Myelomatose-patient: ”Jeg skulle have været død. Nu har jeg fået lov til at leve - bare et andet liv”

Det begyndte med et genstridigt hold i ryggen, men endte med en diagnose på myelomatose. Det har dog ikke slået 62-årige Sven Åge Harup Hansen omkuld. Han har stadig masser af mod på livet og hverdagen. Han tager alle gode råd om sin sygdom med et stort gran salt og har valgt at have en positiv indstilling til det ’nye’ liv, som han har fået.

I 40 år har Sven Åge Harup-Hansen været selvstændig, og de fire af dem har han haft sit eget havecenter. Han har knoklet i alle årene - og har ofte, især i sine yngre dage, haft hold i ryggen. Det gik dog altid væk igen. Men i 2015, da han sammen med nogle kolleger skulle flytte en 150 kilo tung rhododendron-busk, satte holdet i ryggen sig uhjælpeligt fast. Han var omkring både en kiropraktor, en fysioterapeut, en zoneterapeut og til sidst en SDS-massør (en behandlingsform, som kombinerer massage, justering af led, åndedrætsteknikker og samtale) - men det hjalp ham kun kortvarigt, og smerterne fra lænden og ryggen flyttede sig ned i benene.

”Når jeg besøgte massøren humpede jeg ind, men sprang nærmest ud, når han var færdig. Men det var hver gang kun en kortvarig lettelse, og til sidst sagde han til mig, at jeg skulle gå til min læge, for han mente, at der var noget andet galt,” fortæller Sven Åge Harup-Hansen.

Lægen sendte Sven Åge Harup-Hansen til en MR-scanning.

Kræften lyste op i hele kroppen

Dagen efter, da han tjekkede sin telefon var der fire ubesvarede opkald fra lægen. Hun ville se ham, gerne med det samme – og han skulle tage sin kone med.

”Jeg tænkte selvfølgelig, at det var helt galt fat. Egentlig tænkte jeg ikke på kræft, men forestillede mig, snarere, at der måske var noget inde i mig, der var sprunget og skulle lappes sammen - eller at de måske på scanningsbillederne havde opdaget en ’alien’, som sad og stirrede på dem. Jeg har rejst en del i Kina, og måske havde jeg taget et eller andet grumt væsen med derudefra. Men det, de kunne se på billederne, fortalte min læge mig, var altså kræft, og det lyste op i hele kroppen.”

Det var selvfølgelig en voldsom besked at få for Sven Åge Harup-Hansen og hans kone, men lægen på kræftafdelingen på Herlev Sygehus gav dem håbet tilbage, da det blev klart, at Sven Aage Harup-Hansen havde myelomatose (knoglemarvskræft).

”Det er jo godt nok en uhelbredelig kræftform, men der findes mange forskellige behandlinger, som kan dæmpe sygdommen, så man kan leve med den. Desuden lå jeg i det, som lægen kaldte for ’den gode gruppe’. Jeg lå i den yngre ende af skalaen – dengang var jeg 60 år, jeg var slank og led ikke af andre sygdomme. Så vi var egentlig ved rimeligt godt mod.”

Sven Åge Harup-Hansen fik en knoglemarvs-transplantation, som umiddelbart fik ham til at føle sig så godt tilpas, at han havde planlagt at begynde at arbejde igen. Men desværre kom kræften tilbage, og han har siden fået en kemoterapi af to omgange.

”Jeg har det faktisk godt. Jeg har lidt syre i benene og må af og til tage ti sekunders pause, hvis jeg bevæger mig omkring. Koncentrationen og hukommelsen er ikke, hvad de har været, men jeg har heldigvis min kone med på sidelinjen. Hun er for eksempel rigtig god til at styre alt, hvad der har med min medicin at gøre,” fastslår Sven Åge Harup-Hansen.

Jeg skulle have været død

Modet på livet og på hverdagen fejler ikke noget. Sven Åge Harup-Hansen har taget lægens råd til sig om ikke at ’google’ al den information, der findes om myelomatose, men i stedet leve livet.

”Det råd har bevirket, at jeg, hvis jeg læser noget om sygdommen, altid læser det med et rimeligt stort gran salt. Jeg har heller ikke behov for at kaste mig ud i alle mulige eksperimenter. Det er selvfølgelig fint nok, at en eller anden bondemand i Vendsyssel har udviklet en kur mod kræften – men det bliver altså ikke mig, der kommer til at gå ’all-in’ på det. Jeg passer min yoga, og det er fint med det.”

Én særlig oplevelse fra sit liv lægger Sven Åge Harup-Hansen især vægt på og har taget med sig.

”For nogle år siden besøgte jeg sammen med mine børn en ung, tidligere soldat, som vi kender. Han mistede sine ben i Irak. Min datter spurgte ham på et tidspunkt under besøget, om han da ikke var bitter over alle de ting, som han ikke kunne længere. Hans svar var, at han jo meget vel kunne have været død, men at han følte sig heldig, at han havde fået lov til at leve - også selv om det var med nogle begrænsninger og i et helt andet liv end før. Hans svar har jeg taget med mig og tænker tit på. Jeg skulle jo også have været død, men har fået lov til at leve – og nu har jeg tænkt mig at få det bedste ud af det.”