Fremtiden kan komme til at byde på robotassisteret træning for MS-patienter med betydelige fysiske handicap. I et nyt pilotstudie har seks patienter haft succes med at forbedre deres mobilitet, kognition og hjerneforbindelser ved fire ugers træning iført et robotstyret exoskelet.

Fysisk træning og ikke mindst gangtræning er anbefalet som noget af det bedste til rehabiliering af såvel fysisk som kognitiv funktionsevne hos mennesker med MS, men patienter med omfattende neurologisk skade kan have svært ved at følge et høj-intensivt og gentagende rehabiliteringsprogram. For disse patienter ser robotassisteret rehabilitering være en lovende mulighed, mener amerikanske forskere, som har afprøvet konceptet i et enkeltblindet, randomiseret kontrolleret pilotstudie.  

 I alt 10 MS-patienter, som blev rekrutteret fra Kessler Institute of Rehabilitation, blev randomiseret til at følge enten et standard gangtræningsprogram (fire deltagere) eller robotassisteret rehabilitering (seks deltagere) i fire uger. Resultaterne blev målt ved Time up-and-go (TUG), udholdenhed (6MWT), kognition (CPS og SDMT) og forbindelse i hjernen (thalamocortical resting-state functioneal connectivity baseret på MR (RSFC)). Deltagerne var alle højtuddannede personer med attakvis MS og omfattende MS-relaterede handicap.

Den robotassistede træning foregik ved, at patienterne blev iført et robotstyret exoskelet, der understøttede træningen, og sammenlignet med standardprogrammet var den robotassisterede træning forbundet med store forbedringer af patienternes mobilitet, kognition målt ved CPS og på hjerneforbindelse (RSFC), mens der ikke blev registreret forskel i udholdenhed. Forandringer i RSFC var desuden i nogen grad associeret med ændringer i TUG, 6MWT og SDMT-præstationer, og øget RSFC kunne associeres med forbedret mobilitet, gangudholdenhed og CPS.

På den baggrund konkluderer forskerne, at der er grundlag for et regulært radomiseret kontrolleret studie af robotassisteret rehabilitering som en tilgang til at forbedre mobilitet og kognition hos en større population af patienter med fremskreden MS.

Studiet er publiceret i tidsskriftet Multiple Sclerosis and related Disorders.

ASCO: Tecentriq (atezolizumab) forlænger den sygdomsfri overlevelse betydeligt hos patienter med opereret ikke-småcellet lungekræft.

Det tyder især på, at patienter med et højt PD-L1-udtryk har gavn af behandlingen. Det viser de indledende resultater af fase III-studiet IMpower010 (abstract #8500), som blev præsenteret på ASCO-konferencen.

”Resultaterne er interessante, da vi har brug for et bedre behandlingstilbud til denne gruppe af patienter, som trods vellykkede operationer med efterfølgende kemoterapi ofte får tilbagefald og dør. De samlede overlevelsesdata er endnu ikke modne, men de indledende resultater ser bestemt lovende ud,” mener overlæge Jens Benn Sørensen fra Rigshospitalets onkologiske afdeling. Han er ikke selv involveret i studiet.

Det samme mener overlæge Jon Lykkegaard Andersen fra Herlev-Gentofte Hospitals onkologiske afdeling. Han er heller ikke selv involveret i studiet.

”Det er det første fase III-studie med adjuverende immunterapi til opererede patienter med ikke-småcellet immunterapi. Derfor er det vigtige data. Studiet viser, at behandlingen gør en forskel, men ikke for alle grupper. Det ser ud til, at det kun er de PD-L1-positive patienter, som får gavn af behandlingen,” siger han og fortsætter:

”Det bliver spændende at se, om gevinsten ved sygdomsfri overlevelse kan oversættes til en samlet overlevelsesgevinst. Det er det helt store spørgsmål: Bliver patienterne reelt kureret, eller udskyder behandlingen blot tiden til sygdomsforværring?”

Kan ændre praksis

IMpower010-studiet har samlet overlevelse som sekundært endepunkt, men overlevelsesdata er endnu umodne.

”Indtil videre må vi nøjes med resultaterne for sygdomsfri overlevelse, og det er en tilbagevendende diskussion, om det er en god markør. Vi ved jo, at der kan gå mange år, før vi kender den samlede overlevelse, og hvad gør man så i mellemtiden? Det bliver spændende at se, om FDA og EMA finder resultaterne gode nok til at godkende behandlingen,” siger Jon Lykkegaard Andersen og fortsætter:

”Det er bestemt interessante data, og jeg tolker studiet positivt med det forbehold, at det er usikkert, hvem behandlingen skal anbefales til. Det er meget muligt, at det bliver patienter med høj PD-L1-ekspression, og det kan sagtens blive en ny standardbehandling for disse patienter.”

Jens Benn Sørensen stemmer i:

”Data er ikke helt modne nok, og det er jo positivt nok, at der endnu ikke er nok hændelser til at udregne en samlet overlevelse. Det ser bestemt lovende ud, og min fornemmelse er, at studiet kan blive praksisændrende.”

Størst effekt ved højt PD-L1-udtryk

IMpower010-studiet inkluderede 1269 opererede patienter med stadie 1B-IIIA ikke-småcellet lungekræft, som alle modtog op til fire serier cisplatin-baseret kemoterapi. Af disse patienter blev 1005 efterfølgende randomiseret 1:1 til enten 16 serier atezolizumab eller symptomlindrende behandling. Det primære endepunkt var sygdomsfri overlevelse.

Der var størst effekt hos patienter med stadie II-IIIA-lungekræft og et PD-L1-udtryk på over en procent. Ved en median opfølgning på 32,8 måneder var der betydeligt mindre risiko for tilbagefald med atezolizumab sammenlignet med symptomlindrende behandling (hazard ratio 0,66).

I den samlede gruppe af patienter med stadie II-IIIA-lungekræft (uanset PD-L1-udtryk) var der også en betydelig fordel ved behandling med atezolizumab (hazard ratio 0,79), om end den var mindre end i gruppen af patienter med positivt PD-L1-udtryk.

Resultaterne viser, at det især var patienter med PD-L1-udtryk på over 50 procent, som havde gavn af behandlingen (hazard ratio 0,42). Der er imidlertid ingen specifikke resultater for patienter med PD-L1-udtryk på mellem en og 49 procent, hvilket undrer Jon Lykkegaard Andersen.

”Det er en stor undergruppe, som man ikke har valgt at analysere, hvilket betyder, at vi ikke ved, om det er gruppen af patienter med en meget høj PD-L1-ekspression (over 50 procent, red.), som driver effekten,” siger han.

Den indledende statistiske analyse viste en median sygdomsfri overlevelse på 35,3 måneder med symptomlindrende behandling i gruppen af patienter med stadie II-IIA-lungekræft og PD-L1-udtryk på over en procent. Medianen var endnu ikke nået i atezolizumab-armen. Andelen af patienter, der var sygdomsfri efter henholdsvis 24 og 36 måneder var betydeligt større i atezolizumab-armen: 74,6 procent mod 61,0 procent efter 24 måneder og 60,0 procent mod 48,2 procent efter 36 måneder.

I den samlede undergruppe af patienter med stadie II-IIIA-lungekræft var der en median sygdomsfri overlevelse på 42,3 procent i atezolizumab-armen og 35,3 måneder i kontrolarmen.

Sikkerhedsprofilen var i overensstemmelse med tidligere forsøg med atezolizumab-monoterapi. Forekomsten af bivirkninger var større i atezolizumab-armen, inklusive grad 3-4-bivirkninger (21,8 procent mod 11,5 procent) og bivirkninger, der førte til behandlingsophør (18,2 procent i atezolizumab-armen).