Skip to main content

Psykisk syge kan forlænge livet med liraglutid

Patienter med svære psykiatriske lidelser lever ca. 20 år kortere end gennemsnitsdanskeren, men behandling med liraglutid, kan forebygge sygdomme.

{snippet psyk}

Patienter i antipsykotisk behandling, som har forstadier til diabetes og som er overvægtige, har gavn af behandling med Victoza (liraglutid), der ellers bruges til behandling af type 2 diabetes.

Det viser et nyt dansk studie, udført i et samarbejde mellem forskere fra bl.a. Region Hovedstadens Psykiatri og Center for Diabetesforskning, Gentofte Hospital. På sigt kan disse resultater betyde et nyt behandlingstilbud til denne patientgruppe.

Patienter med svære psykiatriske lidelser som f.eks. skizofreni lever ca. 20 år kortere end gennemsnitsdanskeren. En del af forklaringen er legemlige sygdomme som sukkersyge og hjertekarsygdomme, og netop den antipsykotiske medicinering kan i visse tilfælde medføre vægtøgning og diabetes eller forstadier til diabetes og hjertekarsygdomme.

Det ser dog ud til, at der er hjælp at hente, viser ny dansk forskning, som publiceres i JAMA Psychiatry. Patienter med overvægt og diagnosen skizofreni, som samtidig har forstadier til type 2-diabetes både taber sig og bliver bedre til at regulere deres sukkeromsætning, således at de ikke længere har forstadier til type 2-diabetes, når de dagligt behandles med lægemidlet liraglutid sammen med deres antipsykotisk-virkende medicin.

64 procent af de patienter, der blev behandlet med liraglutid, der kendes under salgsnavnet Victoza og som er udviklet ud fra tarmhormonet GLP-1, havde efter 16 uger opnået en normal glukosetolerance. De blev med andre ord i stand til at omsætte sukker fra et måltid i kroppen på normal vis. Blandt de patienter, der ikke fik behandling med liraglutid, var det kun 16 procent, der efter 16 uger havde opnået en normal glukosetolerance.

Studiet viste også, at de liraglutid-behandlede patienter i gennemsnit opnåede et vægttab på næsten fem kilo, mens de ubehandlede patienter i gennemsnit tog ca. et halvt kilo på i vægt. Desuden fik liraglutidpatienterne reduceret deres livviddemål, ligesom de forbedrede deres blodtryk og kolesteroltal.

Liraglutid har en række gavnlige effekter for mennesker med type 2-diabetes, men en mulig virkning på patienter med skizofreni, som er i antipsykotisk-virkende medicinsk behandling og som samtidig har forstadierne til type 2-diabetes, har ikke tidligere været undersøgt.

om GLP-1

GLP-1 er et naturligt forekommende hormon, der frigives i tarmene, når vi spiser. - Lægemidlerne, som baserer sig på GLP-1, indeholder en kunstig version af det naturlige hormon. - Effekten af GLP-1 sker både direkte fra tarmen til hjernen, hvor GLP-1 skaber en mæthedsfornemmelse samt gennem blodet, hvor hormonet fordeles til hele kroppen for bla. at virke i bugspytkirtlen. - Med den ekstra insulin, som GLP-1 får kroppens celler til at producere, får kroppen mulighed for at omsætte maden – derved sænkes blodsukkeret. - Når maden er omsat, daler produktionen af GLP-1, men der er fortsat lidt GLP-1 i blodbanen.