
Kræft giver risiko for nye sygdomme
Ny forskning fra Kræftens Bekæmpelse og blandt andre Rigshospitalet viser, at tidligere kræftpatienter har større risiko for at få andre sygdomme senere i livet, og der er derfor grund til, at både patienter og læger er ekstra opmærksomme på symptomer hos tidligere kræftpatienter.
Undersøgelsen er baseret på data fra godt 458.000 kræftoverlevere, som er sammenlignet med mere end to millioner kræftfrie kontrolpersoner. Data om ny alvorlig sygdom er indsamlet, fra et år efter kræftpatienterne havde afsluttet deres behandling og op til 17 år frem.
Post doc Trille Kristina Kjær fra Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning har stået i spidsen for den nye forskning, og hun mener, at den nye viden kan være positiv.
"Mere viden er vejen til at være opmærksom og opdage en ny sygdom på et tidligt tidspunkt. Og på den måde måske mindske omfanget af den," siger hun.
Det er især i årene, lige efter kræftsygdommen er behandlet, at de tidligere kræftpatienter har forhøjet risiko for at udvikle nye sygdomme. Tendensen ses for næsten alle de hyppigste former for kræft.
Undersøgelsen viser også, at risikoen for ny sygdom er generelt størst i det organ, hvor kræftsygdommen var. For patienter, der tidligere har haft lungekræft, betyder det eksempelvis, at der er forhøjet risiko for, at de senere udvikler ny sygdom i luftvejene. Og brystkræftpatienter, der er behandlet med stråleterapi, har forhøjet risiko for senere at udvikle problemer med hjertet på grund af den stråling, der også har ramt hjertet.
