Skip to main content


Der er kommet en helt anden struktur i at diskutere lægemidlers effekt i forhold til prisen, siger Finn Sellebjerg.

Første middel til sekundær progressiv sclerose til vurdering i Europa

Mens Medicinrådet tager stilling til, om den første godkendte behandling til primær progressiv multipel sclerose også skal være standardbehandling for visse patienter i Danmark, er det europæiske lægemiddelagentur i færd med at vurdere et andet lægemiddel som første mulige godkendte behandling af sekundær progressiv sclerose.

Producenten Novartis har i oktober ansøgt både de amerikanske lægemiddelmyndigheder, FDA,  og de europæiske, EMA, om markedsføringstilladelse af behandlingen siponimod, og ifølge det amerikanske netmedie Multiple Sclerosis News Today forventes FDA at træffe en beslutning i løbet af marts 2019, mens EMA’s afgørelse formentlig kommer senere i 2019.

Siponimod er designet til at hæmme aktiviteten i to receptorer på immuncellernes overflade, og stoffet forhindrer cellerne i at migrere til hjernen og rygmarven, og derved hæmmer behandlingen den inflammatoriske proces, som fremmer udviklingen af og progression i sekundær progressiv sclerose.

På årets store sclerosekongresser har Novartis præsenteret data, der viser siponimods dæmpende effekt på sygdomsprogression hos patienter med sekundær progressiv sclerose, men hvis behandlingen godkendes af EMA, vil prisen stadig få en betydning for, i hvor høj grad behandlingen kommer i brug i Danmark, vurderer professor ved Rigshospitalet Finn Sellebjerg.

”Det kan vi jo se på hele diskussionen omkring Ocrevus. Merværdispørgsmålet er jo blevet løftet op til et helt nyt niveau, og jeg har svært ved at forestille mig, at det ikke også bliver et issue med siponimod. Hvor vi tidligere så på, om behandlingen virker, når vi skulle vurdere fornuften i at bruge den, så er der kommet en helt anden struktur bag at vurdere merværdien i forhold til prisen, og det er en diskussion, der er kommet i en grad, den slet ikke har været tidligere,” siger Finn Sellebjerg.

multipel sclerose, sclerose, Sekundær progressiv sclerose