Skip to main content


Sundhedsstyrelsen til 258.000 danskere: Tal med lægen næste gang om din medicin

258.000 danskere får blodtryksmedicin med hydrochlorthiazid. Og der en lille forøget risiko for at udvikle basalcellekræft og pladecellekræft, hvis man bruger blodtryksmedicinen gennem længere tid. Det viser en gennemgang af nye studier og indberetninger, som det europæiske lægemiddelagentur EMA har foretaget.

”I Sundhedsstyrelsen anbefaler vi, at borgere som er i behandling med hydrochlorthiazid taler med deres læge, om de skal have ændret deres medicin. Det kan f.eks. være næste gang, man skal have fornyet recept eller ved næste blodtrykskontrol. Det er vigtigt, at man som borger ikke bare selv stopper med at tage sin medicin, men i stedet taler med sin læge”, siger farmaceut Simon Tarp, Sundhedsstyrelsen.

Anbefalingen kommer på baggrund af en ny vurdering fra bivirkningskomiteen under det europæiske medicinagentur (EMA). På baggrund af blandt andet dansk forskning vurderer komiteen, at lægemidlet hydrochlorthiazid giver en lille øget risiko for især hudkræftformen pladecellekræft. Denne form for hudkræft er for langt de fleste ikke farlig, når blot den behandles i tide.

”Men hvis man har lagt mærke til hudforandringer, f.eks. en hvidlig knude eller et sår, der ikke vil hele, eller hvis man tidligere har haft hudkræft og er i behandling med hydrochlorthiazid, kan det være en god idé at bestille en tid hos lægen”, siger Simon Tarp,

Det er solens skadelige stråler, der fremkalder kræften, men det er sandsynligt, at medicinen over tid kan gøre huden lidt mere følsom for denne stråling.

Som følge af EMA’s beslutning bliver den forøgede risiko skrevet ind i alle indlægssedler (produktinformation) til medicin, som indeholder hydrochlorthiazid. Af indlægssedlen vil EMA’s anbefalinger fremgå, herunder:

At man skal tjekke sin hud regelmæssigt og gå til lægen, hvis man opdager mistænkelige hudforandringer eller sår på huden
At man skal begrænse eksponering for sollys og UV-stråler og bruge passende beskyttelse, når man opholder sig i solen
At det for patienter, som før har haft basalcellekræft og pladecellekræft, kan være relevant at overveje at skifte til en anden type medicin.

 

Sundhedsstyrelsen har lavet en liste over alle lægemidler som indeholder hydrochlorthiazid. Listen ser du HER

 
Fakta

Om hydrochlorthiazid

  • Hydrochlorthiazid er et hyppigt brugt lægemiddel mod forhøjet blodtryk, som typisk bruges i kombination med andre blodtrykssænkende lægemidler. Midlet blev også tidligere brugt mod ophobning af væske (ødem) og hjerteproblemer.
  • Det er alene lægemidler, der indeholder stoffet hydrochlorthiazid, som er fundet at øge risikoen for kræft. Visse andre lægemidler indeholder ”hydrochlor”, som ikke er kemisk beslægtet med hydrochlorthiazid og ikke øger risikoen for hudkræft.

Sollys giver skader

  • Når hydrochlorthiazid er kræftfremkaldende, skyldes det, at hydrochlorthiazid hører til gruppen af lægemidler med såkaldt fotosensibiliserende effekt. Det betyder, at hydrochlorthiazid forstærker de skadelige effekter af sollys i huden og i læberne, og det kan øge risikoen for hudkræft.