Læge og forsker: ”Ældre kræftpatienter skal vurderes på en anden måde”

Når en læge vurderer, om en kræft-patient er rustet til de ofte skrappe behandlinger, ser lægen først og fremmest på patientens almene tilstand, men også på bivirkningerne hos deltagerne i større internationale studier. Især de ældre patienter kan dog være vanskelige at vurdere – og netop her er der behov for mere detaljerede guidelines, mener læge og forsker.

Hver gang kræftlægen sidder overfor en patient, som skal i gang med en ny behandling for sin kræftsygdom, støtter lægen sig til nogle internationale guidelines over patientens såkaldte ’performance-status’. Patienten vil da få en ’score’ på mellem 0 og 4, som vil være afhængig af, om patienten for eksempel fortsat er aktiv som før sin sygdom eller måske sengeliggende – eller et sted derimellem. Men naturligvis foregår der også altid som standard en individuel vurdering af den enkelte patients tilstand, fastslår læge og ph.d. i geriatri (sygdomme hos ældre) ved Sygehus Sønderjylland, Trine Lembrecht Jørgensen.

”Vurderingen finder sted på baggrund af flere forskellige parametre ud over score-systemet, for eksempel: Lider patienten af andre sygdomme? Hvad er tilstanden i organerne - særligt nyrer og lever? Hvilken medicin tager patienten ellers, og hvilken ernæringsmæssig tilstand er patienten i – er der for eksempel vægttab? Vi forsøger altid at se på det hele menneske i kræftbehandlingen,” siger hun.

Ældre er underrepræsenterede i studier

Noget som man inden for kræftbehandlingen er begyndt at tale mere og mere om, er dog ifølge Trine Lembrect Jørgensen, hvor vidt de behandlinger, som man tilbyder alle patienter uafhængigt af alder, faktisk også passer godt til de ældre kræftpatienter.

”Der findes i dag ikke specifikke, nationale guidelines til vurdering af ældre kræftpatienter, inden de skal gennemgå behandling. Man foretager altså som udgangspunkt vurderingen af alle patienter uanset alder ud fra de samme principper.”

Desuden er de ældre generelt underrepræsenterede i de store internationale studier – også selv om der paradoksalt nok er flere ældre end yngre kræftpatienter, forklarer Trine Lembrecht Jørgensen.  

”Vi kender naturligvis til toksiciteten (giftigheden) af de enkelte behandlinger, men ofte er de patienter, som deltager i de store studier i god ’performance status’ – også de ældre patienter, som deltager. Men det er jo ikke altid, at patienterne, som vi møder i konsultationen, er i samme gode stand. Derfor ser vi også ofte ’ i den virkelige verden’ flere bivirkninger til behandlingen hos de ældre, end det fremgår af studierne,” siger hun.

Nogle studier tyder på, forklarer Trine Lembrecht Jørgensen, at de værktøjer, man benytter til at vurdere om patienter kan tåle den planlagte behandling, ikke er lige så gode for de ældre som for de yngre:
”Det kan naturligvis have konsekvenser for kvaliteten og effekten af den behandling, de får.”

Specifikke guidelines til ældre patienter

Trine Lembrecht Jørgensen mener, at der på de danske sygehuse som hovedregel finder en særdeles grundig vurdering af den enkelte kræftpatient sted, men hun understreger også, at man ser patienter – især ældre patienter - som ikke tåler behandlingen, og hvor det har konsekvenser i form af bivirkninger og i enkelte tilfælde sker det også, at patienterne dør af behandlingen. Netop derfor vil nogle mere specifikke guidelines til vurderingen såvel som behandlingen af ældre kræftpatienter også være velkomne, mener hun – og faktisk er det netop, hvad det internationale selskab for geriatrisk onkologi, SIOG, har arbejdet på gennem de senere år.

”Sådanne guidelines vil være mere detaljerede end de generelle guidelines og udviklet med særligt med henblik på behandling af ældre patienter. Man vil for eksempel se på, hvem der eventuelt skal have en lavere dosis af behandlingen, og hvem der slet ikke kan tåle behandlingen,” siger hun

Desuden kan der være patienter, der gennem tilknytning til geriaterne (specialister i de sygdomme, som typisk rammer ældre mennesker), kan få bedret deres almene tilstand og derved bedre være i stand til at tåle behandlingen for deres kræftsygdom, tilføjer Trine Lembrecht Jørgensen.

At være fysisk aktiv er en god understøttende behandling

I dialogen med patienten indgår der ikke som sådan råd eller formaninger fra lægens side, understreger Trine Lembreht Jørgensen. Men én ting, som kræftlægerne dog ved med sikkerhed, er, at man generelt tåler en behandling bedre, hvis man er fysisk i god stand og er aktiv.

”Derfor råder vi patienterne til at holde sig i gang, så meget som det overhovedet er muligt. At være fysisk aktiv hjælper på den mentale tilstand, men det kan også være en god understøttende behandling, hvis man bliver behandlet for kræft,” siger hun. 

På Odense Universitetshospital er der oprettet et elite-forkningscenter (www.agecare.org), hvor der netop forskes i optimal vurdering og behandling af ældre kræftpatienter. Desuden er der et nationalt netværk under Danish Comprehensive Cancer Center (DCCC) undervejs netop med henblik på at skabe nationale guidelines på området.

Fakta om ’Performance status’

Performance status er en metode eller et sæt guidelines udviklet til at vurdere og angive en patients generelle helbredsstatus og herunder også, om patienten er i stand til at tåle behandlinger som kemoterapi og strålebehandling.

Patienter med performance status 0 og 1 tåler ofte kemoterapi og strålebehandling godt. Patienter med performance status 2 får flere bivirkninger, og patienter med performance status 3 og 4 bør som hovedregel ikke behandles med kemoterapi og strålebehandling.

• Performance status 0
  Fuldt aktiv som før man blev syg.
• Performance status 1
  Kan ikke udføre tungt fysisk arbejde, men alt andet.
• Performance status 2
  Oppegående mere end halvdelen af dagen og selvhjulpen, men ude af stand til at udføre fysisk arbejde.
• Performance status 3
  I seng eller siddende i stol mere end halvdelen af dagen og brug for hjælp til at klare sig selv.
• Performance status 4
  Bundet til seng eller stol og har brug for hjælp til alt.

Denne type skala bruger lægen til at vurdere:

• om en patients sygdom udvikler sig
• hvordan sygdommen påvirker, hvad patienten kan klare i hverdagen
• hvilken behandling, der er bedst egnet
• om dosis skal justeres
• om patienten har brug for mere hjælp
• om patienten har brug for mere lindrende behandling.

 Kilder: Kræftens Bekæmpelse og læge og PhD Trine Lembrecht Jørgensen, SHS