Immunterapi ser lovende ud mod hovedhalskræft
Immunterapi kan muligvis give en væsentlig forbedring af behandlingen af hovedhalskræft uden at øge bivirkningerne – og måske på sigt føre til, at man kan skrue ned for noget af den øvrige behandling. Sådan lød det positive budskab på årets store kræftkongres, ASCO, i Chicago.
{snippet alle}
I en session, som handlede om immunterapi til hovedhalskræft, blev der blandt andet præsenteret lovende resultater fra fase 2-forsøg med PD-L1-hæmmeren Keytruda (pembrolizumab) til hovedhalskræft, fortæller professor på Onkologisk Klinik, Rigshospitalet, Lena Specht.
”Responsraterne er virkelig flotte. Hos patienter, som havde fået en til to tidligere behandlingslinjer, var responsen helt oppe på omkring 40 procent. Der er tilmed patienter, som er i komplet remission stadigvæk. Så det er meget spændende og lovende for patienterne. Alt i alt ser det ud til, at immunterapi kan føre til en væsentlig forbedring af behandlingen af hovedhalskræft, uden at det øger toksiciteten,” siger hun.
Lige nu testes immunterapi i hovedhalskræft først og fremmest hos patienter med tilbagefald, hvor der ikke findes en helbredende behandling. Men i to af de fremlagte forsøg på sessionen havde man forsøgt at rykke Keytruda frem i den primære behandling. I det ene forsøg (Abstrakt 6011) havde man kombineret Keytruda med kemo-radioterapi, som er standardbehandling til lokalt avanceret hovedhalskræft, fortæller Lena Specht.
”Det er en fase 2-undersøgelse, så man kan ikke sige noget om responsraten i forhold til den konventionelle behandling. Formålet var først og fremmest at se, om det kan lade sig gøre toksicitetsmæssigt. Og det kan det. Der var ingen faretruende signaler om nogen særlig toksicitet hos de her patienter,” siger hun..
Kan måske øge effekt af stråling
Et af de mulige perspektiver i immunterapi er, ifølge Lena Specht, at det kan øge effekten af strålebehandling.
”I og med, at immunterapi er et helt andet behandlingsprincip end kemoterapi og antistofbehandling, er der rigtigt godt håb om, at det kan øge effekten af stråling. Strålebehandling er en af de mest potente måder at øge antigenicitet på, altså det, at kroppen kan erkende noget som værende fremmed. Strålebehandling slår nemlig cellerne i stykker, og derved frigøres en masse fremmede stoffer fra tumorcellerne, hvilket gør, at kroppen bedre er i stand til at opdage, at her er noget fremmed,” siger hun og uddyber:
”Hidtil har vi ikke rigtigt set denne virkning, måske fordi tumorerne er i stand til at blokere immunsystemet. Men ved hjælp af PD-L1-hæmmere kan man ophæve denne blokering af immunsystemet. Derfor er det muligt, at de immunmodulerende stoffer i kombination med stråling vil have en rigtig god effekt, fordi stråling gør, at organismen i højere grad kan genkende tumorcellerne som noget fremmed. Det bliver rigtig spændende, når vi når til at teste stofferne i kombination med stråling, angiveligt om et par år.”
Immunterapi er ikke kun relevant for hovedhalskræftpatienter i forhold til at få en mere effektiv behandling. Den kan også få betydning for de senfølger, som mange hovedhalskræft-overlevere lider under.
”Vi helbreder heldigvis mange med hovedhalskræft, men der er også mange, vi ikke helbreder. Helbredelsesraten er kun omkring 50 procent. Og dem, vi helbreder, lever med betydelige senfølger af behandlingen. Så det handler både om, at vi gerne skal kunne helbrede nogle flere, men også om, at kunne give en behandling, som ikke har helt så svære senfølger. Derfor er det glædeligt at se, at toksiciteten for PD-L1-hæmmerne ser så lovende ud,” siger Lena Specht.
Mangler test
Selvom årets ASCO-møde kom med flere kvalificerede bud på, hvad der spiller ind på, om en hovedhalskræftpatient har effekt af PD-L1-hæmmere, ved man ifølge Lena Specht stadig ikke ret meget om, hvad der kræves for at respondere på behandlingen.
”Der findes endnu ingen test, som kan vise, om en patient vil respondere på en PD-L1-hæmmer eller ej. Der er ikke andet at gøre end at prøve det. Som det er i øjeblikket, kan vi undersøge, om tumorcellerne udtrykker PD-L1, og der er fastsat en grænse på en procent for, at man kan gå ind i de kliniske undersøgelser. Men reelt set har vi ingen test, der udelukker, at patienten responderer. Vi kan bare sige, at der hyppigere er respons, hvis der er over en procent PD-L1 på deres tumorceller,” siger hun og tilføjer:
”For den enkelte patient er det imidlertid ikke særligt interessant, at nogen har større chance for at få respons end andre. For hvis man har en reel chance for at få respons, vil man selvfølgelig gerne have behandlingen.”
Hun håber, at der snart kommer en test på markedet, der mere præcist kan forudsige, hvem der vil have gavn af behandling med PD-L1-hæmmer.