Uden pårørende risikerer patienter at sygne hen alene

Patienter uden pårørende eller pårørende, der selv er så belastede, at de ikke magter at passe en syg partner, er ikke noget særsyn i lægehuset i Nysted på Lolland, hvor praktiserende læge Christina Svanholm understreger vigtigheden af så at løfte ansvaret væk fra den pårørende.

Ofte afsætter hun ekstra tid i konsultationen for at kunne se både patienten, den pårørende, men også sig selv i øjnene.

”Er der børn eller ægtefælle? Det er det, jeg helt automatisk spørger om, når jeg tager fat i hjemmeplejen for at få afdækket, hvem de pårørende er – eller jeg spørger patienten selv. Det gør vi systematisk i lægehuset, når vi kan se behovet.”

Sådan siger praktiserende læge Christina Svanholm, som fortæller, at det er helt al- mindelig hverdag for hende at møde mange forskellige pårørende i konsultationen i hendes lægepraksis i Nysted på det sydøst- lige Lolland. Hun arbejder også som pleje- hjemslæge, da hendes patienter i gennemsnit er over 65 år, ofte er multisyge og ofte er mænd.

”Patienterne har tit en pårørende med, hvis de ellers har nogen. Flere er helt uden pårørende, og det er et problem, jeg desværre ikke så sjældent støder på,” fortæller Christina Svanholm.

Et nødvendigt samtykke

Selve lægehuset er en hyggelig villa, gul- malet, med klassisk rødt tag og hvidmalede sprossevinduer. Trods det idylliske udseende og dejlige beliggenhed ud til Nysted Nor,
er der nok af udfordringer at tage fat på som læge i Nysted, der er kendt som en lille turistperle på Lolland-Falster.

”Vandkantsdanmark plejer jeg at kalde vores sted hernede på sydkysten af Lolland, siger Christina Svanholm entusiastisk. Hun har selv aktivt søgt lægegerningen i udkants- danmark. Hver dag pendler hun derfor i den såkaldte praksisbus, som var hendes idé, mellem hjemmet i Greve og lægepraksissen i Nysted. For sit forebyggende sundhedsar- bejde og store engagement fik hun sidste år tildelt Region Sjællands kollegialitetspris 2021.

Som praktiserende læge gør hun, hvad hun kan for at inddrage de pårørende, hvor det er relevant, hvilket indebærer at indhente det nødvendige samtykke. Og fordi hendes lægepraksis overvejende behandler men- nesker med mange udfordringer, afsætter hun som regel tyve minutter til hver eneste patient.

”Jeg afsætter ekstra tid for at kunne se mig selv i øjnene, og fordi jeg ofte sidder over for en patient eller et par, hvor det tager tid at få forklaret det, de skal vide for at klare hver- dagen bedst mulig med de sygdomme, der er tale om. Typisk har jeg en snak med patien- ten i konsultationen, hvor jeg inddrager den pårørende, hvor det giver mening. Og hvis den pårørende giver udtryk for bekymrin- ger, spørger jeg yderligere ind, når patienten selv sidder i rummet. På den måde sikrer jeg mig, at der er samtykke til at inddrage den pårørende.” siger Christina Svanholm og fortsætter:

”Hvis den pårørende derimod selv ringer op, f.eks. en pårørende til et menneske, der måske er ved at udvikle demens, så vejleder jeg både om fremtidsfuldmagt, kontakt til visitator og kommune med henblik på hjælp i hjemmet eller ansøgning om en pleje- hjemsplads. Det kan også være et egentligt værgemål, som er forudsætningen for at lade den pårørende tage beslutninger på patientens vegne. På den måde er der noget systematik, der skal på plads hver gang, det drejer sig om kontakten med en pårørende.” Som en fjerde mulighed for at inddrage en pårørende er det langvarige personlige kendskab:

”Hvis jeg har kendt patienten gennem man- ge år, så ved jeg, at det er i orden at udtale sig til den pårørende. Det kan være ægteparret, som jeg kender begge to og af erfaring ved, at det er i orden at udtale sig om den ene til den anden og omvendt – men det hører dog til sjældenhederne,” forklarer Christina Svanholm.

Sygner hen alene

Det største problem er dog, når der ingen pårørende er, eller hvis de pårørende af den ene eller anden årsag har vanskeligt ved at magte opgaven.

”Flere af mine patienter har mistet kontak- ten med deres pårørende eller har simpelt- hen ikke nogen tilbage. Af og til sygner de hen helt alene. Det oplevede jeg i går, da jeg var på sygebesøg hos en af mine ældre patienter, som lå hjælpeløs i sit eget skidt i et hus med planter, der voksede ind ad vinduerne. Ægtefællen var død for mange år siden, og kontakten til børnene var ophørt,” siger Christina Svanholm.

I den situation er der derfor ingen anden mulighed end akut at ansøge om en midlertidig døgnopholdsplads, en MDO-plads i Guldborgsund Kommune, og nu håber Christina Svanholm på, at den bliver bevilget hurtigst muligt.

En mindst lige så stor udfordring i hendes praksis er pårørende, som selv er så bela- stede, at de med god grund ikke magter det store arbejde, der kan ligge i at tage sig af deres syge pårørende.

”Pårørende er ikke altid i stand til at tage sig af deres syge familiemedlemmer. Nogle kæmper så længe, at de bliver nedbrudt efter årelang sygdom, og dér er det særligt vigtigt, at vi som læger træder til og forsøger at løfte ansvaret væk fra den pårørende. Andre kan ikke selv klare at passe den syge, fordi de selv har udfordringer eller selv går på arbejde og ikke har den fornødne tid.”

Behov for samtaleterapi

Endelig oplever Christina Svanholm også pårørende, som har større behov for støtte end patienten selv. Aktuelt fortæller hun om en sårbar pårørende til en kræftsyg patient, som hun bruger flere ressourcer på end på den syge. I nogle situationer kan der derfor også være behov for at afsætte tid til opgaver, der går ud over, hvad den praktiserende læge normalt arbejder med:

”Hvis de pårørende er patienter i min prak- sis, tilbyder jeg også af og til samtaleterapi. Der er et stort behov hernede, hvor de aller- fleste ikke har råd til at betale en psykolog, selv ikke til nedsat pris, som man får ved
en henvisning. Og selv hvis de har råd, så er psykologerne ofte så overbookede, at venteti- derne er månedlange, og så føler jeg det som en forpligtelse at træde til.”

De vigtigste udfordringer med pårørende i almen praksis

• At der ikke er nogen pårørende at henvende sig til
• At mangle et godt og gratis tilbud til pårørende med psykiske vanskeligheder
• At det ikke er muligt ift. overenskomsten at tage en enkelt samtale, at det skal være et forløb, og at man ikke må tage pårørende ind fra andre praksisser
• At det at være praktiserende læge skal være en forretning, så den praktiserende læge kan være nødt til at tænke i økonomi frem for i, hvad der er bedst for patienterne

Kilde: Christina Svanholm