
Brystkræft: Din risiko for tilbagefald og død reduceres med Perjeta
Har du HER2-positiv brystkræft vil behandling med antistoffet Perjeta sammen med Herceptin og kemoterapi reducere din risiko for tilbagefald og død.
{snippet alle}
Det viser resultater fra fase III-studiet APHINITY, som har sammenlignet behandlingen med personer, som kun er behandlet med Herceptin og kemoterapi alene.
Overlæge, dr. med. Peer Christiansen, professor i brystkræftkirurgi, Aarhus Universitetshospital, siger, at studiets resultater ser ret overbevisende ud.
”Kombinationsbehandlingen er allerede indført ved den behandling man får inden operation, hvor vi har lavet et generelt program for kvinder med større svulster, der efter de gældende regler skal have kemoterapi. De behandles med kemoterapi før operation med henblik på at mindske svulstens størrelse for dermed at kunne give mere skånsom operation. Hvis der er tale om svulster, der er modtagelige for behandling med Herceptin så får de nu også i dette program kombinationen med Perjeta. Så springet er ikke så stort for også at indføre det til den mere traditionelle behandling med kemoterapi og Herceptin givet efter operationen,” siger han.
Han nævner, at det kræver, at studiets resultater tages op og vurderes i relevante faglige organer. Først i det medicinske udvalg i Den Danske Brystkræftgruppe – DBCG.
”Formentlig vil man, såfremt man vurderer, at der er grundlag for en anbefaling, herefter støtte en evt. indstilling til Medicinrådet. Sådan vil jeg umiddelbart tro, at det vil ske,” siger Peer Christiansen.
”Man skal jo passe på med at konkludere for meget. Det er jo kun et enkelt studie. Men det er et stort studie, og resultaterne står jo klart i forlængelse af de erfaringer vi allerede har,” siger han.
Personerne, der blev indskrevet i undersøgelsen, gennemgik kirurgi og blev randomiseret til enten at modtage seks til otte cykler af kemoterapi (antracyklin eller ikke antracyklinholdig behandling) med Perjeta og Herceptin efterfulgt af Perjeta og Herceptin hver tredje uge i et år eller seks til otte cykler af kemoterapi (anthracyclin eller ikke-antracyklinholdig behandling) med placebo og Herceptin, efterfulgt af placebo og Herceptin hver tredje uge i et år.
Strålebehandling og/eller endokrin terapi kunne påbegyndes i slutningen af den givne kemoterapi.
En række standardkemoterapiregimer var tilladt, og både lymfeknude-positive og lymfeknude-negative deltagere var berettiget til tilmelding. APHINITY-studiets primære effektmål var iDFS, hvilket vil sige den tid, en patient lever uden tilbagevenden af invasiv brystkræft eller død af anden årsag efter tillægsbehandling. Sekundære endepunkter omfattede hjertesikkerhed og overordnet sikkerhed, sygdomsfri overlevelse og sundhedsrelateret livskvalitet.
Undersøgelsen opfyldte sit primære endepunkt og viste, at sikkerhedsprofilen for det Perjeta-baserede regime var i overensstemmelse med det, der blev set i tidligere undersøgelser.
Kombinationen af Perjeta, Herceptin og kemoterapi gives før operation til personer med HER2-positiv brystkræft i mere end 75 lande over hele verden.
Om Perjeta
Perjeta retter sig mod HER2-receptoren, som er et protein, der findes på ydersiden af mange normale celler og i store mængder på ydersiden af kræftceller i HER2-positive kræftformer. Perjeta er designet specielt til at forhindre HER2-receptoren i at ’parre’ sig med andre HER-receptorer (EGFR/HER1, HER3 og HER4) på overfladen af celler, en proces, der menes at spille en rolle i tumorvækst og overlevelse.
Virkningsmekanismerne af Perjeta og Herceptin antages at supplere hinanden, da de begge binder til HER2-receptoren, men til forskellige steder. På den måde formodes kombinationen af Perjeta og Herceptin at give en mere omfattende, dobbelt blokade af HERsignalveje, således at tumorcellevæksten og overlevelsen forhindres.
Om APHINITY-studiet
APHINITY er et internationalt fase III randomiseret, dobbeltblindet, placebokontrolleret, toarmsstudie, der har evalueret effekten og sikkerheden af Perjeta plus Herceptin og kemoterapi sammenlignet med Herceptin og kemoterapi som efterbehandling i 4.805 personer med operabel HER2-positiv brystkræft.
