Gode grunde til at lægerne øger deres fokus på hudsygdommen HS
Gode grunde til at lægerne øger deres fokus på hudsygdommen HS
Mennesker med selv en mild version af hudsygdommen hidradenitis suppurativa (HS) er i risiko for at få smerter og depression. Derfor bør klinisk praksis øge sit fokus på diagnosen af denne sygdom, lyder konklusionen i et dansk studie.
Mere præcist viser det aktuelle studie, at personer med symptomer på mild hidradenitis suppurativa har 1,73 gange øget risiko for brug af antidepressiva og 1,24 gange øget risiko for at have brug for smertestillende medicin sammenlignet med raske kontrolpersoner.
Sammenhængen mellem depression og HS er kendt også fra andre studier, hvor blandt andet et dansk registerstudie for nylig viste, at en diagnose for depression ofte går forud for HS-diagnosen. Dette bekræftes af det aktuelle studie, som ydermere indikerer, at depression er en af de to første HS-relaterede komorbiditeter, som viser sig. Den anden er smerter.
HS er en inflammatorisk sygdom, der er forbundet med flere komorbiditeter: metabolisk syndrom, dårligt stofskifte, diabetes, skjoldbruskkirtelsygdom, fedme, rygning, depression, angst og kronisk betændelsestilstand i mave/tarm. På verdensplan er den diagnostiske forsinkelse ved HS på syv til ti år, og undersøgelser viser, at op til 90 procent af alle med HS-symptomer forbliver udiagnosticerede. De diagnosticerede tilfælde er dem med den mest alvorlige grad af HS. Og viden om HS-relaterede komorbiditeter stammer fra patienter med svær og langvarig sygdom, mens forskerne kun ved meget lidt om, hvordan billedet ser ud blandt dem med en mild grad af HS. Og på grund af de lange diagnostiske forsinkelser er de tidsmæssige forhold mellem komorbiditeterne også ukendte.
De danske forskeres tese var, at selv milde tilfælde af HS vil have øget risiko for udvikling af komorbiditeter, og det viste sig at være tilfældet i forhold til depression og smerter, mens studiet ikke fandt en øget receptudskrivning af midler mod diabetes, hjerte-kar-sygdom eller midler mod lavt stofskifte. Fundet indikerer, at disse komorbiditeter enten kun ses blandt dem med mere alvorlig HS, eller at de udvikler sig senere i sygdomsforløbet. En teori, som støttes af andre nylige forskningsresultater, som viser, at hyperkolesterolæmi først diagnosticeres efter, at patienten er diagnosticeret med HS, mens diabetes ofte viser sig forud for HS-diagnosen med så lidt som seks måneder.
Det nye danske studie, som netop er offentliggjort i magasinet Acta Dermato-Venereologica, baserer sig på data fra en prospektiv overlevelsesanalyse på en landsdækkende kohorte af ellers sunde bloddonorer, som sammen med registerdata på receptpligtig medicin blev brugt til at beregne forholdet mellem tid og første ordination af lægemidler mod følgende hidradenitis suppurativa-relaterede komorbiditeter: hjertesygdomme, diabetes, depression, skjoldbruskkirtelsygdom og smerter.
Studiet er en del af Det Danske Bloddonor Studie (DBDS), som er et forskningsprojekt, der indeholder data bestående dels af blodprøver og dels af oplysninger fra spørgeskemaer, som alle deltagere bliver bedt om at udfylde. DBDS startede op i 2010 og tæller på nuværende tidspunkt mere end 127.000 bloddonorer, som udelukkende består af raske personer i alderen 18-67.
