Tilbagefald af kræft: Praktiserende læger mangler en køreplan

Tilbagefald af kræft bliver en hyppigere tendens i takt med, at langt flere overlever deres kræftsygdom. Alligevel findes der ingen kræftpakke specifikt for tilbagefald. Det er for dårligt, påpeger danske forskere, der også mener, at praktiserende læger mangler klare retningslinjer for patientgruppen.

En tidligere kræftpatient kommer til konsultation og klager over træthed og ondt i ryggen. Blodprøverne viser faldende blodprocent og dårlige levertal. Skal man henvise til en kræftpakke, afvente næste onkologiske kontrol eller noget helt tredje?

Det spørgsmål står mange – og i takt med at flere danskere lever længere – også flere praktiserende læger med. Der mangler nemlig en systematisk køreplan for almen praksis ved tilbagefald af kræft, mener Peter Vedsted, der er professor ved Forskningsenheden for Almen Praksis på Aarhus Universitet og forskningsleder på Center for Forskning i Cancerdiagnostik i Praksis.

“Vi kan se fra flere undersøgelser, at der er stor forskel på, hvor og hvordan et tilbagefald opdages, og hvilket diagnostisk forløb der igangsættes. Vejen tilbage i sygehusvæsenet er ikke altid så direkte for patienter med tilbagefald,” siger han.

I dag findes der 26 kræftpakkeforløb og 20 opfølgningsprogrammer, der dækker over omkring 40 kræftsygdomme, som praktiserende læger kan henvise til. For de forskellige kræfttyper findes der specifikke opfølgningstider, hvor de kirurgiske eller onkologiske afdelinger primært har forløbsansvaret.

Rådvildhed i almen praksis

Flere studier fra blandt andet Aarhus Universitet viser, at praktiserende læger ofte er i tvivl om, hvad det fremadrettede forløb bør være, når kræftpatienter afsluttes fra opfølgningsforløb på de onkologiske eller kirurgiske afdelinger.

“Vi kan se, at almen praksis er spørgende, når det kommer til deres præcise rolle. Nogle er afventende, andre har en mere fatalistisk tilgang og vil ikke påbegynde noget, der ikke har en effekt, og en tredje gruppe mener, at hurtig udredning er vigtigt,” siger Peter Vedsted.

Netop dét er Kasper Grooss, der er HU-læge i almen medicin, i gang med at undersøge i et nyt ph.d.-projekt, der har fokus på det diagnostiske forløb fra almen praksis til behandling. De foreløbige resultater viser, at en tredjedel af patienter med tilbagefald først henvendte sig til deres praktiserende læge. Af disse blev 28 procent af patienterne henvist til en kræftpakke – en andel, der er dobbelt så høj for primær diagnostik – mens de resterende blev henvist til onkologisk afdeling eller andre specialafdelinger.

“Almen praksis spiller en stor rolle i kræftdiagnostikken – også når det kommer til tilbagefald. Vi kan dog se, at de praktiserende læger mangler klare retningslinjer, når det kommer til, hvad de videre skal stille op med patienterne,” siger Kasper Grooss.

Anderledes symptomer

Tallene viser også, at kun i halvdelen af tilfældene, hvor den praktiserende læge havde mistanke om kræft, blev patienterne henvist til en kræftpakke. Det tal skal højere op, mener Kasper Grooss, der kommer med et bud på en forklaring.

“Det kan skyldes, at symptomerne for recidiv (tilbagefald, red.) er anderledes end ved primær kræft, og at patienterne derfor ikke opfylder adgangskriterierne for et pakkeforløb, men det understreger, at der mangler en systematisk procedure,” siger Kasper Grooss.

Det er Peter Vedsted enig i. Han mener, at man bør blive langt bedre til at fange recidiver på et tidligere stadie, og derfor bør der udarbejdes særskilte pakkeforløb for tilbagefald.

“Vi er blevet langt bedre til at diagnosticere primær kræft end tidligere, men der mangler samme systematik og en klar køreplan for recidiver,” siger han og understreger samtidig, at det ikke er en kritik af de nuværende opfølgningsprocedurer.

Opret kræftpakkeforløb

Udfordringen i dag opstår, når tidligere kurerede patienter får symptomer, efter de er afsluttet fra et kræftforløb – og altså er uden for recidivopsporingen i kræftpakkerne.

Peter Vedsted foreslår derfor, at der kommer en recidivpakke eller -forløb, eksempelvis for hver af de eksisterende kræftpakkeforløb, som beskriver et præcist forløb og fremgangsmetode, og som praktiserende læger kan henvise til.

“Vi ved, at der for nogle kræftformer er en høj andel af tilbagefald som ved tarmkræft, hvor der typisk opstår ny cancer i tarmen, lymfeknuderne eller leveren. Hvis vi har et strømlinet forløb, som almen praksis kunne henvise til, vil man potentielt kunne spare tid og fange tilbagefald tidligere,” siger Peter Vedsted. Han foreslår samtidig, at udformningen af forløb eller pakker skal indeholde maksimale ventetider og løbende monitorering.

Langt bedre registrering

Systematiserede kræftpakker for recidiver vil ifølge Peter Vedsted kunne betyde tidligere diagnostik, der har potentialet til at redde liv, forlænge overlevelse og forbedre livskvaliteten for patienterne. Det vil også betyde en langt bedre registrering af recidiver, som der, ifølge Peter Vedsted, mangler i dag.

“Det har ikke været en del af proceduren at registrere kræfttilbagefald systematisk, og det er på tide, at det snart bliver indført. Det vil være helt naturligt at indberette recidiver i registrene, som vi allerede har. Særligt fordi tilbagefald er en passende indikator for, hvor gode vi er til at behandle kræft i landet,” siger Peter Vedsted. Han peger samtidig på, at det kun er en problematik, der er blevet større, fordi flere overlever deres kræftsygdom og i længere tid. Samtidig understreger Peter Vedsted, at det også er centralt at have livskvalitet og tiden til tilbagefald for øje.

Patienternes vej fra almen praksis til hospitalerne

Et nyt ph.d.-projekt er i gang med at kortlægge det diagnostiske forløb fra almen praksis til behandling for 3.000 kræftpatienter med tilbagefald. Her skal forskere blandt andet kigge på; hvilken rolle almen praksis har ved tilbagefald, betydningen af hvilke tiltag de praktiserende læger igangsætter ved tilbagefald, og hvilken prognostisk betydning det har for patienterne.

De foreløbige resultater viser, at:

• Omkring 33 procent af patienter med tilbagefald henvendte sig først til deres praktiserende læge
• 28 procent af dem blev henvist til en kræftpakke, mens de resterende blev henvist til onkologisk afdeling eller andre specialafdelinger
• 45 procent blev diagnosticeret i et opfølgningsprogram
• De resterende 22 procent kom fra andre veje, såsom akutklinikker, lægevagt, bifund med videre
• Praktisererende læger havde hurtigt en mistanke om kræft, men henviste kun i 50 procent af tilfældene til en kræftpakke

Kasper Grooss er HU-læge i almen medicin og ph.d.-studerende ved Forskningsenheden for Almen Praksis, Aarhus Universitet. Han står bag ph.d.-projektet ’Opsporing af tilbagefald af kræft i almen praksis,’ som udføres i perioden 1. februar 2022 til 31. januar 2025