Skip to main content

Gode nyheder for bestemte sclerosepatienter: Lægemiddel udsætter tiden til kørestol med fire år

Hvis den hidtil dokumenterede effekt af det nye lægemiddel Mayzent varer ved, vil behandling med det netop FDA-godkendte lægemiddel udsætte tiden til, at patienter med sekundær progressiv multipel sclerose (SPMS) får behov for en kørestol, med 4,3 år.

Det viser modelberegninger fra ny forskning i det såkaldte EXPAND-studiet, som blev præsenteret på sclerosekongressen ECTRIMS 2019.

FDA godkendte i maj Mayzent (indholdsstoffet hedder siponomod) til behandling af patienter med SPMS, efter at behandlingen - som den første nogen sinde - sidste år viste en dæmpende effekt på den fysiske forværring hos patienter med SPMS. Og hvis nye beregninger af data fra EXPAND-studiet holder stik, kan godkendelsen få stor betydning for patienternes fysiske tilstand på lang sigt.

Professor ved Universitetshospitalet i Lille, Patrick Vermersch, præsenterede nye data, hvor den dokumenterede effekt af behandlingen er blevet fremskrevet til tiden, hvor patienterne når handikapgraden EDSS 7, eller med andre ord: til de får brug for en kørestol. Holder beregningerne, udsætter behandlingen tiden med lidt mere end fire år, fortalte han.

EXPAND-studiet er det største fase-III-studie med typiske SPMS-patienter, hvor mere end halvdelen af deltagerne allerede ved baseline havde udviklet handikap i en grad, så de havde brug for hjælpemidler for at gå. Patienterne blev fulgt i tre år eller indtil de udviklede bestemte handikap, og i øjeblikket foregår en forlængelse af studiet, hvor patienterne derudover bliver fulgt i op til ti år.

 

multipel sclerose, sclerose, Sekundær progressiv sclerose