Skip to main content

Rinvoq fører til klinisk remission ved Crohns sygdom

Rinvoq fører til klinisk remission ved Crohns sygdom

Hver anden Crohns-patient med moderat til svær sygdom opnår klinisk remission med Rinvoq (upadacitinib) – en markant forbedring sammenlignet med placebo.

Det viser resultater af U-EXCEL, det andet af to fase III-induktionsforsøg, som har undersøgt JAK-hæmmeren upadacitinib mod Crohns sygdom. Det fremgår af en pressemeddelelse fra producenten AbbVie, som har finansieret studiet.

12 uger efter behandlingsstart havde 49 procent af patienterne i upadacitinibgruppen opnået klinisk remission defineret som CDAI < 150. Til sammenligning havde 29 procent af patienterne i placebogruppen opnået klinisk remission.

Det andet primære endepunkt, endoskopisk respons, blev opnået af 46 procent i behandlingsarmen og 13 procent i placeboarmen.

Sammenlignelig bivirkningsprofil

"Det er imponerende at se den betydelige respons, der blev opnået hos patienter med moderat til svær Crohns sygdom, som har haft utilstrækkelig respons på et immunsupprimerende middel eller et biologisk lægemiddel. Resultaterne indikerer, at upadacitinib kan hjælpe patienter, som ikke kan få sygdommen under kontrol på trods af tidligere konventionelle eller biologiske behandlinger,” udtaler Edward V. Loftus Jr., læge og professor i gastroenterologi ved Mayo Clinic i Rochester, Minnesota, og medforfatter til studiet, som endnu ikke er udgivet.

Studiet inkluderede 526 patienter, hvoraf 350 fik 45 mg upadacitinib en gang dagligt i 12 uger, mens de resterende 176 fik placebo. Bivirkningsprofilen var sammenlignelig med tidligere forsøg med upadacitinib. De mest almindelige bivirkninger var akne og anæmi, og der opstod alvorlige bivirkninger hos 6,9 procent af patienterne i upadacitinibgruppen og 6,8 procent af patienterne i placebogruppen. Der var ingen tilfælde af perforeret tarm eller dødsfald i undersøgelsesperioden.

Upadacitinib er en selektiv og reversibel JAK-hæmmer i tabletform, som i Danmark anvendes til behandling af leddegigt, psoriasisgigt og immungigt hos voksne, hvor anden behandling ikke har været effektiv eller har haft uacceptable bivirkninger, samt til behandling af moderat til svær atopisk eksem hos børn og voksne.