
Blot en daglig cigaret øger din risiko for blodpropper
Kun et totalt rygestop beskytter mod blodpropper og andre hjerte-karsygdomme, viser nyt stort studie.
Enhver forestilling om, at det nytter at skære ned på sit tobaksforbrug, hvis man vil mindske sin risiko for blodpropper og hjerte-karsygdomme, er nu gjort til skamme ifølge et nyt studie offentliggjort i det lægevidenskabelige magasin, BMJ.
Ifølge studiet, som er en meta-analyse, er der kun en vej til at beskytte sig: Nemlig at holde helt og fuldstændigt op med tobakken.
Bare en enkel daglig cigaret betyder en markant forøget risiko: Risikoen for hjertesygdom for mænd steg med 48 procent, når forskerne analyserede alle studier, og med 74 procent i studier, som var renset for betydning af alder og køn. For kvinder steg risikoen fra mellem 57 procent til 119 procent. For begge køn steg risikoen for en blodprop med cirka 30 procent.
Studiet fastslår, at mennesker som ryger en cigaret om dagen har cirka 50 procent større risiko for at få en hjertekarsygdom og en 30 procent øget risiko for en blodprop i hjernen i forhold til mennesker, som ikke ryger. Og i forhold til de som ryger 20 cigaretter om dagen reducerer en cigaret dagligt kun risikoen for hjertekar sygdom med cirka halvdelen og for blodpropper med kun en tredjedel.
Meta-analysen er baseret på studier fra 21 lande, hvor 141 kohorte studier har fulgt 5.6 millioner personer med hjertekarsygdomme og 7.3 millioner med blodpropper.
Konklusionen fra ledende forsker, adjungeret professor ved, School of Epidemiology og Public Health, University of Ottawa, Canada, Kenneth C. Johnson er da således også, at enhver form for cigaretrøg er for meget:
"Selv kun at ryge lidt, kun at ryge engang imellem samt at ryge færre cigaretter betyder alt sammen en markant øget risiko for hjerte-karsygdomme. Kun total afholdenhed beskytter, og det bør understreges i alle præventive indsatser og retningslinjer," siger professoren.
Ifølge Kenneth C. Johnson er elektroniske cigaretter og andre former for risiko-reducerede tobakserstatninger derfor også uden egentlig sundhedsværdi. Især hvis de anvendes til at nedsætte et cigaretforbrug, og han opfordrer de globale sundhedsmyndigheder til at være yderst tilbageholdende med godkendelser.
"Selv om E-cigaretter giver færre kræftfremkaldende stoffer, så udsætter de brugeren for høje niveauer af ultrafine partikler og andre giftstoffer, som kan markant øge risikoen for hjerte-karsygdomme, og den reducerede mængde af giftstoffer gør ikke disse produkter sikre. De regulerende myndigheders godkendelse af disse produkter bør derfor holdes tilbage, og produkterne bør ikke have lov at markedsføre sig selv som risikoreducerende med begrundelsen, at de kan medføre en reduktion i cigaretrygning, eftersom reduktioner i cigaretforbrug ikke kan forventes at have nogen meningsfuld sundhedsvirkning. Og forestillingen om, at disse nye risiko-formindskede produkter vil reducere hjertekarsygdomme og blodpropper, er prematur," lyder advarslerne fra Kenneth C. Johnson.
