Dansk forskning: Bestemt gruppe diabetespatienter får væsentlig dårligere behandling end andre

Danskere med type 2-diabetes, som samtidig har svær psykisk sygdom, er betydeligt dårligere behandlet for deres diabetes målt på en række sygdomsparametre – og også på hvor ofte de får bestemte undersøgelser – end andre diabetespatienter uden psykisk sygdom, viser dansk nationalt registerstudie. 

”Vores resultater indikerer et behov for en ændring i klinisk praksis og sundhedspolitikker for at mindske forskellen i kvaliteten af ​​diabetesbehandling hos personer med svær psykisk sygdom sammenlignet med personer uden psykisk sygdom,” skriver de danske forfattere bag forskningsartiklen, der er publiceret i tidsskriftet The Lancet Regional Health Europe.

Personer med svær psykisk sygdom er generelt dårligere til at tage deres medicin som foreskrevet af lægen, ved man fra tidligere studier, men det danske studie er det første større studie med fokus kun på type 2-diabetes.

Og der er god grund til at sætte fokus på problematikken, siger medforfatter og professor ved Psykiatrisk Center København og Københavns Universitet, Michael Eriksen Benros.  

”Det er et meget vigtigt studie. Vi ved, at patienter med svær psykiatrisk sygdom har en øget dødelighed med 10 til 15 år afhængig af diagnosen primært grundet somatiske sygdomme. Det er vigtigt, at vi gør noget ved problemet nu,” siger han og roser førsteforfatter Lenette Knudsen for grundigt arbejde. Hun er ph.d.-studerende ved Steno Diabetes Center Copenhagen. 

Øget forekomst af komplikationer

Forfatterne har tidligere vist i et tværsnitsstudie, at personer med diabetes og psykisk sygdom har øget ’diabetes distress’, mens et andet registerstudie viser, at patientgruppen også har øget forekomst af diabetesrelaterede komplikationer såsom nyresvigt, amputationer og kardiovaskulære sygdomme.

I det nye landsdækkende prospektive registerstudie, der inkluderede hele den danske befolkning med type 2-diabetes fra år 2015 til og med 2019 (216.537 danskere), fandt forskerne, at personer med svær psykisk sygdom og type 2-diabetes (8 procent af gruppen) fik lavet færre blodprøvemålinger af langtidsblodsukker (HbA1c) og LDL-kolesterol, samt markant færre vurderinger af albuminuri og markant færre øjenscreeninger sammenlignet med personer uden svær psykisk sygdom.

Forskellen var mest udtalt for albuminuri (UACR) og øjenscreening, hvor personer med svær psykisk sygdom havde henholdsvis 45 procent lavere sandsynlighed for at få vurderet UACR og 63 procent lavere sandsynlighed for at få lavet en øjenscreening. Gruppen, der trods alt havde fået foretaget målinger, var også længere væk fra behandlingsmålet med hensyn til LDL-kolesterol end personer med type 2-diabetes uden svær psykisk sygdom. 

”Vores studie viser klart, at der er behov for, at vi gør et eller andet for at mindske uligheden i diabetesbehandlingen. Spørgsmålet er bare hvad,” siger førsteforfatter Lenette Knudsen.

Måske skal de behandlende læger være mere opsøgende, foreslår overlæge Dorte Lindqvist Hansen, som er medforfatter på forskningsartiklen og overlæge på Steno Diabetes Center Copenhagen.

”Studiet viser tydeligt at de nuværende behandlingstilbud ikke er tilstrækkelige. Måske skal vi sundhedsprofessionelle være mere opsøgende, men det er jo også et spørgsmål om økonomi og prioritering i et presset sundhedsvæsen,” skriver Dorte Lindqvist Hansen i en e-mail til Medicinsk Tidsskrift. 

Ansvaret for uligheden er usikker

Forskerne kan med studiet ikke afgøre, hvor årsagen til de manglende undersøgelser og ringere behandlinger ligger – om det er hos patienten selv eller hos de behandlende læger, begge parter eller sundhedsvæsenets struktur. 

”Vi kan kun fortolke os til, hvorfor de her målinger og undersøgelser ikke bliver foretaget, om det skyldes en uhensigtsmæssig struktur i sundhedsvæsenet, at personer med diabetes og svær psykisk sygdom ikke bliver indkaldt og henvist i tilstrækkelig grad, eller fordi de ikke dukker op til undersøgelserne. Men kompleksiteten i at få foretaget de her undersøgelser – om det er urinprøve, blodprøve eller en øjenscreening – bidrager formentlig til uligheden,” siger Lenette Knudsen. 

Personer med type 2-diabetes og svær psykisk sygdom skal besøge en række klinikker og laboratorier for at få de regelmæssige og relevante undersøgelser i forhold til deres sygdomme. Udover psykiatrien og egen læge eller en endokrinologisk hospitalsafdeling, skal de også besøge øjenspecialister for øjenscreening og laboratorier for blodprøve og urinprøver. Klinikkerne og laboratorierne kan derudover ligge langt fra, hvor de selv bor, og øjenscreeninger skal de også selv sørge for at booke en tid til. God compliance kan dermed være krævende. 

”Det er generelt krævende for personer med type 2-diabetes at få lavet alle undersøgelserne, og det må være endnu vanskeligere, når man samtidig kæmper med svær psykisk sygdom,” siger Lenette Knudsen. 

Kræver ekstra støtte

Det kræver en ekstra støtte til patienterne fra flere sider, mener forfatterne.

”Det er vigtigt at vi som klinikere er opmærksomme på problemstillingen og arbejder på mere ’agile løsninger’, for eksempel brug af virtuelle konsultationer med deltagelse af borger og behandlere fra både psykiatrien og somatikken, således, at deres ofte komplekse situation forsøges håndteret ved en samlet kontakt til sundhedsvæsenet. Her tænker jeg, at psykiatrien ofte er der, hvor borgere har den tætteste kontakt. Større vidensdeling mellem psykiatrien og somatikken for at øge forståelsen.”

Psykiatrien er allerede begyndt at komme på banen i den henseende, og måske det skal ske i endnu højere grad, foreslår Michael Eriksen Benros. 

”Uligheden i behandlingen af somatiske sygdomme hos patienter med svær psykiatrisk lidelser er elementer, vi ellers har haft øget fokus på i psykiatrien de seneste par år. Blandt andet laver vi rutinemæssige blodprøver hos patienterne, der følges i psykiatrien, når det ikke er sket hos egen læge, men kun systematisk for de mest basale markører. Selve behandlingsansvaret for diabetes ligger hos egen læge og endokrinologerne, men vi psykiatere bør måske i endnu højere grad støtte op om dette, hvilket vores tidligere tværsnitsstudie også viste, at patienterne savnede,” siger Michael Eriksen Benros.

Professor: Der er brug for handling nu

Uanset hvad der er årsagen til uligheden, bør der, ifølge Michael Eriksen Benros, ske noget nu for at løfte kvaliteten af diabetesbehandlingen for personer med svær psykisk sygdom. 

”I den nye psykiatriplan er der heldigvis lagt op til, at vi skal have øget fokus på behandling af somatiske sygdomme hos personer med svær psykisk sygdom. Og det må man sige, at der er behov for – også inden for diabetes,” siger han og fortsætter:

”De behandlingsansvarlige læger for diabetesbehandlingen, som er egen læge eller endokrinologerne, bør så vidt muligt sætte ind for at lave positiv særbehandling og sikre, at patientgruppen får den hjælp, de har brug for. Som udgangspunkt bør der være øget støtte og øget indsats fra sundhedsvæsenet med ekstra ressourcer og tid afsat til dem, der har særlige behov, for at sikre, de får den bedst mulige behandling. For eksempel hvis patienten ikke dukker op til en undersøgelse, kan det være en ekstra opsøgende indsats.” 

Det kræver økonomi

Det vil kræve en indsats på tværs af sektorer og ’stakeholders’ at løfte udfordringen med underbehandling af somatiske sygdomme hos patienter med alvorlige psykiatriske lidelser, mener Michael Eriksen Benros. 

”Det betyder selvfølgelig, at der skal laves nogle strukturelle ændringer, og det kræver økonomi til at løfte opgaven, så der også er tid og mandskab i klinikken til det. Det kræver en indsats på tværs af regionerne, hospitalsledelsen, faglige selskaber og politikere at få sikret at patienterne får den rette behandling,” siger han. 

Et nyt tiltag kræver dog også, at man undersøger, om den ændring, der bliver implementeret, har den ønskede effekt, før ændringen rulles ud på nationalt plan, siger Michael Eriksen Benros. 

”Det ideelle er selvfølgelig store randomiserede kontrollerede forsøg. Ellers kan man starte med at undersøge forskellige modeller af lovende systematiske tiltag som testes i udvalgte områder, og så sammenligne effekten af tiltagene med hinanden og med de områder, der ikke randomiseres til tiltagene. Det skal hurtigere identificere de virksomme tiltag, og hvad der kan føres videre mod større testning eller bredere implementering,” siger han.