagt og blander fint selvbiografien med den reflekterende læremesters viden om meditation, der er dybt forankret i hans egen – ofte smertefulde – erfaring. Det er en bog, der er god at blive klog af, både for nybegyndere og garvede inden for meditationens kunst, og den kan varmt anbefales som læsning til fagfolk inden for sundhedsvidenskaben, der ønsker at større indsigt i sindets veje og vildveje.

Niels Lyngsø: ´En sti gennem indsigtens landskaber - et essay om meditation og bevidsthed´, Grønningen 1, kan købes hos saxo.com for 319,95 kroner