EAN: Overvågning af thalamus og hjernens mikrostruktur gør det muligt at finde skjulte skader hos MS-patienter og begynde med forebyggende behandling, før skaden kommer til udtryk som handikap eller kognitive problemer.

Det fortæller professor ved afdelingen for Biomedical Engineering ved universitetet i Basel Cristina Granziera ved en satellite session på EAN 2019, der finder sted i Oslo.

Atrofi i thalamus er den del af hjernen, der er mest forbundet med handikap og kognitiv forværring hos patienter med multipel sclerose. Forværringen begynder allerede i CIS-fasen af sygdomsforløbet, før patienten begynder at mærke symptomerne, og derfor vil brugen af en ny MR-metode, der kvantificerer og kortlægger forandringer som inflammation, degeneration og repareret væv i hjernen i ellers normalt udseende væv, gøre det muligt at påbegynde forebyggende behandling før patienten udvikler handikap og kognitive problemer, fortæller Cristina Granziera.

Den kvantitative MR omfatter blandt andet 3T MR, T1, T2 og MTR billeder, og den vil ifølge Granziera sammen med de kliniske undersøgelser og potentielle biomarkører i blodet blive en del af den daglige kliniske praksis i fremtiden.

”Thalamisk atrofi er en meget lovende biomarkør for sygdomsaktivitet, så visionen vil være, at vi fremover bruger kortlægning af de skjulte skader, sammen med de kliniske undersøgelser. Det er vigtigt, fordi patienten vil være mere åben for at starte tidlig behandling, når det går op for ham eller hende, at der er sygdomsaktivitet,” sagde Cristina Granziera ved præsentationen.

En deltager ved sessionen efterspurgte retningslinjer for, hvornår kvantitativ MR skal føre til, at man tilbyder behandling og også for hvilken behandling, der skal tilbydes til patienter før de viser symptomer på handikap og kognitiv forværring.

”Hvis behandlingen for eksempel giver bivirkninger eller det går så vidt, at patienten tager skade af behandlingen, vil han kunne sidde med den oplevelse, at han blev presset til at gå i behandling, selv om han ikke havde symptomer,” sagde deltageren.

Og det er helt rigtig, og også en af grundene til, at monitorering af de usynlige skader er en del af det kliniske arbejde i fremtiden, svarede Cristina Granziera.

”Der skal skal udarbejdes retningslinjer for, hvordan metoden anvendes i klinikken,” siger hun. 

EAN: Nye langtidsdata slår for alvor fast, at patienter med attakvis multipel sclerose (RMS) vedbliver at have klinisk effekt af behandling med Ocrevus (ocrelizumab).

Resultaterne stammer fra et treårigt dobbeltblindet opfølgningsstudie, OLE-studiet, til fase III-studierne OPERA I og II, som blev præsenteret (Abstract EPO1250) på en postersession lørdag på EAN.

"De nye femårsdata bekræfter, at de RMS-patienter, som startede op i behandling med Ocrevus vedbliver at have bedre effekt af behandlingen end de patienter, som først skiftede over til behandling med Ocrevus efter to års Interferon-behandling. Initial behandling med Ocrevus fortsætter således med effektivt at forebygge sygdomsforværring," siger Per Soelberg Sørensen, professor i klinisk multipel sclerose ved Rigshospitalet.

Han tilføjer, at forskellen mellem patienter, der startede op på Ocrevus, og patienter, der skiftede til Ocrevus efter to års behandling med Interferon-beta1 (IFN) efter alt at dømme ikke kommer til at udligne sig på sigt.

Behandling tidligst muligt

I OPERA I og II blev RMS-patienterne randomiseret til initial behandling med enten Ocrevus eller Interferon-beta1 (IFN). Samlede data fra de to studier viste, at 40 procent færre RMS-patienter i Ocrevus-armen oplevede sygdomsforværring efter henholdsvis 12 ugers (CDP12) og 24 ugers behandling (CDP24) sammenlignet med patienterne i IFN-armen. Fordelene ved Ocrevus blev sidenhen bekræftet i OLE, hvor RMS-patienterne enten fortsatte den hidtidige behandling med Ocrevus eller blev skiftet fra IFN til Ocrevus. De nye langtidsdata, der blev præsenteret på EAN, viser, hvor mange af patienterne i de to arme, der har sygdomsforværring efter 48 ugers behandling (CDP48).

Hos de patienter, der skiftede fra IFN til Ocrevus i OLE var andelen af patienter med sygdomsforværring efter henholdsvis et, to og tre års behandling signifikant højere, end den var blandt de patienter, som havde været i behandling med Ocrevus fra begyndelsen. Den relative forskel mellem de to arme var 57 procent. Den relative forskel ved CDP48 var således mere markant end ved CDP12 og CDP24.

"Det er værd at bemærke, at 90 procent af de RMS-patienter, som initialt blev behandlet med Ocrevus, ikke har oplevet sygdomsforværringer i studieperioden. Det sætter streg under, at Ocrevus er et effektivt præparat, som patienterne bør sættes i behandling med så tidligt som muligt," siger Per Soelberg Sørensen.

Flere langtidsdata på Ocrevus

På EAN blev der ligeledes præsenteret (Abstract EPO1077) langtidsdata fra ORATORIO – og OLE-studiet. Disse har set på Ocrevus til behandling af patienter med primær progressiv multipel sclerose (PPMS). I ORATORIO blev patienterne randomiseret til behandling med Ocrevus eller placebo. Efter to års behandling overgik patienterne til det doobeltblindede OLE-studie, hvor samtlige patienter blev skiftet til Ocrevus.

De data, der blev præsenteret på EAN, vedrørte patienterne i ORATORIO/OLE-studiets risiko for at udvikle hjerneatrofi efter i alt fem års behandling med Ocrevus eller Ocrevus + to års indledende placebobehandling.

Data viser, at den procentuelle forskel i tab af hjernevolumen (WBV) efter 120 ugers behandling var -1,472 procent set i forhold til baseline for patienter, som var startet op på placebo, mens den var -1,304 for patienter startet op på Ocrevus. 96-ugers data fra OLE-studiet alene viser, at den procentuelle forskel i tab af WBV var -2,960 procent set i forhold til baseline i placebo-gruppen, mens den var -2,595 i Ocrevus-gruppen. Lignende trends blev observeret, hvad angik volumenforskelle i grå – og hvid hjernesubstans.