Skip to main content


Danskerne vil ikke have kolleger med psykiske diagnoser

33 procent af danskerne vil enten takke nej eller være i tvivl, om de vil have en kollega med en psykisk lidelse. Det viser en undersøgelse, som DMA Research har foretaget for Danske Handicaporganisationer.

Hver tredje dansker vil enten takke nej eller være i tvivl, om de vil have en kollega med en psykisk lidelse. Det viser en undersøgelse, som DMA Research har foretaget for Danske Handicaporganisationer.
Det skriver mx.dk.

»Det er rigtig ulykkeligt, at der stadig er myter, fordomme og angst knyttet til psykisk sårbare, og det handler i bund og grund om uvidenhed. For hvis du kigger rundt i kontorlandskabet, så vil hver femte af dine kollegaer - om du ved det eller ej - have en psykisk sårbarhed,« forklarer formanden for Psykiatrifonden, Anne Lindhardt.

Hun oplever, at der er en stor frygt for det, vi som mennesker ikke kan forstå, og en fordom om, at hvis man har en psykisk lidelse, så er man pr. definition utilregnelig.

Men det er langt de færreste, der er det, forklarer hun og henviser til, at mange sagtens kan passe et arbejde, hvis de får muligheden.

»Jo mere åbne, vi kan være om det, desto bedre er det i de flestes tilfælde. Hvis din kollega har brækket benet, så er det det mest naturlige, at vi spørger til det. Men det er det ikke med de usynlige sygdomme, og det tabu skal vi skille os af med,« siger Anne Lindhardt.

Kim Bach, som er IT-specialist ved Forsvarets koncern-it og har over 30 års erfaring inden for sit felt, er en af de cirka 30.000 danskere, der lever med en bipolar lidelse.

Efter mange år har han fundet balancen i sin medicin og sin mentale sundhed. Men i den nye stilling kender kollegaerne endnu ikke til hans udfordringer.

»Jeg har ikke sagt noget, for min sygdom fylder næsten ingenting og definerer mig ikke længere. Jeg er klar over, der stadig er stigmatisering på mange arbejdspladser, og jeg gav mig selv den chance at være ligesom mine øvrige kolleger, hvor der ikke bliver skelet til mig,« siger han til mx.dk.

psykiatrisk patient, psykisk lidelse, arbejdsforhold, Anne Lindhardt, Kim Bach, stigmatisering