Skip to main content


Rapporten 'Unges solarievaner 2023' fra Kræftens Bekæmpelse viser, at 14 procent af de 15-25-årige danskere havde brugt solarium mindst én gang inden for det seneste år, og at over halvdelen havde haft debut i solariet, før de fyldte 18 år.

Slut med solarier for børn og unge: politisk flertal vil forbyde adgangen

Et politisk flertal i Folketinget vil fra næste år forbyde børn og unge under 18 år at bruge solarier. Flere lande har allerede haft en aldersgrænse i årevis.

En tur i solariet inden konfirmationen eller for at opnå en hurtig kulør op til sommeren bliver snart fortid for børn og unge under 18 år i Danmark. Regeringen og en række partier er enige om at indføre en aldersgrænse som en del af den kommende Kræftplan 5.

25 år med kræftplaner

I2000: Første kræftplan styrkede kapaciteten inden for stråle-, medicinsk og kirurgisk behandling.

2005: Anden kræftplan forbedrede organiseringen af patientforløb og lagde grunden til pakkeforløb for kræft. Der var også fokus på tobaksforebyggelse og kræftkirurgi.

2010: Tredje kræftplan styrkede tidlig opsporing, rehabilitering og palliation. Pakkeforløb blev revideret, og opfølgningsprogrammer blev introduceret.

2016: Fjerde kræftplan, også kaldet ‘Patienternes Kræftplan’, fokuserede på forebyggelse, bedre behandling og mere inddragelse af patienter.

2025: Femte kræftplan omfatter bl.a. en revision af kræftpakkeforløbene, så de i fremtiden i højere grad tager højde for den enkelte patients livssituation og ønsker.

"Når det handler om modermærkekræft, er Danmark et af de lande i verden med den højeste forekomst. Og desuden er der desværre mange unge og et stigende antal unge, der går i solarie. De to ting hænger sammen, og derfor vil vi nu indføre en 18 års grænse for at gå i solarium i Danmark," siger sundhedsordfører Lea Wermelin fra Socialdemokratiet til DR.

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde gav tidligere i år et løfte om, at også forebyggelse kommer i spil i Kræftplan 5. Det skete efter kritik af, at Sundhedsstyrelsens faglige oplæg til planen blev kritiseret for at mangle forebyggelse.

Forventningen er, at loven træder i kraft i 2026.

Støtte fra sundhedseksperter

Rapporten 'Unges solarievaner 2023' fra Kræftens Bekæmpelse viser, at 14 procent af de 15-25-årige danskere havde brugt solarium mindst én gang inden for det seneste år, og at over halvdelen havde haft debut i solariet, før de fyldte 18 år.

Modermærkekræft er den hyppigste kræftform blandt unge mellem 15 og 34 år i Danmark, og omkring tre ud af fire tilfælde blandt unge solariebrugere under 30 år kan ifølge Kræftens Bekæmpelse tilskrives solariebrug.

Samtidig vurderer Verdenssundhedsorganisationen (WHO), at uv-stråling fra solarier er kræftfremkaldende. Risikoen for at få modermærkekræft stiger med omkring 60 procent, hvis man bruger solarium, inden man fylder 35 år.

Ledende overlæge Tine Vestergaard fra Odense Universitetshospital støtter tiltaget: "Vi ved, at der er en sammenhæng mellem det at få en pludselig stor soldosis og solskoldning i barndommen og ungdommen og en øget risiko for at udvikle modermærkekræft senere i livet. Jo yngre du er, jo mere skadeligt er det at få meget høje uv-doser," siger hun til DR.

Flere partier herunder Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti bakker op. Hos Liberal Alliance er der uenighed om forbuddet.

Allerede i 2014 pålagde lovgivningen danske solcentre at opsætte advarselsplakater fra Sundhedsstyrelsen, men en egentlig aldersgrænse blev ikke indført. Ifølge rapporten fra Kræftens Bekæmpelse havde kun 19 procent af de unge solariebrugere i 2023 set advarselsplakaten. I 2021 var tallet 37 procent.

Andelen af unge solariebrugere er samlet faldet markant fra 40 procent i 2008 til 14 procent i 2023, men især blandt unge kvinder er forbruget begyndt at stige igen siden 2017.

 

 

 

 


Anbefalinger fra det faglige oplæg til Kræftplan V

Kræftplan V tager udgangspunkt i tre temaer:

  1. Individualisering og differentiering af indsatser gennem patientforløbene.
  2. Tilrettelæggelse af indsatser i forløbene.
  3. Udvikling af kvalitet i indsatserne.

De konkrete anbefalinger:

  1. Opdatering af pakkeforløb:
    Sundhedsstyrelsen opdaterer pakkeforløb for kræft for at sikre veltilrettelagte forløb med hurtig udredning, behandling og opfølgning. Inddragelse af faglige miljøer, patientrepræsentanter og relevante myndigheder prioriteres.

  2. Patienternes præferencer og fælles beslutningstagning:
    Der indføres systematisk praksis for at afklare patienters situation, ønsker og præferencer som grundlag for beslutningstagning om behandlingsmål og forløb.

  3. Tydeliggørelse af ansvar i almen praksis:
    Almen praksis' ansvar og opgaver præciseres, herunder tidlig opsporing, henvisning og støtte til patienter under og efter behandling.

  4. Analyse af screeningsprogrammer:
    Sundhedsstyrelsen analyserer og beskriver screeningsprogrammer med henblik på mere risikobaseret screening.

  5. Udvikling af rettidig diagnostik:
    Der arbejdes med øget risikostratificering og beslutningsstøtte i almen praksis og diagnostiske centre for at styrke rettidig diagnostik.

  6. Integreret rehabilitering:
    Rehabilitering indarbejdes som en integreret del af kræftforløb og tilbydes ensartet på tværs af landet for at forbedre borgernes funktionsevne og livskvalitet.

  7. Indsats mod senfølger:
    Indsatser for at forebygge og behandle senfølger vurderes og implementeres ensartet med høj kvalitet.

  8. Palliative indsatser:
    Palliative tilbud integreres i patientforløbene, så mennesker med livstruende sygdom oplever lindring og en værdig afslutning på livet.

  9. Forskning og dataanvendelse:
    Forskning og brug af sundhedsdata understøtter effektive og differentierede indsatser af høj kvalitet på tværs af sundhedsvæsenet.

  10. Udbredelse af sundhedsteknologi:
    Modne teknologier, herunder AI, udbredes og anvendes til at forbedre kræftområdet gennem innovation og udvikling.

  11. Sikring af kapacitet:
    Der sikres tilstrækkelig kapacitet til udredning og behandling for at håndtere det stigende antal kræftpatienter.

Kræftplan 5