
»Det kan blive en lang og sej vinter. Vaccinationer er redskabet, der kan mindske ekstrapresset på sundhedsvæsnet," siger Henrik Ullum.
To epidemier har kurs mod overbelastede, danske sygehuse
Et i forvejen trængt sundhedsvæsen kan komme under hårdt pres i løbet af de kommende måneder.
Sådan lyder advarslen fra Statens Serum Institut ifølge Berlingske.
Der vil med "stor sandsynlighed" komme en større influenzabølge i vintersæsonen 2022/ 2023. I en risikovurdering for influenzaområdet oplyser SSI, at man forventer spredning og cirkulation af tre virustyper, og at de sundhedsmæssige konsekvenser afhænger af, hvilken af dem der bliver den dominerende. Særlig bekymring er der i forhold til virustypen A (H3N2), som vaccinerne ikke vil være så effektive mod, og som kan være forbundet med en større sygdomsbyrde og højere risiko for hospitalsindlæggelse, hvis man rammes.
Risikovurderingen for den kommende vinter kommer ovenpå to år, hvor der i det store hele har været ro på influenzafronten.
Samtidig har der hen over sommeren og det tidlige efterår været en mindre coronabølge med en del smitte samt forholdsvis mange coronarelaterede indlæggelser og dødsfald, som ifølge de seneste tal dog ser ud til at være på retur i kølvandet på vaccinationsindsatsen.
»Det kan blive en lang og sej vinter. Vaccinationer er redskabet, der kan mindske ekstrapresset på sundhedsvæsnet, og det er min forventning, at vi som samfund vil kunne håndtere det. Men det er også klart, at der er en bekymring i forhold til robustheden af sundhedsvæsenet,« siger direktør i Statens Serum Institut (SSI) Henrik Ullum til Berlingske.
I en ny status på vaccinationsindsatsen fremhæver Sundhedsstyrelsen, at andelen af influenzavaccinerede er meget lav blandt børn, sundhedspersonale og personer med særlig risiko for at blive alvorligt syge, hvis de rammes.
I disse grupper er det henholdsvis 12, 14 og 21 procent, der hidtil har taget mod tilbuddet om en influenzavaccination.
