Skip to main content


Præsentation af en hjertelungemaskine på Aarhus Universitetshospital. Videograb fra informationsfilm lavet af Remi Carsten Lindby.

Nyt håb for patienter med langvarigt hjertestop

Patienter med langvarigt hjertestop og som normalt ikke kan genoplives, kan overleve efter behandling ved hjælp af en hjertelungemaskine.

{snippet hjerte}

Det viser ny forskning fra Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet.

I Region Midtjylland er der ca. 850 hjertestop uden for hospital om året, og kun godt 10 procent af patienterne overlever. Genoplivning og behandling af årsagen til hjertestoppet er de vigtigste elementer i behandlingen. Men hos få udvalgte patienter kan anvendelse af en hjertelungemaskine understøtte patientens kredsløb og købe tid, indtil hjertefunktionen kommer sig.

En tredjedel overlevede

Forskerne har gennemgået behandlingsforløbet for 21 patienter med hjertestop opstået udenfor hospital, som fik behandling med hjertelungemaskine på Aarhus Universitetshospital fra 2011 til 2015. Patienterne fik hjertemassage fra kort efter hjertestoppet, og indtil de blev lagt i hjertelungemaskine på hospitalet. Udløsende årsager til hjertestoppet blev forsøgt behandlet.

Hos de overlevende kom hjertefunktionen sig i timerne og dagene efter, og hjertelungemaskinen kunne afvikles. syv patienter overlevede (33 procent) og 14 døde.

”Vi formoder, at ingen havde overlevet uden behandlingen,” siger læge Jesper Fjølner, Operation og Intensiv Øst, Aarhus Universitetshospital.

I gennemsnit havde patienterne hjertestop i to timer i alt, før hjertelungemaskinen blev startet, hvilket er længere end i andre internationale opgørelser. Trods dette var overlevelsen ikke dårligere på Aarhus Universitetshospital.

Fælles strategi på vej

Patienterne havde hjertestop af forskellige årsager, herunder blodprop i lungen, hjerterytmeforstyrrelse, medfødt hjertesygdom, hjertesvigt og blodprop i hjertet. Alle de overlevende patienter havde hjertestop på grund af blodprop i hjertet og fik en ballonudvidelse før eller under hjertelungemaskine-behandling. Den viden kan være vigtig for den fremtidige udvælgelse af patienter, som har en chance for overlevelse ved behandling med hjertelungemaskine, anfører forskerne.

En del patienter kan ikke behandles med hjertelungemaskine, og behandlingen er kompliceret og risikofyldt. De fire hjertecentre i Danmark arbejder i øjeblikket på at skabe en fælles strategi på området med ensretning af kriterierne for at behandle med hjertelungemaskine.

hjertestop