
”Den tid, hvor der var ro i sygdommen, var længere hos de patienter, som fik den dosisreducerede kombinationsbehandling. Desuden var der færre bivirkninger ved kombinationsbehandlingen – hvilket var lidt overraskende, fordi man kunne forestille sig, at enkeltstofbehandling gav færre bivirkninger,” siger Stine B. Winther.
Dansk studie: Ældre tarmkræftpatienter skal ikke have enkeltstofbehandling
Ældre, skrøbelige patienter med spredt tarmkræft skal ikke have enkeltstofbehandling. Det slår nordisk forskning fast.
Forskningsstudiets resultater blev præsenteret på den europæiske kræftkongres, ESMO, i München, af ph.d.-studerende Stine B. Winther, som er læge på Onkologisk Afdeling, Odense Universitetshospital.
NORDIC9 er et er samarbejde mellem 23 nordiske centre, som har undersøgt, hvilken behandlingsstrategi, der er bedst til ældre patienter med spredt tarmkræft, som ikke kan tåle den standardbehandling, der normalt gives.
Resultaterne fra studiet viser, at en reduceret kombinationsbehandling har en bedre effekt på sygdommen og giver en bedre overlevelse end enkeltstofbehandling.
”Den tid, hvor der var ro i sygdommen, var længere hos de patienter, som fik den dosisreducerede kombinationsbehandling. Desuden var der færre bivirkninger ved kombinationsbehandlingen – hvilket var lidt overraskende, fordi man kunne forestille sig, at enkeltstofbehandling gav færre bivirkninger,” siger Stine B. Winther og sammenfatter:
”Vi må konkludere, at man ikke skal give enkeltstofbehandling til ældre patienter med spredt tarmkræft.”
I alt 159 patienter med spredt tarmkræft er inkluderet i Nordic9-studiet. For at blive inkluderet i studiet, skulle patienterne være over 70 år og ikke være kandidater til at få fuld dosis standardbehandling. Patienternes gennemsnitsalder var 78 år.
Ældre patienter er mangelvare i kliniske forsøg
Professor Per Pfeiffer, som er ansvarlig for Nordic9, påpeger det unikke i, at undersøgelsen udelukkende har fokus på ældre patienter.
”Per 100 randomiserede studier bliver der måske lavet tre studier med ældre patienter – på trods af, at gennemsnitsalderen for patienter med tarmkræft er lidt over 70 år. Det er ikke, fordi man slet ikke inkluderer patienter, som er over 70 år, men der er næsten ingen studier, der kun inkluderer ældre, skrøbelige patienter. Det vil sige, at de patienter ikke kommer med i studierne, og derfor ved man ikke rigtigt, hvordan det er bedst at behandle dem,” siger Per Pfeffer og fortsætter:
”På min afdeling kan jeg se, at halvdelen af overlægerne giver monoterapi, mens den anden halvdel giver reduceret dosis. Det har været en personlig holdning til, hvordan man skulle behandle, der har afgjort behandlingen. Nu kan vi se, at vi ikke skal give monoterapi, for det virker ikke godt nok og har flere bivirkninger.”
De nordiske forskere har også kigget på livskvalitet ved enkeltstofbehandling i forhold til kombinationsbehandling, men har endnu ikke opgjort dataene.
”Man kunne godt forestille sig, at dataene viser, at kombinationsbehandlingen er bedre til at bevare patienternes gode almentilstand i længere tid, end hvis man giver monoterapi. Der er i hvert fald færre bivirkninger,” siger Per Pfeiffer.
Den nordiske forskergruppe planlægger at arbejde videre med de ældre tarmkræftpatienter, med udgangspunkt i den dosisreducerede kombinationsbehandling, men designet er endnu ikke fastlagt, oplyser Stine B. Winther.
