Nyt behandlingsprincip har stort potentiale mod solide tumorer

Siden 2017 har såkaldte bispecifikke antistoffer været ’talk of  the town’ inden for blodkræft, men det nye behandlingsprincip har også et stort potentiale i solide tumorer. På Rigshospitalets Fase 1-enhed kører aktuelt to forsøg med T-celleaktiverende bispecifikke antistoffer, og de første data ser lovende ud.

Bispecifikke antistoffer er et behandlingsfelt i rivende udvikling. Inden for kræftsygdomme under hæmatologi (speciale om blodsygdomme) har det nye behandlingsprincip vist imponerende responsrater, især i patienter med tilbagefald af lymfekræft eller med lymfekræft, som ikke kan behandles, har antistofferne vist et enormt potentiale. Potentialet for bispecifikke antistoffer lader imidlertid ikke til at være reserveret til hæmatologiske kræftsygdomme. Også inden for behandlingen af solide tumorer begynder antistofferne at kaste lovende data af sig.

Bispecifikke antistoffer adskiller sig fra andre antistoffer ved at have to-tre variable regioner, der binder dels til et antigen på tumorcellerne og dels til et antigen på immuncellerne, som oftest på T-cellerne. Antistoffet får herved aktiveret celledræbende immunceller, som kan slå kræftcellerne ihjel.

Flere antistoffer i afprøvning

På Fase 1-enheden på Rigshospitalet kører aktuelt to forsøg med T-celleaktiverende bispecifikke antistoffer. Et fase II-studie, der inkluderer patienter med tarmkræft, og et fase I-studie, som inkluderer patienter med solide tumorer. Studierne er endnu tidlige, men de første data ser lovende ud, konstaterer Kristoffer Staal Rohrberg, leder af Fase 1-enheden.

”Studiet på kolonkræft (tarmkræft, red.) rapporterede initiale data sidste år. Her så vi responsrater på omkring 40 procent i patienter, der ikke har haft effekt af tidligere behandlinger. Data peger på, at de bispecifikke antistoffer kan indfri et udækket behov for patienter med avanceret kolonkræft uden mikrosatellitinstabilitet,” siger han.

Solide tumorer er en udfordring

Hæmatologiske tumorceller har i reglen et overfaldeudtryk, der adskiller sig ret markant fra kroppens raske cellers. Det samme er ikke tilfældet for de solide tumorer. Rigtig mange af de antigener, som er til stede på overfladen af de solide tumorceller, findes også i normalt væv. Det gør det vanskeligt at udvikle antistoffer, som alene rammer tumorcellerne.

”De helt store potentialer ligger derfor i at finde et target, der alene er til stede på overfladen af tumorceller. For målretter vi de bispecifikke antistoffer mod targets, som også findes i normalt væv, så kan vi ikke undgå, at patienterne får mange bivirkninger til behandlingen,” siger Kristoffer Staal Rohrberg.

Han tilføjer:

”Det target, vi behandler efter ved kolonkræft, er stort set kun til stede på tumorcellerne. Derfor har jeg stor tiltro til de bispecifikke antistoffer her. Det er for tidligt at spekulere i, hvornår et bispecifikt antistof bliver godkendt til brug. Men det er et rigtig interessant behandlingsprincip, der efter alt at dømme, kommer til at få en plads.”

Cytokine release syndrome (CRS) er den hyppigst forekommende bivirkning ved behandling med bispecifikke antistoffer. CRS forekommer typisk de første tre til fire uger efter behandlingsstart. I grad 3 og 4 er CRS en alvorlig bivirkning, der kan give lavt blodtryk, iltmangel, feber, kulderystelser og i sjældne tilfælde  neurologiske problemstillinger. CRS i grad 3 og 4 kan kræve indlæggelse på en intensiv afdeling. I grad 1 og 2 er bivirkningen ikke alvorlig.